Tips & Råd - OVERSIGT

Musik - et redskab til 'væren' og 'gøren'
Musik - et retskab til regulering af følelser
Den gode pædagog - set fra et borgerperspektiv
Med hjertet på arbejde
Nærvær i pædagogisk praksis
Sansemæssige forstyrelser ved demens
Tegn på demens hos udviklingshæmmede
Registrering af ændringer i funktionsniveauet
Kategorisering - hvordan undgå denne risiko?
Observationer og faldgruber
Forforståelse
Horisontsammensmeltning
Metodetriangulering I
Metodetriangulering II
Resultatmåling
Beroligelse af urolige borgere
Refleksivitet
Oplevelse af utilstrækkelighed
Keep it simple!
Low arousal - minimering af konflikter
Narrativ praksis - afdækning af ressourcer
Sensoriske vanskeligheder - sansebearbejdning
Salutogenese - sikring af balance
Central kohærens - en oplevelse af sammenhæng
Leg i en pædagogisk kontekst
Tegn-Til-Tale - nuanceret samvær, større livskvalitet!
Sociale færdigheder - hvordan styrkes disse?
Forandring i praksis - nøglen til forandring!


 

Tip 28 - Musik - et redskab til "væren" og "gøren"

At være og at gøre er de tilstande, vi befinder os i, når vi er vågne. 

Musikken tilbyder os begge tilstande, som skal være til stede i vores arbejde. Musikken kan vi lytte til, som en sanseoplevelse, og vi kan også udfolde os aktivt i musikken.

Som pædagog kan man have meget gavn af musik som et redskab til ”væren”, fx ved at:

  • Afspille langsom og dæmpet baggrundsmusik, som i sig selv giver en stemning af afslappethed i rummet
  • Vælge at lytte til musik som en aktivitet, hvor der ikke foregår andet. Det kan vække et stort nærvær for både brugere og pædagoger, fordi der ikke er krav om andet end at sidde sammen og mærke sig selv og hinanden
  • Holde i hånd, sidde tæt sammen, kærtegne og vugge lidt sammen til musikken

Musikken brugt aktivt rummer uendelig mange muligheder for samspil og 'gøren', fx ved at:

  • Holde en håndtromme foran en person, som skal slå på den med hånden/en kølle. Trommen holdes oppe/nede/bagved/ved siden osv. og ”Hvor er trommen?” vækker glæde og lyst til at slå på trommen
  • Afspille fx Rasmus Seebachs musik, (skru godt op for lyden), som vækker energien og lysten til at være aktiv. I en gruppe med kørestolsbrugere kan man gå rundt med en lille hularing og danse med hver enkelt deltager på skift. I andre grupper vil deltagerne kunne danse med hinanden på den måde
  • Klappe til musikken først, derefter vinke. Klappe igen, derefter bokse. Skift mellem disse 3 bevægelser i hele nummeret. Prøv det, det er sjovt at give den gas sammen! – Dette er en forenklet form af FEEL-GOOD

Tip 27 - Musik - et redskab til regulering af følelser

Musikken kan bruges som metode til at hjælpe borgeren til at komme ud af et indre følelsesmæssigt kaos, hvor fx beroligende ord og fysisk kontakt ikke går an.

Man kan ”berøre” personen med lyd, fx ved at synge dæmpet eller spille på en lille fløjte eller mundharpe. Musik, spillet eller sunget i en langsom puls, føles beroligende og angstdæmpende. Personen kan lidt efter lidt rette opmærksomheden ud mod verden og finde et holdepunkt i musikkens kravløse tilstedeværelse.

Som pædagog kan du fx i følgende og lignende situationer:

  • bruge musik til at danne en ramme og skabe genkendelighed og forudsigelighed i en for borgeren udfordrende situation, fx ved at benytte en brusebads- eller tandbørstesang hver dag 
  • bruge sang som fælles tredie hvorved det faretruende for borgeren ændres til med tiden at blive en fælles positiv oplevelse

Tip 26 - Den gode pædagog - set fra et borgerperspektiv

Hvilke kvaliteter kendetegner - ud fra et borgerperspektiv - den gode pædagog?

I forbindelse med den seneste udgivelsen af VISS-bladet med temaet Fremtidens pædagog, interviewede VISS tre borgere fra Idrætscenter Århus omkring deres bud på, hvilke kvaliteter der kendetegner en dygtig pædagog.

Deres svar var vældigt interessante og, i vores øjne, et overordentlig kvalificeret bud på, hvilke personlige og faglige kvalifikationer og kompetencer fremtidens pædagog skal besidde.

Fremtidens pædagog skal:

  • være nærværende, empatisk og relationelt stærk
  • give trøst og omsorg
  • skabe trygge relationer ved at kunne se bag om den ydre adfærd og forstå borgerens perspektiv
  • kompensere for borgerens vanskeligheder, fx via tydelig kommunikation, hjælp til struktur, overblik og støtte ved ændringer
  • besidde konkrete færdigheder, som kommer borgeren til gavn, fx være god til it

 

Tip 25 - Med hjertet på arbejde

Med hjertet på arbejde: Hjerterytmevariabilitet (HRV) i det pædagogiske arbejde

Følelser foregår ikke alene i hjernen, men er nært forbundet til kropslige processer, herunder bl.a. hjerterytmevariabilitet (HRV). 

Hjerterytmevariabilitet (HRV)
HRV kan ses som en indikator for det autonome nervesystem. 

Forskning har gennem de seneste årtier illustreret, hvordan forskellige følelser er forbundet med forskellige HRV mønstre. En nylig undersøgelse illustrerede, for eksempel, hvordan "negative" følelser, såsom frustration, vrede, bekymring og irritation var forbundet med uregelmæssige HRV mønstre, imens ”positive” følelser, såsom taknemmelighed, kærlighed og mod var forbundet med et kohærent eller regelmæssigt HRV mønster (Edwards, 2016). Disse mønstre afspejler ændringer (acceleration eller deceleration) i tiden mellem hjertets slag.

Ændringer i hjerterytmevariabilitet (HRV)
Ændringer i HRV registreres i hjernen og er forbundet med ændringer i bl.a. neurokemisk, hormonel og kognitiv aktivitet, og indvirker bl.a. på de hjerneområder, der er involveret i selvregulering. Omvendt indvirker tanker og følelser også kontinuerligt på HRV, og dermed også på en række kropslige processer, herunder immunsystemet, hormonproduktionen, fordøjelse mv.

Forskning peger således også på en række positive effekter af en stabil og regelmæssig HRV (der afspejler følelser, såsom nænsomhed, omsorg, taknemmelighed mv.). Disse effekter omfatter bl.a. forebyggelse og håndtering af stress, emotionsregulering, følelsesmæssigt velbefindende, mental klarhed og akademisk præstation, kreativitet, arbejdspræstation og sundhedstilstand (McCraty & Childre, 2014; McCraty 2015).

Velbefindende og hjerterytmevariabilitet (HRV)
Forskning har igennem de seneste år imidlertid også peget på, at vores velbefindende og HRV indvirker på og kan måles i vores omgivelser (Morris, 2010, McCraty, 2015). Der ses således en tendens til at mønstre i HRV synkroniserer sig imellem grupper af mennesker i nærheden af hinanden. Dette demonstrerer således en meget konkret indvirkning af at skabe en stemning og nænsom atmosfære i det pædagogiske arbejde.

Det er i denne sammenhæng derfor også væsentligt, at praktikeren arbejder med sit eget emotionelle velbefindende i kontakten med andre, eksempelvis vha. supervision, selvmonitorering og selvregulering. Nogle af de mekanismer, der kan være involveret i denne effekt omfatter bl.a. fysiologiske sansebaserede mekanismer (hormonelt, blodtilførsel m.v.), når berøring, lyd, dufte og bevægelse er involveret, ligesom spejlneuroner også kan tænkes at spille en rolle.

En direkte biomagnetisk indvirkning har også været foreslået, som en mulig mekanisme (Hammerschlag et al., 2015). Det er således af flere årsager væsentligt at etablere eller genetablere en kohærent HRV baseline, idet det indvirker på både sundhed, velbefindende, adfærd samt ultimativt vores omgivelser.  

En vedvarende opmærksomhed rettet imod ens egen følelsesmæssige tilstand, arousalniveau og HRV under arbejdet med borgeren er imidlertid en forudsætning for aktivt at kunne bruge sig selv som redskab i det stemningsregulerende arbejde.

Sådan kan du som praktiker arbejde med HRV:
Der findes en række evidensbaserede teknikker, hvorpå man kan modulere HRV, herunder vejrtrækningsteknikker, visualiseringsteknikke m.v. 

  • En relativ enkel måde at stabilisere sin hjerterytme på, er at etablere en stabil vejrtrækningscyklus, hvor din indånding er af ca. 4-5 sekunders varighed og din udånding er af ca. 4-5 sekunders varighed.
  • Du kan forstærke en positiv følelse ved at visualisere et menneske eller en situation, der fylder dig med taknemmelighed og kærlighed, imens du trækker vejret igennem hjertet. Denne øvelse vil bringe dig i en tilstand, der er vågen og afslappet, og som kan danne optimal grobund for en nænsom tilgang i det relationelle arbejde.   

​VISS tilbyder oplæg, undervisning og supervision i vejrtrækningsteknikker, visualiseringsteknikker m.v.

Læs mere:

 

Tip 24 - Nærvær i pædagogisk praksis

Nærvær og overskud, både i forhold en selv og i forhold til den anden, har stor betydning for det relationelle møde med borgeren.

Er man stresset og ”ude af sig selv”, er der risiko for, at man reagerer med uhensigtsmæssige refleksreaktioner i pressede situationer.

Evnen til nærvær fremmer desuden grundlaget for empati og evnen til at leve sig ind i den anden.

Psykologen Daniel Stern bruger betegnelsen ”mødeøjeblikke” om de mikroskopiske samspilssekvenser mellem hver partners bevidsthed, hvor der er en direkte opmærksomhed på den andens oplevelse og overensstemmelse med ens egen (Stern 2004).

Da relationen, som er grundstenen i menneskets udvikling og identitetsdannelse, sker i det intersubjektive felt, er mængden og arten af disse små øjeblikke helt afgørende for borgerens oplevelse af livskvalitet og mulighed for følelsesmæssig udvikling.

Sådan kan du som praktiker bidrage til øget oplevelse af livskvalitet for borgeren:
For praktikeren er det vigtigt, i samværet med borgeren, at være opmærksom på disse "mødeøjblikke" og fremme situationer, der kan skabe nærvær i relationen i pædagogisk praksis.

Læs mere:

Tip 23 - Sansemæssige forstyrelser ved demens

Et velreguleret sansesystem er fundamentet for at kunne mærke sig selv og sin omverden.

Hvad kan forårsage forandringer i sansesystemet?
Ofte er det sådan, at man både med alderen og i forbindelse med en demenssygdom får sværere ved at opsøge den sansestimulation, man har brug for, eller man kan blive mere diffust opsøgende. Det kan være fordi, man er fysisk begrænset eller passiv, eller det kan være, at man har nedsat evne til at omsætte og reagere på kroppens signaler, der fortæller om uopfyldte behov.

Ved neurologiske forandringer som demenssygdommme vil hjernens evne til at modtage og bearbejde sanseindtryk samt integrere dem til en meningsfuld oplevelse samtidig ofte svækkes.

Prioritering af sansestimulation
Det giver som regel god mening at møde et menneske med kognitive vanskeligheder via sanserne.

Der kan være en tilbøjelighed til at have fokus på kun at støtte, kompensere for eller udfordre de kognitive funktioner hos den enkelte. Ofte er det dog langt mere frugtbart både for relationen og for personens oplevelse af mening, når vi først hjælper personen til et reguleret og velstimuleret sansesystem.

Behov ved overstimulering
Man kan opleve, at nogle personer let overstimuleres og derfor har brug for skærmning eller nedtoning af input. De skal ofte have hjælp til at trække sig, afgrænse deltagelse eller til at få “skruet ned” for én eller flere sansekanaler, ligesom det også kan hjælpe med forskellige former for samlende og dæmpende sansestimuli.

Behov ved understimulering
Andre personer kan være understimulerede og sansesultne, hvilket nogle gange kan komme til udtryk ved rastløshed, uro, selvskade og uhensigtsmæssig adfærd. Her er der brug for aktivitet og meningsfuld, varieret og vækkende stimulation, der tager udgangspunkt i personens eget forsøg på selvstimulation.

Sådan kan du hjælpe som praktiker:
For at hjælpe en person til at kunne opnå den rette mængde sansestimuli, må hverdagens aktiviteter og rammer tilpasses herefter.

Med viden om de forskellige sanser og metoder kan praktikeren gennem observation af borgeren understøtte og hjælpe borgeren med kognitive vanskeligheder til en tilpas mængde stimulation med henblik på bedre trivsel. 

Det kan også være en idé at få faglig sparring fra en fysio- eller ergoterapeut eller andre fagpersoner til at få udarbejdet en sanseprofil.

Læs mere
Læs mere i artiklen:

Se også VISS’ kursus og efteruddannelse:

Tip 22 - Tegn på demens hos udviklingshæmmede

Hvordan opdager man tegn på demens hos mennesker med udviklingshæmning?

Det kan være en udfordring at få øje på begyndende tegn på demens, ikke mindst hos mennesker der i udgangspunkt har nedsat funktionsevne. 

Selv om demenssygdommene udarter sig forskelligt både alt efter type og efter personens individuelle forudsætninger, er der nogle gennemgående tegn inden for kognition, adfærd og motorik, som kan være væsentlige at være opmærksom på.

Sådan skærper du opmærksomheden omkring tegn på demens hos mennesker med udviklingshæmning:

I den første fase ses ofte:

  • Apati, tilbagetrækning og vanskeligheder med at være i sociale sammenhænge
  • Svigt af hukommelse og evne til nyindlæring
  • Fejltolkning af sanseinformationer
  • Nedsat rumlig orientering - besvær med at finde rundt
  • Desorientering i tid
  • Nedsat opmærksomhedsfunktion
  • Begyndende gangforstyrrelse, muskelstivhed og nedsat fysisk aktivitet

Man bør også være opmærksom på psykiske symptomer som angst, frustration og depression som reaktion på de forandringer, personen oplever, men ikke forstår.

Efterhånden som demenssygdommen udvikler sig, opstår ofte også symptomer som:

  • Reduceret sprogfunktion 
  • Nedsatte praktiske færdigheder, fx i forhold til påklædning og hygiejne
  • Svigt i genkendelse af omgivelser - genstande og mennesker
  • Generelt svækkelse af abstrakt tænkning og fleksibilitet 
  • Hallucinationer og vrangforestillinger
  • Rastløshed og motorisk uro
  • Forandret døgnrytme 
  • Inkontinens

Desuden kan nyopstået epilepsi være et tegn på forandringer i hjernen, hvilket især ses hos mennesker med udviklingshæmning. 

Mere viden
Få mere viden om demens og udviklingshæmning på kurset Demens og udviklingshæmning - eller læs artiklen Diagnosticering af demens som løftestang til et godt liv

Tip 21 – Registrering af ændringer i funktionsniveauet

Man bør generelt skærpe opmærksomheden, når man oplever funktionstab hos en borger med udviklingshæmning. Der kan være mange årsager til funktionstab, såsom smerter, nedsat hørelse/syn, fejlmedicinering, depression eller andet.

Men det kan også være tegn på begyndende demens!

Hos mennesker med Downs syndrom bør man være særligt systematisk med at registrere ændringer i funktionsniveauet fra 35 års alderen. Hos denne gruppe mennesker er der nemlig større risiko for at få Alzheimers demens, og symptomerne sætter ofte tidligere ind. 

Det er ikke altid muligt for personen selv at formidle, at noget føles anderledes, og dette kan være baggrunden for frustration eller forvirring. I personens omgivende miljø må man derfor være med til løbende at beskrive og formidle ændringerne til en specialiseret læge, der med disse hverdagsobservationer vil kunne afgøre, om funktionstabene kan være et udtryk for en demenssygdom.

Sådan kan du bidrage systematisk til vurdering af ændringer i funktionsniveauet hos en borger: 

Man kan bidrage til den udredende læges vurdering ved løbende at anvende følgende demensskema, der giver mulighed for systematisk at registrere graden og arten af symptomer.

Vurderingsskema til observation af demens”, der også kaldes for Trinvold-skemaet - kan du finde her: 

Læs mere om demens i artiklen:

Tip 20 - Kategorisering: hvordan undgå denne risiko?

Når der anvendes bestemte udredningsmetoder, ses borgeren gennem et sæt ”teoretiske” briller, der styrer perspektivet og bestemmer, hvad det er muligt at få øje på, og hvordan vi efterfølgende italesætter og ”kategoriserer” borgeren. Fx hører man nogle gange medarbejdere sige i forbindelse med udarbejdelsen af en Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse (DPU), at ”borgeren fungerer som en 3 årig”.

Sådan undgår du risiko for kategorisering ved anvendelse af pædagogiske udredningsmetoder:

Det er vigtigt at understrege, at det hverken er meningsfuldt eller etisk forsvarligt at beskrive borgeren på den måde, der illustreres ovenfor.

DPU’en er, i tråd med diagnosesystemerne, baseret på en udviklingsteoretisk tradition om, at mennesker med nedsat psykisk funktionsevne kan have en mental udvikling, der på nogle områder er sammenlignelig med et barns mentale alder.

Borgerens funktionsniveau kan dog ikke umiddelbart sidestilles med eller beskrives som et barn med samme udviklingsalder. Borgeren vil inden for nogle områder kunne flere ting i kraft af sin kronologiske alder. Samtidig kan kvaliteten af det, vedkommende præsterer, have en anden form grundet de forskellige handicaps.

Derfor kan det angivne udviklingsniveau aldrig stå alene, men skal altid suppleres med en kvalitativ beskrivelse af funktionsniveauet.

Tip 19 - Metodetriangulering II

Det er vigtigt at pointere, at ingen metode bør stå alene, når borgerens problemstillinger udredes og beskrives.

Metodetriangulering handler om at benytte forskellige opbservationsmetoder og er derfor en vigtig tilgang at indtænke ved pædagogisk udredning af borgerens problemstillinger!

Ved at kombinere udredningsmetoder og koble både kvalitative og kvantitative tilgange sammen, er det i højere grad muligt at indfange kompleksiteten i borgerens problemstillinger. 

Valget af metoder bør desuden altid tage udgangspunkt i den aktuelle borger og dennes specifikke udfordringer.

Det kan fx diskuteres, hvorvidt det er relevant at anvende Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse (DPU) i forhold til udredning af borgere med demens, da deres vanskeligheder jo ikke beror på forsinkelser i udvikling, men har baggrund i afvikling af funktioner. Som beskrevet i DPU’en kan det i disse tilfælde af etiske årsager anbefales ikke at bruge udviklingsprofilen, der angiver et aldersvarende udviklingsniveau, men blot lave en kvalitativ beskrivelse af funktionsniveauet ud fra spørgsmålene.

Se også Metodetriangulering I

Læs mere i artiklen: Pædagoger stiller ikke diagnoser - eller gør de?

 

Tip 18 - Observationer og faldgruber

Observationer og faldgruber

Når vi observerer borgeren, er en typisk faldgrube troen på, at hvis bare observationerne og iagttagelserne er nøjagtige nok, så er de også objektive.

Denne formodning har formentlig baggrund i den oprindeligt naturvidenskabelige (induktionistiske) antagelse, at iagttagelse er videnskabens udgangspunkt og et sikkert grundlag for erkendelse.

Mennesket har dog ikke en umiddelbar tilgang til verden!

Vores øjne fungerer ikke som et kamera, for billedet registreres ikke i øjet, men i synscentret i hjernen, og det er dermed hjernens registrering og fortolkning, der svarer til det at se. Videnskabelige forsøg har vist, at det, vi ser i en given situation, afhænger af tidligere erfaringer, viden og forventninger. To iagttagere, som ser situationen fra samme vinkel, vil derfor ikke se det samme.

En manglende bevidsthed om denne problematik fører til risiko for, at fordomme, personlige synsninger, normer og værdier bliver styrende for, hvordan borgeren beskrives og italesættes.

Som praktiker kan du mindske risikoen for fejltolkning og imødekomme denne problematik på følgende 2 måder:

  • ved at lave beskrivelser og udredninger af borgeren i en gruppe, gerne med deltagere fra de forskellige kontekster borgeren bevæger sig i, fx både fra bo- og beskæftigelsestilbud
  • ved at anvende videooptagelser som supplerende redskab

Læs mere

Læs mere om observationer og diagnoser i artiklen: Pædagoger stiller ikke diagnoser - eller gør de?

Tip 17 - Forandring i praksis

Vi kan ikke som sådan ændre borgerens tilstand, men vi kan påvirke vilkårene via vores tilgang og forståelse af borgeren.

Praktikerens mål er ikke ”at lave borgeren om”, men ved at udvikle egne faglige perspektiver og forandre egen praksis kan praktikeren forandre borgerens adfærd.

Denne forandringsproces kan illustreres på følgende måde:

⇒ Ændring af praktikerens tilgang og forståelse 
⇒ Ændring af praktikerens handlemuligheder og adfærd 
⇒ Ændring af borgerens oplevelse
⇒ Ændring af borgerens adfærd

Det er med andre ord praktikeren, der har nøglen til forandring!

Tip 16 - Sociale færdigheder - hvordan styrkes disse?

Intuitivt handler sociale færdigheder om at kunne mestre fx:

  • turtagning
  • gensidighed
  • afkodning signaler
  • fastholdelse af fokus på samtaleemnet
  • øjenkontakt
  • nærvær

Helt grundlæggende kan man sige, at sociale færdigheder er ’færdigheder til at kunne begå sig i det sociale rum’, eller ’evnen til at tilpasse sig andre på tværs af kontekster’.

At mestre sociale færdigheder er dog en meget kompliceret proces og forudsætter, at mange forskellige, kognitive funktioner spiller effektivt sammen på samme tid.

Det betyder, at borgere med nedsatte sociale færdigheder kan have vanskeligheder ved fx,

  • at beskrive og forstå situationer, andres handlinger og intentioner
  • at bede om hjælp
  • at kommunikere
  • at finde en hensigtsmæssigt adfærd
  • at konsekvensberegne
  • at vide hvad de ved, og hvad deres overbevisning er
  • at kende deres ønsker, følelser og den eventuelle bevæggrund for deres handlinger

Det gode råd til praktikeren kunne være:

Vær undersøgende på, hvilke processer og færdigheder borgeren mestrer, og skab så læringsmiljøer og læringssituationer, der er motiverende for borgeren at indgå i, og som støtter den sociale færdighed, der er fokus på at styrke.

Tip 15 - Tegn-Til-Tale: en metode til større livskvalitet!

Kommunikation er basis for læring!

I arbejdet med borgere, der ikke har et tydeligt ‘brugbart’ talesprog, kan det give gode resultater at ledsage sin tale med tegn.

Tegn-Til-Tale (TTT) er en intuitiv metode, der er nem at lære. Metoden gør det let at arbejde videre med kropssproget og supplere med henholdsvis naturlige og vedtagne tegn.

TTT-metodens vigtigste elementer er:

  • mimik
  • pantomime
  • tegn
  • øjenkontakt
  • mundaflæsning
  • tale

Sådan udnytter praktikeren TTT:

  • Ved hjælp af TTT sættes tegn til de vigtigste af de ord, der siges (= betydningsbærende ord).
  • Med tegn understreges kernen i informationen, så meddelelserne forenkles og nemmere forstås af borgeren.

Borgerens udbytte af TTT:

  • Med TTT oplever borgerne, at de er i stand til at udtrykke sig bedre og mere præcist.
  • Borgere med TTT er ikke afhængige af det sted og den tid, de er i lige nu, men de kan udtrykke sig om ting og oplevelser, “der ikke er der”.

TTT giver således mulighed for mere nuanceret samvær med andre, en bedre oplevelse af sig selv og giver større livskvalitet.

Kursus i Tegn-Til-Tale

VISS afholder jævnligt kurser i TTT.

Flere oplysninger og tilmelding på viss.dk: Tegn-Til-Tale

Tip 14 - Leg i en pædagogisk kontekst

Leg giver en følelsen af at høre til og er hjernens måde at lære på. Samtidig er leg en kilde til at nyde samvær, relationer og deltagelse.

Mange borgere med funktionsnedsættelse har sensoriske vanskeligheder, fx i forhold til berøring, bevægelse, lugt, smag, syn og hørelse.  Disse nedsættelser kan hindre borgeren i at deltage i uorganiserede og uforudsigelige lege.

Sådan kan du bruge leg som støtte i praksis:

Det gode råd til praktikeren er, at når leg struktureres og planlægges som en pædagogisk intervention og med udgangspunkt i borgerens motivation og ressourcer, kan leg være en fantastisk støtte til at udvikle fx borgerens motoriske færdigheder, evne til turtagning, evne til fællesopmærksomhed, evne til selvregulering mm. - men frem for alt, en støtte til oplevelse af succes, mestring, deltagelse og relation.

Tip 13 - Central kohærens - en oplevelse af sammenhæng!

Vi mennesker prøver at skabe os overblik ved at passe alt det, vi hører og oplever, ind i en fælles ramme for, hvordan verden ser ud, og det medvirker til at skabe en oplevelse af sammenhæng.

Borgere med nedsat funktionsevne udvikler ikke denne evne i samme grad som andre.

Dette betyder, at Aaron Antonowskys begreb ”oplevelse af sammenhæng” - central kohærens - er svær at opnå. Der er for lidt begribelighed i hverdagen, og man går måske over vejen, selvom der kommer biler, eller man forholder sig ikke til vejret, når man vælger tøj.

Sådan kan du som praktiker bidrage til central kohærens for borgeren:

Tilrettelæg en pædagogisk ramme eller struktur, der støtter borgeren i at danne overblik og skabe en oplevelse af sammenhæng - og som dermed kompenserer for vanskeligheder med central kohærens.

Tip 12 - Salutogenese - en metode til sikring af balance

Salutogenese - saluto = sundhed; genese = udvikling - et begreb, der er udviklet af Aaron Antonowsky, bidrager til en dynamisk forståelse af trivsel og sundhed.

Sundhed er efter Antonowskys opfattelse et udtryk for, at et menneske overordnet set har en stærk følelse af sammenhæng i livet, og at denne følelse opstår via læreprocesser, der etablerer en stærk følelse af meningsfuldhed, begribelighed og håndterbarhed.

Salutogenese som metode til sikring af sundhed og balance for borgeren:

I den pædagogiske kontekst er det vigtigt, at praktikeren bevidst tilstræber en balance mellem belastning og krav på den ene side og ressourcer på den anden side. 

Er balancen i orden, har borgeren forudsætninger for at klare kravene.

Tip 11 - Sensoriske vanskeligheder og sansebearbejdning

Arbejder du med borgere, der har:

  • svært ved overgange mellem aktiviteter, steder og mennesker
  • svært ved at orientere sig i forhold til aktiviteter, samvær og rum
  • forsinket, forstærket eller ingen reaktion ved sanseindtryk – smerte, sult, mæt, kulde, varme etc.
  • nedsat opmærksomhed og koncentration (er let afledelig)
  • uforudsigelige, emotionelle udbrud

Så arbejder du sikkert med borgere, der har sansebearbejdningsvanskeligheder.

Sansebearbejdningsskemaet
Hvis du har kendskab til sansebearbejdning, kan du på VISS' hjemmeside finde vores ’Sansebearbejdningsskema’, som gør det muligt for dig at systematisere sansebearbejdningsproblemer og observationer. 

Kurser om sansebearbejdning
Har du brug for mere viden og neuropædagogik og sansebearbejdning, kan du på Viss’ hjemmeside tilmelde dig kurser som:

Tip 10 - Narrativ praksis - en metode til afdækning af ressourcer

Den narrative praktiker interesserer sig for de begreber, som skaber mening og betydning i borgerens liv.

Opfattelsen af sammenhængen mellem sprog, fortælling og identitet ligger bag den narrative tilgang.

Sådan kan du anvende narrativ praksis som metode: 

I pædagogisk praksis er den narrative tilgang en metode, der kan bidrage til at styrke pædagogens muligheder i forhold til borgeren:

Ved åbent at lytte til borgerens fortællinger og finde ind til deres værdier får pædagogen et værktøj til at afdække mulige ressourcer og nye kompetencer hos borgeren.

 

Tip 9 - Low arousal - en metode til minimering af konflikter!

Mange konflikter mellem borgere og medarbejdere opstår i kravsituationer, og her kan low arousal tilgangen kan bidrage til at minimere hyppigheden af konflikter! 

For praktikeren er det vigtigt at være opmærksom på kravtilpasning, som handler om at begrænse risikoen for affektudbrud i kravsituationer.

To metoder kan umiddelbart anbefales:

  • Ved at ændre på kravsituationen, kan man mindske antallet af konflikter.
  • Ved at vente til personen er klar til at gennemføre handlinger, kan man mindske risikoen for affektudbrud. Nogle mennesker har betydeligt større vanskeligheder end os andre ved at blive klar og har måske brug for 10 minutter inden et skift i aktivitet.

Tip 8 - Dokumentation - Keep it simple!

Keep it simpel! Når du samler data i forbindelse med resultatmåling, så gør det let og simpelt!

Brug fx skemaer med flere afkrydsningmuligheder eller video som dokumentation, så der ikke kræver så meget skriftligt.

Dette giver større mulighed for, at I får dokumenteret!

 

Tip 7 - Oplevelse af utilstrækkelighed i pædagogisk praksis?

I forbindelse med besparelser og omstruktureringer på det pædagogiske område møder vi, som konsulenter og undervisere, ofte en vis modløshed blandt det pædagogiske personale.

Følelsen af modløshed og oplevelsen af utilstrækkelighed i pædagogisk praksis kan du overvinde ved hjælp af følgende vigtige redskaber:

  • Benhård prioritering
    Modløsheden er sædvanligvis et udtryk for medarbejderens frustration over ikke at have tid nok til at implementere den nyerhvervede viden. Da der ikke er udsigt til, at tingene forandres i retning af en højere normering, er det vigtigt, at medarbejderen foretager en benhård prioritering af, hvad der er vigtigt at arbejde med, og at dette fremgår tydeligt i de pædagogiske planer, hvor målene tit er meget store og på mange måder uopnåelige.
     
  • Egen tilstedeværelse og kvalitet i nærværet
    I VISS anbefaler vi, at pædagogen først og fremmest koncentrerer sin indsats omkring relationen til borgeren.  Dvs. at pædagogen i de daglige samspil med borgeren fx omkring bad, påklædning, måltider eller ledsagelse arbejder med egen tilstedeværelse og med at skabe nærvær af kvalitet med borgeren. Fremfor at arbejde mere målrettet med kvantitative mål skal der således være et øget fokus på de små samspil, hvor en berøring, et blik, et venligt ord og langsommelighed medvirker til en tryg og positiv stemning i samværet.

Der er med andre ord tale om en Gentle Teaching tilgang, som blandt andet er grundlaget for arbejdet i landsbyen Sølund.

Tip 6 – Refleksivitet - forebyg tilfældig handlen!

Refleksivitet er et ord, man ofte støder på i pædagogikken, idet refleksivitet kan anvendes som forklaring for den genspejling, som pædagogiske fænomener har i hinanden.

I nyere sociologi beskrives den nuværende samfundsstruktur som et resultat af refleksivitet, og man taler om det senmoderne refleksive samfund.

Dermed kan det senmoderne pædagogiske paradigme også betegnes som "den refleksive pædagogik".

Sådan kan du som praktiker anvende refleksivitet 
Ved hjælp af refleksivitet tager praktikeren udgangspunkt i tidligere erfaringer, hvor der både tages forbehold for fx risici og forventede resultater af en given handling.

Et par gode råd til praktikeren:

  1. Sæt tid af til refleksivitet.
    Refleksivitet er en proces, hvor man både skuer bagud og fremad, mens man forbinder forskellige niveauer af viden. Dette er en tidskrævende proces for hjernen, så skab de rette forudsætninger ved at afsætte tid.

  2. Forhold dig kritisk og objektivt til data.
    Data kan bestå af alt fra observationer til tal fra et regneark, men det vigtigste er, at man forholder sig kritisk og objektivt til alle former for data. Refleksivitet i pædagogisk praksis handler netop om at forebygge, at man handler ud fra tilfældigheder, og her spiller en objektiv tilgang til sine data en væsentlig rolle.

  3. Øv dig sammen med andre.
    Vores individuelle erfaringsgrundlag er begrænset af tid og rum, men hvis vi samskaber med andre, så udvider vi vores mulighed for refleksivitet mange gange.


 

Tip 5 - Hvordan berolige urolige borgere?

Hvis du arbejder med borgere, der udviser urolig adfærd, kan du have brug for forskellige metoder til at berolige borgeren.

En effektiv metode kan være stimulering af muskel-/ledsansen hos borgeren, som du kan effektuere ved at anvende en eller flere af følgende tilgange:

  • dyb trykmassage
  • vægtbæring, fx tungt fysisk arbejde
  • tyngdeveste
  • gåture
  • trampolin mm.

Få mere indsigt på kurset:

- om ruster dig til et samvær uden krav, hvor alle følelser anerkendes og er acceptable, og hvor borgeren er i centrum.

Tip 4 – Resultatmåling - Hvordan gøres det vigtige målbart?

Næsten alt kan måles, men det skal være det vigtige, man måler på:

  • Hvad er det, vi vil vide noget om?
  • Hvad er mest spændende at få noget at vide om?
  • Hvordan kan beboeren udvikle en vigtig færdighed?

Hvad er det så, vi skal måle på?

Det handler altså om at gøre det vigtige måleligt, ved at gøre det konkret og finde tegn på, at det er lykkedes, således at vi kan se, om målet er nået.

En vigtig kilde kan være borgeren selv eller de pårørende hvilke forventninger og ønsker har de. Hvad oplever de, det er vigtigt at måle på. Derefter skal der så laves præcise delmål og tegn, så kan der måles på det vigtige.

Læs mere i artiklen:

Resultatmåling i pædagogisk arbejde - gør det vigtige målbart!

Tip 3 – Metodetriangulering I

Observation er pædagogens vigtigste redskab i udredning af problemstillinger i praksis.

For mange handler observation om blot at skærpe sit blik og være ekstra opmærksom på det, der sker i praksis. Ved at benytte samme tilgang til observation er der dog en tilbøjelighed til at se det, man plejer at se!

Metodetriangulering handler om at benytte forskellige observationsmetoder til at undersøge en problemstilling, hvor de forskellige metoder genererer forskellige former for data.

Eksempler på observationsmetoder:

  • En problemstilling kan således afdækkes mere grundigt, hvis der observeres af forskellige personer, som er både tæt på personen eller ikke tæt på personen.
  • Video kan fastholde observationen over tid og give mulighed for at analysere på mikrosekvenser.
  • Registrering i forskellige skemaer, som indeholder forskellige kategorier, kan give viden om ikke kun borgerens reaktioner, men også om samspillet mellem flere borgere og ikke mindst samspillet med pædagogen.

Metodetriangulering kan dermed være en vej til at få et bredere billede af en problemstilling set i relation til en given kontekst.

 

Tip 2 – Horisontsammensmeltning

De fleste praktikere oplever at være uenige omkring problemstillinger i praksis, og uenigheden fører ofte til en opslidende kamp om, hvem der har ret.

En vej til at vende uenigheden konstruktivt er at arbejde hen mod det, den tyske filosof Hans – Georg Gadamer kalder horisontsammensmeltning.

Horisontsammensmeltning er et møde mellem to forståelseshorisonter, hvor der er tale om at få en fælles forståelse af en sag eller problemstilling.

En vej til horisontsammensmeltning kan være at benytte VISS` redskab Forudsætningsobservationer  (Se viss.dk under Materialer til efteruddannelser/Forudsætningsobservationer).

Via skemaet undersøger pædagogen sin forståelse af borgeren ud fra kategorierne:

  • motivation
  • ressourcer
  • begrænsninger

Skemaet udfyldes først af hver enkelt pædagog, og efterfølgende drøftes hvert skema sammen med kollegaerne.

Arbejdet med skemaet munder sædvanligvis ud i, at pædagogerne får en ny og fælles forståelse for borgeren, hvilket resulterer i, at der planlægges en indsats, hvor alle arbejder i samme retning.

Læs mere
Få mere viden i artiklen Evidens - socialpædagogisk praksis

Tip 1 – Forforståelse

Når man skal undersøge pædagogisk praksis melder spørgsmålet sig:

Kan jeg stole på mine fortolkninger af de observationer, jeg gør i praksis?

Når vi fortolker det vi ser i praksis, sker det på baggrund af vores forforståelse. Forforståelse handler om vores fordomme, der er skabt af de påvirkninger og erfaringer vi har med os i det liv vi har levet.

Det er derfor vigtigt, at være bevidst om egen forforståelse for at kunne åbne sig for nye fortolkninger af praksis, som så, igen, kan blive en del af ens forforståelse!