Når udviklingshæmmede sørger

Det kan for mange medarbejdere være svært at vide, hvordan de skal hjælpe deres udviklingshæmmede beboere, når de sørger. Konsulent i Landsbyen Sølund, Susanne Hollund og præst i Landsbyen Sølund, Line Rudbeck arbejder begge med sorg og tab, trøst og lindring i forhold til landsbyens beboere, som er voksne med udviklingshæmning. 

Af Susanne Hollund, Konsulent og Line Rudbeck, Præst begge Landsbyen Sølund (Artiklen er tidligere bragt i Tidsskriftet ”Udvikling” nr. 1, 1. kvartal 2009)

Man siger, at en stor del af årsagen til udviklingshæmmedes reaktioner, som kan vise sig i enten udadrettet reaktion eller ”trækken sig tilbage fra livet”, skyldes sorg, manglende relation og kontakt. Som den eneste boform herhjemme for mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsæt-telse har Landsbyen Sølund de seneste to år haft sin egen præst. Dette har blandt andet betydet, at sjælesorg, salmer, kristne ritualer mv. naturligt indgår som en indgang til trøst og lindring for beboere, der bærer på en sorg. Derudover arbejdes der med livshistorier, spædbørnsterapi, kontaktø mv. – alt sammen som naturlige forgreninger af landsbyens overordnede filosofi ”Gentle Teaching” – og alt sammen måder, hvorpå beboeres sorg, frustrationer og rodløshed kan imødekommes og lindres. Det synes at være en stor styrke for både beboere, medarbejdere og pårørende i Landsbyen Sølund, at der ved dødsfald, sorg og tab både er pædagogiske og religiøse ”rum og redskaber” at støtte sig op ad.

Bevarelse af relationer

Rigtig mange udviklingshæmmede har været ude for at miste mennesker, der betyder noget for dem, og mange har aldrig fået talt med nogen om deres sorg, smerte og frustration. Ud over sorgen efter et dødsfald, skal man også være opmærksom på den sorg, det kan medføre, hvis beboeren eller en medbeboer flytter, eller når en medarbejder rejser. Disse tab efterlader også et savn og en sorg, der skal bearbejdes. Grundene til en flytning kan være mange. Men det er helt sikkert, at uanset hvor meget beboeren forstår, eller hvor meget han/hun glæder sig, skal vi huske, at beboeren har knyttet kontakter til medarbejdere og medbeboere i det hus, han/hun kommer fra, og de kontakter forsvinder med flytningen ud af beboerens dagligdag. Vi kan afhjælpe sorgen over dette tab ved at invitere vennerne på besøg det nye sted eller lave bøger med billeder af det gamle sted, så man sammen kan mindes.

Landsbyen Sølund har i den anledning udarbejdet en handleplan, som skal sikre en så nænsom flytning af beboere som muligt, således at medarbejderne er opmærksomme på, at beboerne skal have sagt ordentligt farvel, og at der skal tales om dem, der ikke mere er i beboerens hverdag, om det de gjorde sammen og om savnet. Ligeledes skal medarbejderne hjælpe beboerne med at holde venskaber ved lige og kunne trøste og sætte ord på savnet af dem og det, de havde før. Landsbyen Sølund har for nylig skullet flytte en beboer fra en boenhed til en anden. Flere af de gamle medarbejdere skrev et ”farvel og på gensyn brev” og vedlagde billeder. Brevene og billederne blev sat ind i en ”farvelbog”, og beboeren kunne på den måde tale med de nye medbeboere og medarbejdere om de mennesker, hun kendte og om, hvad de havde betydet. Det kræver vedholdenhed fra medarbejdernes side at hjælpe beboerne med at holde deres venskaber ved lige, men når det lykkes, skaber det meget tryghed og glæde for beboeren, og samtidig imødegår det savn, frustration og forvirring. I en flytning, hvor der ikke bliver bygget bro fra det tidligere hjem til det nye, efterlader det beboerne, som er meget sårbare mennesker med utallige spørgsmål og følelser, som de sjældent selv kan formulere: ”Hvor er jeg nu?”, ”Hvorfor er jeg her?”, ”Hvor er alle dem jeg kendte så godt?” og ”Hvor er alle de lyde og lugte jeg kendte”?[1]

Det er vigtigt at sætte fokus på sorg, sorgreaktioner og måder, hvorpå vi kan støtte og hjælpe udviklingshæmmede. Vi må stille os selv spørgsmålene: ”Hvad er sorg, og hvordan kan vi trøste og skabe håb, og hvordan taler vi med udviklingshæmmede om sorg under hensyntagen til deres udviklingsalder?”. En sorgreaktion kan være, at en beboer pludselig bliver mere udadreagerende, virker frustreret, bliver urenlig og selvskadende. Årsagen kan være, at hans kontaktperson er rejst. Han sørger, men kan ikke formulere, hvad det er hans krop mærker, og reagerer derfor kropsligt.

For at hjælpe ham, kan vi sætte ord på hans følelser for ham ved f.eks. at sige:

  • ”Jeg kan se du slår dig selv.”
  • ”Jeg tror du gør det, fordi du savner Ole.”
  • ”I havde det så dejligt sammen.”
  • ”Ole er jo rejst til en anden boenhed. Men han vil besøge dig – det ved jeg.”
  • ”Du har bogen med billeder af alt det dejlige, I havde sammen, som han gav dig, da han rejste.”
  • ”Nu ved du godt, at det er Jesper, der passer på dig.”
  • ”Skulle vi sende et postkort til Ole?”

Beboeren vil blive rolig, og vi vil straks kunne fornemme, at det er den ” historie”, han havde brug for at høre. Vores opgave i denne situation er at trøste og give ham håb ved at fortælle, at der er en anden, der nu passer på ham.

Aktivering af egen sorg

Når man kommer i kontakt med beboernes sorg som medarbejder, kan man komme ud for at mærke en sorg, man selv bærer på – enten privat eller som følge af et dødsfald blandt de beboere, man arbejder med – og i den situation kan det være svært at skulle arbejde med sorg hos andre. Det er ikke unormalt, når beboere dør, og vi alle - beboere og personale – sammen mindes den døde, måske under aftenkaffen, at flere af os sidder og græder. Det er ikke kun fordi beboeren, som vi alle holdt af og savner, er død, men fordi vi kommer i kontakt med den sorg, vi har over andre, som er døde, som vi holdt af, og som vi savner i samme stund. De andre beboere taler i disse stunder om, at de også har mistet deres mor eller mormor, og at de savner dem.

Som medarbejder kan man sidde med personlige sorger, som dels kan overrumple en midt i arbejdet, og som dels kan gøre, at det er svært at rumme beboernes sorg. Denne dobbelte sorg kan italesættes, og der kan arbejdes med, hvordan man som medarbejder kan balancere mellem professionel og privat sorg. Da sorg ofte antager en uventet ”form” og også ofte kommer bag på os, er det en god ide at udarbejde en sorgplan.

To indgangsvinkler til bearbejdelse af sorgen

Både Susanne og Line arbejder med emnerne, sorg og tab, i deres hverdag med hver deres indgangsvinkel:

  • Susanne gør det gennem arbejdet med livshistorier og forskellige måder at samtale med beboerne om deres historie - om de tab, der har været - og også måder at trøste på.
  • Hun arbejder med, hvordan man kan tale med den enkelte beboer om hans/ hendes historie.
  • Hun har lært meget af Skodsborg Spædbørnehjem, hvor man taler med de helt små børn om det, der er svært. Det har vældig god effekt, og de små børn bliver mere rolige og får ”lyst” til livet.

Det optager også Susanne Hollund, hvordan man udvikler styrken/ evnen til at kunne trøste sig selv, og hvad der sker, hvis ikke man kommer igennem denne proces, og hvad medarbejderne så kan gøre. Det er utrolig vigtigt for beboerne, at de mærker og ved, at de ”hører til” nogen. Man kan ikke udvikle sig uden at høre til nogen og at være knyttet til nogen. Er der ikke forældre, må vi træde i deres sted og udfylde den rolle. Beboeren knytter sig naturligvis til os, og hvis vi rejser, så bliver de selvfølgelig kede af det, og derfor er det så vigtigt, at vi som pædagoger ved, hvordan vi trøster.

Line samtaler med beboere og får derigennem kendskab til deres sorg og tab, og erfaringerne fra disse samtaler har dannet grobund for forskellige ritualer, som beboerne synes at have stor glæde af. Line taler blandt andet med en beboer, som har mistet et nært familiemedlem, som hun sørger meget over. Det er svært at tale om den døde og gennem mange besøg, har det vist sig, at beboeren er meget glad for salmer og særligt ”Gud ske tak og lov”, som blev sunget i barndomshjemmet. Som indledningen på hvert besøg, synger Line og beboeren salmen. Nogle gange skal den synges forfra både 10 og 15 gange før beboeren har fundet den ro og tryghed, det kræver at tale om den afdøde. En anden og meget sky beboer har nogle skønne og fredfyldte minder fra sin konfirmationsforberedelse, og ved at Line medbringer sin præstekjole og -krave og bruger nogle af de allerstærkeste elementer fra gudstjenesten; fadervor, trosbekendelsen og velsignelsen samt den store salmeskat, bliver der skabt et rum eller oase midt i alt det, beboeren er bange for.

Line og Susanne har med hver deres uddannelsesbaggrund og deres forskellige erfaringer i arbejdet med udviklingshæmmedes sorg og tab stor glæde af at samarbejde omkring dette emne. Det giver dem begge inspiration til at videreudvikle, og giver dem ideer til, hvordan de støtter udviklings-hæmmede mennesker, som har oplevet sorg og tab, uanset hvilken udviklingsalder de har.


[1] Handleplanen for nænsom flytning kan downloades på www.viss.dk.