Det er ikke til at se eller høre - neuroscreening som metode!

Indimellem kan det være udfordrende for mennesker med diagnoser, at det ikke kan ses … det som er svært.

Når vi laver forløb med udredning eller rådgivning hos VISS, oplever vi til tider, at personalet, pårørende eller andre tilknyttet borgerne bliver vældigt overrasket over borgerens faktisk funktionsniveau eller udviklingsalder.  

Som en del af vores forløb og undersøgelser laver vi fx en neuroscreening.

En neuroscreening er en metode til at systematisere observationer og belyse mulige sammenhænge mellem mentale processer og adfærd. Neuroscreening foretages med henblik på at give et overordnet indtryk af borgerens mentale funktioner på udvalgte områder: Mental vågenhed (arousal), hemisfærestrategier, sansemotorik, hukommelse, sprog og eksekutive funktioner. Neuroscreening giver et øjebliksbillede og er ikke en test eller en facitliste.

Metoden giver bl.a. indblik i borgerens sprog og kan medvirke til, at praksis ændres, ved at nye forståelser udspringer af forløbet.

Jamen! borger har et ”godt ekspressivt sprog”

I VISS ser tit under en udredning, at de tætte relationer falder i fælden med at møde borgerne med alt for høje forventninger. Vores forventninger udspringer almindeligvis af respekt og omsorg for det menneske, vi har en relation til. Ligeledes sker der det, rent neuropædagogisk, at borgeren med et ”godt sprog”, taler lige ind i vores frontallapper/vores sociale del af hjernen, så vi på den måde ”tror”, at det er her, vi skal møde borgeren kommunikativt. Under udredninger opdager vi sammen, at borgerne har et stor ordforråd, men en nedsat sprogforståelse.

Lad os illustrere dette med et eksempel:

En borger, vi kalder ham Søren, har et godt sprog og fremstår ikke påfaldende. Søren kalder igen og igen på personale eller bofæller ved at råbe deres navn – gerne i alfabetisk rækkefølge. Det gør naturligvis, at personalet eller bofæller kommer hen til Søren, når de hører deres navn kaldt.

Når de henvender sig til Søren bliver de mødt med vrede og frustration. Den naturlige og umiddelbare reaktion på det ville være …. Jamen Søren, hvorfor kaldte du på mig?

Når Søren bliver stillet spørgsmålet … ”hvorfor kaldte du på mig”, øges hans frustration og vrede. Hvorfor bliver Søren vred, hvis man kommer, når han kalder?

Neuroscreeningen viste, at Søren har et særdeles godt ekspressivt sprog, men markant nedsat impressivt sprog. Søren har meget sprog, men ikke sprogforståelse.

Så hvis vi betragter historien ud fra Sørens funktionsniveau og perspektiv, vil den være nogenlunde sådan her:

Jeg stå uden for og nyder min remse. Jeg siger ting med min mund og nyder den ro det giver i kroppen. Remsen er den sammen hver gang – og hver gang mærker jeg, hvordan jeg bliver rolig og afslappet af noget som er genkendeligt. Det er dejligt at gøre det sammen igen og igen. Det er dejligt, at bruge musklerne i min krop til at blive rolig og afslappet.

Mens jeg nyder min remse, kommer der igen og igen nogen og forstyrrer. De afbryder mig i den rogivende og arousal regulerende aktivitet, jeg har gang i. Hvorfor kan de ikke se, at jeg finder ro i min remse, hvorfor vil de altid forstyrre mig?

Søren kender mange ord, men Søren forstår ikke, at et navn er koblet på et særligt menneske. Søren forstå ikke betydningen eller meningen med at have et navn. Søren forstår, at de lyde, han laver, giver ham ro – og Søren oplever, at han igen og igen bliver forstyrret i det dejlige han har sat i gang.