normalitet

flertydigt begreb, der ikke hersker almindelig enighed om, men som sædvanligvis betyder enten mental sundhed, et gennemsnit, det konventionelle, en optimal eller en perfekt tilstand.

Normalitet. Den amerikanske installationskunstner Edward Kienholz udfordrer i sine tableauer vores forestillinger om det normale. Det realistiske interiør signalerer en upåfaldende borgerlig normalitet. Men sammenstillet med den nøgne kvindekrop og hånden, som trækker upassende op i den pæne kjole, kastes der et bizart og foruroligende skær ind over det velkendte. The Queen of the Maybe Day Parade; 1978, Louisiana.

© Edward Kienholz/Louisiana - (billedet) Normalitet. Den amerikanske installationskunstner Edward Kienholz udfordrer i sine tableauer vores forestillinger om det normale. Det realistiske inte... | Læs mere

Det er problematisk og formentlig umuligt at fastlægge begrebets indhold præcist, dels fordi normalitet kan anskues på flere måder til forskellige formål, dels fordi opfattelser af det normale og det unormale ændres gennem generationer og varierer over landegrænser. Det er dog givet, at man i videnskabelig sprogbrug ikke vil sidestille normalitet med en perfekt tilstand, for det er en abstraktion, som ikke findes. Menneskets både legemlige og sjælelige væsen er så forskelligartet, at det ikke lader sig gøre at opstille en skabelon for det fuldkomne hverken inden for en kultur eller på tværs af kulturer.

Der er flere grunde til vanskeligheden ved at definere normalitet: For det første er der sjældent en skarp skillelinje mellem det normale og det unormale; der er næsten altid tale om glidende overgange.

For det andet kan det enkelte individ bevæge sig frem og tilbage på dette kontinuum fra situation til situation og fra det ene tidspunkt til det andet.

For det tredje vil bestemmelsen af normalitet som det statistiske gennemsnit for en given slags adfærd hos en gruppe personer banalisere adfærden ved at gøre positivt vurderede afvigelser fra gennemsnittet til noget afvigende unormalt.

For det fjerde kan en opfattelse af normalitet som den bedst mulige tilpasning til en standard risikere at overse, at det, der i én kultur eller subkultur på ét tidspunkt betragtes som normalt, i en anden kultur og subkultur eller på et andet tidspunkt anses for mindre veltilpasset.

Denne betydning af begrebet identificerer desuden normalitet med konvention ogkonformitet, dvs. det "man" gør i typiske situationer ifølge normer herfor. Det er i nogle tilfælde også rigtigt, men ikke i andre, fx hvis konformiteten skyldes angst for at miste social anerkendelse. Markant angst af denne slags må endda karakteriseres som unormal. Dertil kommer, at nonkonformitet kan være positivt nyskabende, men i denne opfattelse regnes for unormalitet, ligesom tilfældet er med normalitet defineret som et statistisk gennemsnit.

Mental sundhed

Trods disse vanskeligheder er det ikke muligt at undvære et begreb om normalitet, fordi det er en forudsætning for hele vor tilværelse. Vi vurderer al adfærd ud fra en grundlinje for dens normale, mindre normale eller unormale form, hvad enten vi er klar over det eller ej. Det er vi som oftest ikke og bliver det først, når vi konfronteres med netop det unormale og derigennem måske gør os tanker om det normale. For det meste forudsætter vi vort eget normalitetsbegreb, når vi anskuer virkeligheden, og det i den grad, at vi ikke ville begribe virkeligheden, hvis vi ikke uafbrudt underbevidst forventede og foregreb det normale hos andre.

Derfor er det da også muligt at opstille nogle tilnærmelsesvise kriterier for normalitet forstået som optimal mental sundhed, i det mindste således som vi opfatter det i vor kultur på dette tidspunkt i vor historie.

Det drejer sig om: 1) Fravær af klare symptomer på mental forstyrrelse såsom udpræget nervøsitet eller apati, fobier, tvangstanker, karakterbrist, vrangforestillinger m.m. 2) Evnen til at indleve sig i andre mennesker (se empati) og at kunne møde en bred horisont af sociale forventninger og krav på en i det store og hele realistisk, tolerant og moralsk ansvarlig måde overensstemmende med personens køn, alder, baggrund og position i samfundet. 3) En rimelig grad af selvagtelse og korrekt vurdering af egne fortrin og mangler, dyder og lyder, forbundet med evnen til at finde acceptable kompromiser mellem dem i mødet med de sociale fordringer. 4) En rimelig grad af sjælelig balance visende sig i evnen til at tænke, føle og handle på en integreret og impulskontrolleret måde og uden alvorlige indre frustrationer og konflikter. 5) En vis harmoni mellem gensidig afhængighed og uafhængighed af andre mennesker, mellem bestræbelsen på at opfylde gruppens og ens egne behov, mellem evnen til at give og modtage kærlighed og loyalitet, mellem tålmodig overvejelse og initiativ uden overdreven aggression eller fjendskab.

Men disse kriterier og sikkert flere til pejler kun den optimalt normale mentale sundhed, ikke det perfekte, der som nævnt ikke findes. Med et paradoks kan man hævde, at det er unormalt at være normal i alle disse henseender.

Se også normer.

 

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boje Katzenelson: normalitet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132920