VISS - Videnscenter Sølund Skanderborg, tog i 2016 initiativ til at igangsætte et forskningsrelateret innovationsprojekt inden for sanseintegration og snoezelmiljøer med følgende formål:
Dokumentering af effekten af snoezelmiljøer
- gennem en afklaring af følgende forskningsspørgsmål:
Hvad er den oplevede og registrerede effekt hos borgerne af low tech kontra high tech snoezelmiljøer i forhold til medicinering, magtanvendelse, sanseprofil og adfærd?
Samarbejde mellem offentlige organisationer og private virksomheder
Innovationsprojektet bygger på et gensidigt samarbejde mellem VISS og på den ene side følgende lokale botilbud og plejecentre, der bidrager med undersøgelsespersoner, nemlig:
- og på den anden side følgende private virksomheder, der bl.a. leverer udstyr og specialviden til projektet, nemlig:
Skanderborg Kommune har via velfærdsmidlerne (Socialstyrelsen) har bevilget DKK 300.000 til projektet.
I starten af 2017 startede VISS planlægningen af innovationsprojektet
Innovationsprojekt: Dokumentering af effekten af snoezelmiljøer
Botilbuddet Landsbyen Sølund og VISS indgår i et innovationsprojekt mellem offentlige og private virksomheder, hvor effekten af snoezelen beskrives, metoder udvikles og dokumenteres.
Landsbyen Sølund har det største snoezelhus (sansehus) i Danmark og dermed det ideelle miljø for gennemførelse af projektet. Huset blev bygget og indviet i 2009.
Med udgangspunkt i forskning i snoezelen ønsker vi at foretage en effektmåling af anvendelsen af snoezelen på ældre- og handicapområdet i Skanderborg Kommune i forhold til følgende målgrupper:
Kriteriet for at være undersøgelsesperson i projektet er:
Baggrunden for valget af de to målgrupper er følgende:
Medarbejderne oplever forskelligartede effekter hos borgerne fra Landsbyen Sølund i forbindelse med anvendelsen af det 850 m2 store snoezelhus på Sølund. På samme måde er der i praksis opnået positive effekter, bl.a. i form af mindre medicinforbrug, som følge af målrettet sansestimulering af borgere med demens. I projektet vil det derfor være væsentligt at måle effekten på to sammenlignelige målgrupper (mennesker med demens og/eller udviklingshæmning), hvor snoezelprincipper anvendes målrettet og differentieret i forhold den enkelte borgers sanseprofil.
Der forventes en progression i antallet af personer med demens i de kommende år på grund af sammenhængen mellem højere alder og demens, hvorfor det vil være interessant at undersøge snoezelens effekt i forhold til denne målgruppe.
Hvad er den oplevede og registrerede effekt hos borgerne af low tech kontra high tech snoezelmiljøer i forhold til medicinering, magtanvendelse, sanseprofil og adfærd?
Hypoteserne er:
Low tech snoezelmiljøer defineres som miljøer, hvor der ikke anvendes computerstyrede og computerafhængige produkter såsom projektorer og touchskærme. Produkterne kan dog bestå af fiberoptiske installationer, men der anvendes primært naturmaterialer eksempelvis strandsten, fjer, læder, bomuld samt gynger og vandsenge.
High tech snoezelmiljøer er miljøer, som primært styres via computere, og indeholder produkter til bl.a. videoprojektering samt computerstyrede møbler.
Efter en litteratursøgning i databasen ERIC er der fundet 11 artikler med søgeordene ”snoezelen” og ”sensory integration” (kombineret med AND eller OR). Heraf er 6 udvalgt på baggrund af deres relevans jvf. følgende inklusionskriterier:
To studier (Cuvo, May & Post, 2001; Singh, Lancioni, Winton, Molina, Sage, Brown & Groeneweg, 2004) beskriver en effekt af snoezel i forhold til stereotyp og selvskadende adfærd. Dette modsiges af Lotan og Gold (2009) som konkluderer, ud fra deres metaanalyse af artikler fra PubMed og ERIC, at ingen af de hidtidige studier kan påvise en signifikant effekt af snoezel til personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. I Fava og Strauss’ studie fra 2010 skelnes der mellem snoezelrum og specifikke sansestimulerende miljøer (hvor sansestimuli begrænses til det enkelte individ på baggrund af en nærmere beskrevet metode). Undersøgelsen konkluderer, at effekten målt på personens adfærd er bedst ved brug af specifikke sansestimulerende miljøer.
I en undersøgelse af snoezelrums effekt på forstyrrende adfærd hos personer med autisme konkluderes det, at der ikke findes belæg for at benytte snoezelen til denne målgruppe, da der i bedste fald ikke ses nogen effekt samt findes eksempler på, at snoezelen kan påvirke adfærden i negativ retning (McKee, Harris, Rice & Silk, 2007).
I artiklen ”Snoezelen for dementia” (Chung & Lai, 2002) konkluderes det, at ”there is no evidence showing the efficacy of snoezelen for dementia”. Samtidig henvises til, at der er behov for flere pålidelige og forskningsbaserede studier “to inform and justify the use of snoezelen in dementia care”. Artiklen er revideret i 2009, men uden ændring af ovenstående konklusion.
Gennemgangen af eksisterende litteratur og tidligere gennemførte studier på området viser så-ledes, at der er grund til forsigtighed i forhold til, hvem snoezelen tilbydes, og hvordan effekten kan tolkes, hvilket er et problem og en hindring for målrettet anvendelse af snoezelmiljøer i praksis.
Projektets forskningsmæssige bidrag
Snoezelen er oprindeligt et pædagogisk princip, som grundlæggende omhandler regulering af arousal (vågenhedsniveau). I denne forståelse er snoezelen også et princip, som med fordel kan tænkes ind i forbindelse med behandling og træning af neurologiske patienter, som kan have vanskeligheder med at tilpasse arousal til situationen og dermed ofte opleves som komplicerede at behandle og træne. Gennem anvendelsen af snoezelen kan fysioterapeuter opnå en stærkere effekt og nyttevirkning af deres behandling.
Som påvist ovenfor er eksisterende litteratur og studier på området ikke fyldestgørende og entydige i forhold til snoezelens reelle effekt hos de valgte målgrupper. Denne uklarhed er et problem for målrettet anvendelse af snoezelen for praktikere - herunder snoezelen i relation til fysioterapeutisk behandling af personer med bl.a. CP. Der er derfor innovationsprojektets mål at opnå en afklaring omkring den reelle effekt af snoezelmiljøer hos målgrupperne via forskningsbaserede studier.
I forbindelse med projektets dataindsamling benyttes følgende metoder:
Udvælgelse af undersøgelsespersoner
Der skal bruges 20 personer til undersøgelse af effekten af low tech kontra high tech snoezelen, hvoraf de 10 er mennesker med demens, og de 10 er mennesker med udviklingshæmning. Undersøgelsespersonerne vælges ud fra, hvem der inden for den samlede målgruppe (hhv. udviklingshæmmede og demente) har fået lavet en sansebearbejdningsprofil inden for de sidste to år, samt ud fra nogle på forhånd fastlagte kriterier.
FASE 1 November 2016-januar 2017 – Projektopbygning
FASE 2 Januar-februar 2017 - Det faglige indhold
FASE 3 Marts-april 2017 - Udvælge undersøgelsespersoner
FASE 4 Maj-juni 2017 - Indledende undersøgelser
FASE 5 Juli 2017-februar 2018 - Intervention
FASE 6 Marts-august 2018 - Afsluttende undersøgelser
FASE 7 September-november 2018 - Opsamling og konklusioner
FASE 8 December 2018 - Evaluering
[1]Sansebearbejdningsprofil er et observationsredskab, som beskriver sammenhængen mellem personens evne til at forarbejde sensoriske informationer og personens adfærd ifm. med udførelse af daglige aktiviteter.
Ung kvinde med diagnosen paralysis cerebralis spastica (spastisk lammelse), der oplever myoklonier (ufrivillige bevægelser) og sporadiske epileptiske anfald (krampeanfald). Hun har globalt vekslende muskeltonus, og anvender permanent kørestol pga. manglende gangfunktion. Det gennemsnitlige funktionsniveau ifølge udviklingsbeskrivelsen er 1 år og 8 ½ mdr.
Fordelingsbredden for alle 8 områder er 10 mdr. til 2 år og 3 mdr. med lavest funktionsniveau i ”Grovmotorik” og størst funktionsniveau i ”Hukommelse” og ”Sociale kompetencer”.
Myoklonier og spasticitet tiltager i perioder, hvor kvinden oplever situationer, der fører til øget arousal fx i forbindelse med fysioterapeutisk træning. Ofte giver dette problemer med at gennemføre trænings- og behandlingsforløb.
Kvinden benytter snoezelhuset fast én gang ugentligt som en del af hendes aktivitetstilbud. I den forbindelse arbejdes der ikke specifikt med egentlig sansetræning, men mere med ”gode oplevelser” i et snoezelmiljø. Den fysiske og psykiske effekt af hendes ophold i snoezelmiljøet er uafklaret.
Ung mand med Cinca syndrom (bindevævslidelse, der fører til kronisk hjernebetændelse). Sygdommen er årsag til progressiv demens. Han er mobil og selvtransporterende over kortere distancer. Udviklingsbeskrivelsen viser en udviklingsalder på mellem 2 og 4 år, hvor ”Omverdensbevidsthed” er på knap 2 år og ”Finmotorik” er på 4 år.
Manden har generelt nedsat arousal, og er ofte meget stillesiddende, men kan dog motiveres til aktivitet og deltagelse. Han fremtræder adipøs, og en del af behandlingen består af fysisk træning, der kræver et vist arousalniveau for at opnå effekt.
Manden benytter snoezelhuset meget sporadisk, og effekten er uafklaret.
Hvordan kan snoezelprincipper og snoezelmiljøer bidrage til ovenstående cases?
En afklaring af effekten af snoezelmiljøets indvirkning på arousal vil betyde, at man vil kunne anvende snoezelmiljøet aktivt i forbindelse med fx behandling og træning af personer med øget arousal, som skal dæmpes for at få effekt af interventionen.
Ydermere vil en øget forståelse af snoezelens virkningsmekanismer kunne anvendes med et neuropædagogisk sigte fx i tilrettelæggelse af specifikke aktiviteter i snoezelmiljøer.