Hvad er praksisfortælling

Det at være professionel i forhold til mennesker med funktionsnedsættelse kræver mere end at kunne bruge bestemte metoder eller følge en bestemt manual. Hver situation er unik og kræver såvel dømmekraft som improvisation. Praksisfortællinger bidrager netop til at få øje på det unikke i samspillet, at forfølge de pædagogiske formål - og at forbinde det hele til den daglige praksis gennem refleksioner over praksisfortællinger.

Praksisfortællinger er korte beretninger om situationer fra hverdagen i pædagogiske kontekster. Fortællingerne går tæt på egen praksis og indfanger dagligdags oplevelser og dilemmaer, som bagefter kan bearbejdes i medarbejdergruppen. Refleksion over praksisfortællinger bidrager til at kunne arbejde hen mod meningsgivende evaluering og dokumentation af egen praksis, hvor især professionalisme og personlighed er i spil.

Et bud på en definition af 'praksisfortælling'  kan således være følgende:

"Praksisfortællinger er fortællinger om centrale og udvalgte episoder fra pædagogisk praksis.
De fortælles af praktikere, som de oplever episoden, med henblik på at blive klogere på praksis, at undersøge og udvikle den eller at formidle og dokumentere den."
  (kommunikationskultur.academica.dk, 2020). 

Praksisfortællinger fortælles ikke altid ud fra overvejelser om, hvordan virkeligheden bør være eller ser ud, når den er pænest. De repræsenterer oplevelser, som deltagende eller observerende personer oplever som væsentlige, fordi de er eksemplariske for arbejdet, eller fordi de kalder på videre refleksioner. Praksisfortællinger repræsenterer hverdagsmæssig erfaring, og de fortælles også i hverdagslivets sprog. Fortællerne er personer, der som subjekter oplever og giver deres oplevelser videre gennem fortællingen. Netop det subjektive præg er praksisfortællingens force. Praksisfortællingen viser, at vi tænker og oplever forskelligt, og den giver mulighed for at undersøge, hvori denne forskellighed består. Det er et vigtigt element i al kommunikation, hvilket uddybes i bogen Kommunikationskultur

Praksisfortællingen rummer den kompleksitet og bevægelse, der kendetegner pædagogisk arbejde. Det kan den, fordi den er kontekstafhængig. Det væsentlige i fortællingen er ikke, at noget skete, men måden, det skete på, som Aristoteles udtrykte det. Dermed kan også andre handlemuligheder komme i spil og gøres til genstand for refleksion og afprøvning. Man får mulighed for at ændre retning. Det er tankevækkende, at selv den mest negative fortælling byder på denne mulighed. Læs mere i Pædagogiske praksisfortællinger.

Fortællingstyper
Louise Birkeland skitserer i bogen Pædagogiske praksisfortællinger seks grundlæggende fortællingstyper, hvortil Susanne Idun Mørch har tilføjet tre, bl.a. som skitseret i bogen Kommunikationskultur, og siden er der kommet endnu et par stykker til:

  • Solskinshistorien

  • Succesfortællingen

  • Vendepunktfortællingen

  • Vanefortællingen og kontrastfortællingen

  • Brølere

  • Den følelsesorienterede fortælling

  • Den problemorienterede fortælling

  • Nøglefortællingen

  • Børneperspektivfortællingen