pædagogisk dokumentation

en form for dokumentation, der foregår som en adskilt opgave, der udføres samtidig med pædagogiske arbejde, med det formål at gøre det tydeligt, hvad resultatet, effekten eller produktet af arbejdet er.

Definitionen ovenfor fremhæver, at dokumentation ikke er en pædagogisk aktivitet i selv.

Dokumentation er i vidt omfang et nyt begreb og et nyt behov – men ikke nødvendigvis en ny foreteelse i pædagogers arbejde. To andre begreber, som har en lang historie i pædagogisk arbejde, er også uløseligt forbundet med dokumentation, nemlig begreberne kvalitet og evaluering.

Hvorfor dokumentation?
Dokumentation er et nyt ord i pædagogfaget – en ny måde at tale om det pædagogiske arbejde på. Selv om ordet er nyt, har diskussionen været i gang i mange år, måske bare med andre ord. I pædagogisk arbejde taler man om dokumentation i betydningen at vise, at det pædagogiske arbejde efterlader sig spor – det har forandret noget, har haft en effekt eller resulteret i noget.

På en måde kan man jo undre sig over, at denne diskussion er ny: Er det ikke en vigtig side af pædagogisk arbejde, at det resulterer i noget?

Men det er nu heller ikke det, der er det nye. Det nye er, at disse resultater skal dokumenteres – med andre ord, at pædagogen skal kunne vise, hvilke spor hans eller hendes arbejde sætter sig. Det betyder på den ene side, at det at dokumentere ikke er den samme opgave som at arbejde pædagogisk – og på den anden side, at dokumentationen har et andet formål end det pædagogiske arbejde. På denne måde kræver dokumentation altid, at nogen – for et kort øjeblik måske – forlader det pædagogiske arbejde og træder udenfor for at dokumentere det, der sker inden for det pædagogiske arbejde.

Hvad mener pædagoger egentlig, når de taler om dokumentation?
Og hvad betyder det for politikere, fagfolk og sagsbehandlere? Det har Anna Kathrine Frørup fra Aarhus Universitet undersøgt i sin afhandling ’Vidensformer og dokumentation i socialpædagogisk arbejde’,

”Mine undersøgelser viser, at der tales om dokumentation på mange forskellige måder og planer. Fra pædagogstuderende, pædagoger, institutionsledere til politikere – de har alle forskellige tilgange til begrebet. Så det forbliver et diffust og nærmest symbolsk begreb, som ingen rigtig har hold om,” siger Anna Kathrine Frørup og konkluderer, at der er brug for mere viden på feltet: ”Mere viden kan give et fælles afsæt for diskussionen, og det kan kvalificere debatten og sikre, at politikere, ledere og pædagoger taler samme sprog, når det kommer til at definere, hvad dokumentation i det socialpædagogiske arbejde egentlig skal gøre godt for, hvad formålet er,” siger Anna Kathrine Frørup.

Læs mere i VISS' artikler: