praksis

(af gr. praxis, afledt af prassein 'handle, gøre'), betyder i dagligdags sprog almindelig anvendt fremgangsmåde og/eller virkeliggørelse af noget tænkt eller planlagt.

Praksis er i pædagogisk arbejde kompleks, mangfoldig og på en måde uforudsigelig, og enhver praksis viser sig at være alt for kompleks til, at man kan forklare den ved enkelte intentionelle handlinger.

Det er netop denne opfattelse af praksis som kompleks og uforudsigelig, der ligger til grund for Donald A. Schön og mange andres opgør med det positivistiske syn på viden og på den tekniske rationalitets indbyggede forståelse af forholdet mellem teori og praksis. Ræsonnementet synes at ligne det vi ser præsenteret ved Wackerhausen og Bourdieu. Praksis er ikke bundet af regler – the rule is no game. Praksis er ikke anvendt teori, og derfor opstår der en lang række problemer, når forskeren med sin specialiserede viden søger at være en teori for praksis ved at foreskrive praksis.

Praksis, handlingssituationer, har ofte elementer af repetition i sig.

Schöns bidrag er imidlertid, at vi skal indgå i en reflekteret dialog med situationen for på denne måde at udvikle vores egen partikulære teori til det unikke tilfælde. I denne tankegang ligger den opfattelse, at teori og praksis er to sider af samme sag, de komplementerer hinanden, fordi teorien er rettet mod handlingen i en kompleks praksissammenhæng.

Således betegnes det pædagogiske felt ofte som praksisorienteret, og teori og praksis kommer til at fremstå som dikotomier, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet, om der findes god praksis uden teori eller god teori uden praksis.

Spørgsmålet er et paradoks for, jævnfør Bourdieu, så er teori og praksis ikke hinandens modsætninger men hinandens forudsætninger. Teori udspringer af praksis, og praksis udvikler teori, hvilket i grove træk beskriver deres komplementerende forhold.

Praksissens tid er lineær, og pædagogen må acceptere dette ved at improvisere og konstant tilpasse sig i situationen.