Vejen mod mere bevægelse på bostederne i hverdagen

Vejen mod mere bevægelse på bostederne i hverdagen

Hvis balancen er ustabil eller sanserne er udfordret, så bliver ens bevægelsesmønster begrænset og simple ting, som at tage tøj på eller deltage i andre dagligdags aktiviteter, kan blive uoverskuelige. Derfor styrker man borgerens livskvalitet ved at styrke deres kropslige formåen, for jo mere tryg man er ved sin egen krop, jo mere tør man udforske verden.

Af psykomotoriske terapeuter Simone Haxhøg Madsen, Nathalie Rode Meldgaard og Pia Værum, Via University College, Randers

Indledning
På et større bosted i Østjylland ønskede man i 2019 at kigge på stedets ældre beboeres generelle sundhed. Via værdighedsmidler fra Staten (Sum.dk, u.å.) iværksatte man Projekt Værdighed, som var et sundhedstiltag for borgere over 60 år med udviklingshæmning.

Første del at Projekt Værdighed bestod af en grundig screening af beboerne, hvor en sygeplejerske vurderede deres generelle sundhed. Her blev konklusionen, at den overordnede sundhed var god, men beboerne ville have godt af mere bevægelse i dagligdagen. Derfor blev vi tre psykomotorikstuderende kontaktet og ansat til at implementere mere bevægelse i hverdagen for de ældre beboere.

Dette blev til et dobbeltrettet forløb bestående af bevægelsesundervisning med beboerne, hvor personalet deltog, samt efterfølgende undervisning af personalet i den teoretiske baggrundsforståelse af bevægelsesundervisningen. Forløbet strakte sig over 4 tirsdage (Madsen, Meldgaard & Værum, 2020).

Hensigten var at klæde personalet bedst muligt på, så de efterfølgende selv kunne indføre mere bevægelse i beboernes dagligdag, ved at give dem forståelsen for de fysiske og psykiske fordele ved, at borgerne har en velfungerende krop. Derfor valgte vi at kombinere empowerment-begrebet (Andersen, Brok, & Mathiasen, 2000) med vores psykomotoriske faglighed (Madsen m.fl., 2020) for at styrke personalet bedst muligt, da empowerment og psykomotorik trækker på mange af de samme grundværdier, bl.a. personlige ressourcer og handlekompetencer.

Vores første delmål var, at personalet skulle kunne lave en målrettet indsats på baggrund af viden og observationer. Her underviste vi personalet i bedre at være i stand til at observere og registrere beboernes bevægemønster både i forhold til styrker og begrænsninger.

Andet delmål var, at beboerne fik et udvidet bevægemønster, hvilket vil sige, at de turde strække sig længere frem, bukke sig længere ned og række højere op uden at blive motorisk usikre. For når beboerne føler sig fysisk trygge ved bevægelsen, følger den mentale tryghed med og giver tillid til egen krop på et ubevidst plan.

Bonus ved delmål 1 og 2 er, at man får nogle mere selvhjulpne og aktive beboere, som oplever større trivsel og livsglæde. Den styrkede selvhjulpenhed vil endvidere på længere sigt skåne personalet i den daglige pleje, hvilket også er en økonomisk gevinst på bundlinjen i form af færre overbelastede medarbejdere og dermed færre sygemeldinger. Dette frigør samtidig tid til at lave andre sociale aktiviteter med beboerne.

Psykomotorik – samspillet mellem krop, psyke og livssituation
Inden for psykomotorikken arbejder vi med samspillet mellem krop, psyke og livssituation. Vores psykomotoriske tiltag baseres på kropslige og psykologiske observationer samt på vores faglige viden og implementeres ved hjælp af en pædagogisk tilgang. Som profession er vi velfunderet i det pædagogisk-psykologiske samt det anatomisk-fysiologiske, og dermed kan man betegne professionen som “the missing link” mellem det humanistiske og naturvidenskabelige grundlag (Drost, S. & Scherfig, P. 2019).

Bevægelsesundervisningens udgangspunkt
Udgangspunktet for bevægelsesundervisningen var et ønske om at lave et undervisningsforløb tilpasset målgruppen, som andre bosteder også kunne få gavn af. Vi så muligheden for at kombinere dette med vores afsluttende professionsbachelor (se Faktaboks 1), hvilket gav os mulighed for at understøtte forløbet med spørgeskemaer og gruppeinterviews for at måle effekten af undervisningen.
 

"Når der så lige kommer et værdighedsprojekt med 60+ ... kan man godt få det sådan helt...” ... (dyb vejrtrækning) ... “og så viser det sig, at man får en gave ved, at det ikke behøver at være så omfattende, det man skal.
(Madsen m.fl., 2020, s. 32)
 

Det var vigtigt for os, at bevægelsen skulle være sjovt for beboerne for at fange deres interesse, og vi havde fokus på bevægekvaliteten frem for decideret træning for at få mere ubemærket bevægelse ind i dagligdagen. Derudover skulle personalet inspireres til nye lege og fysiske aktiviteter, som de efterfølgende selv kunne lave med beboerne. Samtidig fik de mulighed for at observere på beboernes bevægemønster, så de så, hvor de skulle sætte ind i forhold til at styrke beboerne kropsligt. Ideen med undervisningen var at holde den simpel og overførbar, så det blev overskueligt at implementere i en travl hverdag. Vi brugte for eksempel sanglege, balloner, bowling og massage som elementer i undervisningen. Med baggrund i empowerment-teorien overlod vi gradvist flere elementer af undervisningen til personalet.

 
Figur 1: Redskaber til brug i bevægelsesundervisningen

Mål: mere bevægelse i hverdagen
Undervisningen af personalet tog udgangspunkt i den teoretiske viden bag bevægelsesundervisningen med beboerne. Her formidlede vi vores formål med de udvalgte øvelser og underviste bl.a. i, hvorfor bevægelse er vigtig i dagligdagen, styrkelse af kropslige handlekompetencer, arousalregulering samt sanseproblemer og sansestimuli. Vi ønskede at give personalet en overordnet forståelse af kroppens fysiologi og funktionalitet med en vinkel rettet mod deres hverdag på bostedet. Vores tilgang var endvidere at inddrage praksiseksempler samt at få personalet til at tænke kreativt i forhold til nye måder at indføre mere bevægelse for beboerne. Derudover fik afdelingerne hver en kasse med de anvendte undervisningsmaterialer, så det var muligt at lave alle lege og aktiviteter efter endt forløb.

Effekten af bevægelsesundervisningen
For at undersøge effekten af undervisningen besvarede personalet identiske spørgeskemaer før og efter forløbet, og derudover lavede vi et fokusgruppeinterview. Vi målte på personalets oplevede empowerment på individuelt plan, gruppeplan samt organisatorisk plan i forhold til at føle sig rustet til at kunne implementere mere bevægelse i dagligdagen.

Undersøgelsen viste, at personalet på det individuelle plan oplevede en positiv stigning på 22 % i forhold til at føle sig rustet til at igangsætte bevægelse med beboerne (Madsen m.fl., 2020). På de øvrige to planer var svarene dog mere tvetydige, hvilket kan skyldes flere ting. På gruppeplan indikerede fokusgruppeinterviewet, at de medarbejdere, der havde været afsted som den eneste fra deres personalegruppe, oplevede at føle sig mindre styrket til at videreformidle den nye viden til deres kollegaer, i forhold til dem, der havde været flere afsted (Madsen m.fl., 2020). På organisatorisk plan kan årsagen være, at der fra ledelsesmæssig side ikke var lavet en plan for den fremadrettede implementering af mere bevægelse på bostedet, og fire undervisningsgange er kort tid til at ændre på en virksomhedskultur (Madsen m.fl., 2020). I fokusgruppeinterviewet gav informanterne ligeledes udtryk for, at forløbet havde givet en nye forståelse for, hvad bevægelse også kunne være, og at det sagtens kunne indtænkes i dagligdagen (Madsen m.fl., 2020).


Figur 2: Bowling som bevægelseselement

Nedenstående diagram (Figur 3) viser antal besvarelser i procent fordelt på en skala fra 0 til 10 på følgende spørgsmål i spørgeskemaet:

“I hvor høj grad føler du dig rustet til at igangsætte bevægelse med beboerne?”
(fra 0 – 10, hvor 0 = slet ikke og 10 = i høj grad – sæt X).


Figur 3: Diagram med antal besvarelser i procent på en skala fra 0-10 på spørgeskemaets ovennævnte spørgsmål

Konklusion og afrunding
Vi mener, at et dobbeltrettet undervisningsforløb som dette har sin berettigelse som fremtidigt projekt, da vi overordnet oplevede positiv respons fra både personale og beboere. Men for at opnå en varig virkning kunne det være gavnligt, at forløbet strakte sig over en længere periode end de 4 gange eller havde opfølgende undervisning. Samtidig er det vigtigt, at ledelsen har gjort sig tanker om, hvordan den nye viden skal bruges i dagligdagen, så medarbejderne har en langsigtet strategi for, hvordan de skal bruge den erhvervede viden fremadrettet (Visholm, 2011). Dette er både i forhold til vidensdeling til kollegaer, som ikke har deltaget i undervisningen, men også i forhold til hvor højt det skal prioriteres i hverdagen.

Velvidende, at forbedringen af beboernes funktionsniveau giver mere selvhjulpne beboere og dermed fremmer trivsel og livskvalitet hos beboerne, så giver det også mindre fysisk nedslidning af personalet (Pedersen, B. K., 2010). Dette giver samlet set både en personlig gevinst for medarbejderne i form af færre nedslidte skuldre og rygge samt eventuelt en økonomisk gevinst for bostedet i kraft af færre sygedage blandt personalet.

Vi ser gerne, at der kommer større opmærksomhed på det kropslige i hverdagen for mennesker med udviklingshæmning. Ikke kun i form af mere bevægelse og dermed et generelt styrket funktionsniveau, men også ved hjælp af målrettet sansestimulering og arousalregulering for at støtte den enkelte borger psykisk og emotionelt. Her er et bredt tværfagligt samarbejde vigtigt, og man vil med fordel kunne drage nytte af faggrupper med en mere kropslig tilgang, såsom psykomotoriske terapeuter samt fysio- og ergoterapeuter. Ved at give plads til og respekt for denne tværfaglighed, som en naturlig del af beboernes dagligdag, vil det være muligt fremadrettet at give en reel helhedsorienteret støtte til den enkelte.

Faktaboks 1 - Psykomotorik

Hvad er psykomotorik?

  • Psykomotorik er en pædagogisk og sundhedsfaglig uddannelse, der arbejder med samspillet mellem krop, psyke og livssituation og understøtter udviklingen af borgers handlekompetencer og livsmestring.
  • Den psykomotoriske terapeut tager udgangspunkt i det kropslige og “taler til kroppen”, før han/hun taler til det kognitive, hvilket fungerer godt i arbejdet med udviklingshæmning, hvor beboerne er meget i deres sanser.

Den psykomotoriske terapeut arbejder blandt andet med:

  • Styrkelse af kropsbevidsthed, dvs. borgerens evne til at mærke sig selv, egne sansninger og grænser, hvilket støtter op om borgerens ret til egen krop.
  • Vedligeholdelse af funktionsniveauet.
  • Regulering af arousal-niveau.
  • Sansemotorisk træning.

Litteratur
Andersen, M. L., Brok, P., & Mathiasen, H. (2000). Empowerment på dansk. Frederikshavn: Dafolo.

Drost, S. & Scherfig, P. (2019). Psykomotorik I teori og praksis. Rehabilitering – Habilitering – Recovery. Fredericia: Drost.

Pedersen, B. K. (2010). Motionens betydning for befolkningens generelle sundhed og sygelighed. I N. Beyer, H. Lund f. 1958-08-23, & K. Klinge (Red.), Træning i forebyggelse, behandling og rehabilitering (2. udg.).

Madsen, S. H., Meldgaard, N. R. & Værum, P. (2020). Empowerment af en personalegruppe gennem psykomotoriske interventioner. Randers: Psykomotorikuddannelsen, VIA University College.

Visholm, S. (2011). Ledelse i den postmoderne organisation—Fra rolle i struktur til personer i relationer. I Torben Heinskou & S. Visholm (Red.), Psykodynamisk organisationspsykologi. Bind 2. På mere arbejde under overfladerne (s. 216–226). Kbh.: Hans Reitzel.

Internetkilder
Sum.dk (u.å.). Sundheds- og ældreministeriet. Lokaliseret den 21.09.2020: https://www.sum.dk/Aeldre/Vaerdier-og-kvalitet-i-aeldreplejen/~/media/Filer%20-%20dokumenter/Pulje-bedre-bemanding-i-hjemmeplejen-og-paa-plejehjem-plejecentre-og-friplejeboliger/Endelig-status-sept-2019/01-Endelig-status-vaerdighedsmilliarden-og-midtvejsstatus.pdf