Kan du li' det? Virker det?

Af Susanne Christina Drachmann, specialpædagogisk konsulent i VISS

Når vi arbejder med mennesker med funktionsnedsættelser, kan vi ikke altid får svar på vores spørgsmål ved at spørge borgerne direkte. Borgerne er i mange situationer afhængige af vores evne til observation af adfærd og udtryk. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at arbejde målrettet, ensrettet og med dokumentation for at kunne vurdere effekten af en indsats. Hvis man arbejder med pædagogiske indsatser, uanset og det omhandler nænsom afvikling eller udvikling, rettet mod borgernes sanseapparat, er det vigtigt, at man ikke arbejder med kortsigtede mål og planlægning, da læring og forandringer i sanseapparatet kræver tid og gentagelser for at blive til en tryg rutine og en kendt berøring.

Prøv lige at lægge armene over kors! Og gør det så på en anden måde! Ja! Det kræver gentagelser at skabe forandringer i vores sanser, så de bliver automatiserede og dermed føles naturlige og trygge.

En vej til succesfuld forandring
Hvis man vil arbejde med sansemæssige forandringer og berøring, må man afdække, hvilke udfordringer borger har, inden man går i gang, og ud fra denne viden tilrettelægge indsatsen. Det behøver ikke at være et stort og omfattende projekt, tit er det de små forandringer, som skaber store, betydningsfulde hverdagsforandringer.

CASE:
Et sted i Danmark så jeg en medarbejder lave en fin og lille, men betydningsfuld indsats i forhold til en borgers udfordringer med taktilberøring, høj arousal og behov for sansemæssig og visuel forudsigelighed.

Borgeren vil ikke have vasket hænder eller have klippet negle, hvilket var en udfordring i forhold til hygiejne, men også fordi borgeren let kom til at kradse sig selv eller andre. 

Medarbejderen brugte derfor en skumgummivaskeklud til at tegne først medarbejderens egen hånd på og efter nogle forsøg borgerens hånd (når man vender kluden rundt, har man den anden hånd). Det er vigtigt ikke at presse borgerens sansegrænse. Forløbet startede med, at borgeren lagde hånden på kluden, og medarbejderen børstede forsigtigt med en lille og meget blød pensel på en enkelt eller to af borgerens negle. Dette forsatte over flere uger, indtil borgeren kunne tåle mere og mere let berøring. Metoden blev anvendt over flere måneder og medførte over tid, at borgeren kunne få klippet negle (først en enkelt) og slutteligt efter 6 måneder kunne vaske hænder sammen med medarbejderne og skumgummikluden, som nu var forbundet noget rart, trygt og forudsigeligt.

Forløbet havde givet borgeren vedvarende og tilpas stimuli, så borgerens sansesystem kunne vende sig til berøringen og dermed arbejde med den taktile tolerance. Ligeledes blev der arbejdet med visuel forudsigelighed ved at benytte skumgummikluden hver gang og på sammen måde. Dette skabte en forventning og tryghed for borgeren i forhold til, hvad der skulle ske, hvornår, hvordan og hvor meget.

Her kan man med fordel tænke de 10 H’er ind i planlægningen. 

God nænsom arbejdslyst!