Hjælpemidler og magtanvendelse

Hvornår skal borgerens selvbestemmelsesret respekteres, og hvornår tager reglerne om magtanvendelse over, når en borger vil noget andet, end det personale og pårørende synes er hensigtsmæssigt?

Af jurist og ph.d.-studerende Eva Naur Jensen, Århus Universitet

Ikke forskel på magtmidler og hjælpemidler

Der er stor tvivl om reglerne. Nogle steder mener man, at det aldrig er tilladt at bruge sengeheste eller ringemåtter, andre at sengeheste og ringemåtter er hjælpemidler, som man frit kan bruge. I Region Syddanmarks blad ’Sund i Syd’ kunne man i 2009 læse om en kommune, der ville forsøge at lægge en alarm i madrassen hos enkelte demente for at registrere, hvis den demente forlod sengen om natten. Alarmen skulle erstatte ringemåtter ved siden af sengen, som nogle af de demente bevidst gik uden om, når de stod op om natten. Indledningen til artiklen lød: ’Overvågning? Ja, det kan du kalde det. Men i en positiv forstand.[1]

Men lovgivningen skelner slet ikke mellem ’magtmidler’ og ’hjælpemidler’. Og loven skelner heller ikke mellem ’positiv overvågning’ eller ’negativ overvågning’. Servicelovens regler om overvågning gælder for alle apparater, der er egnede til at overvåge andre elektronisk, og reglerne om magtanvendelse og begrænsning af bevægelsesfriheden gælder alle midler, der er egnede til at begrænse bevægelsesfriheden uanset formålet. Så det første spørgsmål man skal stille sig selv er ikke om det er et hjælpemiddel eller et magtmiddel – eller om det er positiv eller negativ overvågning.

De første spørgsmål

Det første spørgsmål, man bør stille sig selv er, om det man gør, normalt er forbudt i andre sammenhænge. Med andre ord: Må min nabo gøre det her over for mig? Må min nabo for eksempel lægge en ringemåtte ind ved siden af min seng, så han eller hun kan høre, hvornår jeg står op om natten? Hvis svaret er nej, så betyder det som tommelfingerregel, at så skal man også have en særlig baggrund for at få lov at gøre det i pleje- eller omsorgsarbejdet.

Men ligesom jeg kan give min nabo lov til at lægge en måtte ved min seng, så han eller hun kan høre, hvis jeg står op om natten, så kan den demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede give plejepersonalet lov til det, hvis han eller hun faktisk forstår, hvad det drejer sig om. Derfor må de næste spørgsmål være, om den pågældende synes, det er en god idé? Vil han eller hun give sit samtykke til, at man bruger hjælpemidlet? Og forstår han eller hun, hvad det handler om?

Samtykke

Selv mennesker med en meget betydeligt nedsat psykisk funktionsevne kan i nogle tilfælde give samtykke til, at der bruges hjælpemidler, der indebærer overvågning eller begrænsning af bevægelsesfriheden. Det afgørende er, om den pågældende kan overskue, hvad han eller hun siger ja til. Og det kan en del af de demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede, når hjælpemidlet er meget synligt, og konsekvenserne er konkret mærkbare eller lette at overskue. Hvis en person tydeligt accepterer den meget konkrete handling at få en sikkerhedssele på i bilen eller at få en blød sele på i kørestolen, så er hans eller hendes samtykke nok til, at det er tilladt at bruge hjælpemidlet. Det samme gælder sengeheste. Hvis en person tydeligt viser accept, når der rejses en sengehest, så kan man godt bruge sengeheste ud fra et juridisk perspektiv. Det skal selvfølgelig også være forsvarligt ud fra en plejefaglig vurdering, for sengeheste kan være farlige, hvis personen, kan tænkes at ville klatre ud over sengehesten. Også ringemåtter eller alarm i madrassen kan man i nogle tilfælde bruge, fordi den pågældende person forstår og accepterer personalets forklaringer om, at når man træder på måtten eller rejser sig fra sengen, så kan personalet komme for at se efter, om man har brug for hjælp.

Tilbagekaldelse af samtykke – eller slet ikke noget samtykke fra starten

Hvis man aftaler sig frem til at anvende hjælpemidler, der indebærer et element af overvågning eller begrænsning af bevægelsesfriheden, så er det vigtigt, at den pågældende straks kan få hjælp til at fjerne selen, sænke sengehesten eller få fjernet ringemåtten, hvis han eller hun ombestemmer sig. Samtykket gælder kun så længe den person, det drejer sig om, stadig er enig. Det kan betyde, at et bad eller en køretur må afbrydes ’i utide’, hvis ikke servicelovens regler giver mulighed for at gennemføre opgaven med magt. Og hvis den person det drejer sig om, slet ikke har villet – eller kunnet – give samtykke til at bruge et bestemt hjælpemiddel, så kan hjælpemidlet kun anvendes, hvis serviceloven giver mulighed for anvendelse mod den pågældendes vilje.

Ringemåtter

Der er især stor uenighed om lovligheden af ringemåtter. Det er min vurdering, at ringemåtterne indebærer en elektronisk overvågning, og derfor kun må bruges, hvis der er samtykke fra den, der overvåges, eller hvis reglerne i servicelovens § 125 er opfyldt. Hvis den pågældende siger nej eller ikke forstår, at måtten indebærer en overvågning, så kan måtten ikke bruges, for serviceloven tillader kun elektronisk overvågning, der er personlig og som registrerer, hvis man forlader bostedet. Loven tillader ikke overvågning, der registrerer, hvis man forlader sin seng, og det er det, personalet oftest ønsker at opnå med ringemåtterne. Ringemåtter kan altså kun anvendes over for personer, der forstår måttens funktion, og som accepterer den.

Den demente kvinde i bad – et eksempel på brug af stofsele

Hvis personalet mener, det er nødvendigt at spænde en person fast til kørestol, badestol eller lignende, og vedkommende ikke ønsker det, så er det kun tilladt at gøre det, hvis servicelovens § 128 er opfyldt. Det vil sige, at det kun er tilladt efter ansøgning og kun for at hindre fald, hvor der er en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

En dement kvinde sad ikke særlig stabilt på badestol, når hun blev badet, og personalet aftalte derfor med hende, at hun havde en sele på i badet. En dag under et bad insisterede hun pludselig på at få fjernet selen og komme ud af badet. Så snart kvinden havde ønsket at få selen fjernet, forsvandt personalets ret til at have hende fastspændt, eftersom der ikke var søgt tilladelse efter servicelovens § 128. Personalet ønskede at færdiggøre kvindens bad, men dette krævede – af sikkerhedshensyn – enten at selen fortsat var spændt fast, eller at personalet fastholdt kvinden i stolen.

Da servicelovens § 128 ikke var opfyldt, ville det være en ikke-tilladt magtanvendelse at lade selen forblive på. Og da der ikke var søgt om tilladelse til fastholdelse i hygiejnesituationen efter servicelovens § 126a, ville en fastholdelse kun være tilladt efter servicelovens § 126. I det konkrete tilfælde rakte § 126 ikke til fastholdelse med det formål at færdiggøre badet, da § 126 kun giver mulighed for fastholdelse for at undgå væsentlig personskade. Da det ville være forbundet med nærliggende risiko for, at kvinden faldt og brækkede arm(e) eller ben, hvis hun rejste sig på det våde gulv, så kunne personalet derfor kun fastholde hende i badestolen længe nok til at slukke for vandet, tørre hende så meget, at vandet ikke ville betyde øget risiko for fald, samt at køre hende hen til et stabilt og tørt underlag, så hun ikke ville risikere væsentlig personskade ved at rejse sig.

Seler, H-seler og sikkerhedsseler i busser og biler

Færdselsloven gør ikke en forskel på, om man må spænde nogen fast mod deres vilje. Hvis en person er vant til at køre bil med almindelig sikkerhedssele eller H-sele og derfor accepterer, at selen spændes fast, så kan man lovligt anvende selen med henvisning til, at den pågældende samtykker i brugen. Men ønsker han eller hun at komme ud af selen under turen, så må turen straks afbrydes, så den pågældende kan komme ud af selen. Dette gælder uanset, om det er en almindelig trepunktssele eller en H-sele, som nogen foretrækker at bruge. Der kan – afhængig af omstændighederne – være tale om, at det af nødretshensyn er nødvendigt at bevare fastspændingen i nogle minutter, indtil man lovligt kan standse bilen, men man kan ikke bevare fastspændingen mod den pågældendes vilje, til man har nået sit bestemmelsessted. Konsekvensen af, at færdselsloven stiller krav om brug af sikkerhedssele, kan i sidste ende være den, at personer, der ikke kan holde ud at være spændt fast, ikke kan transporteres i biler eller busser, hvor det er nødvendigt at anvende sele.

Stil de rigtige spørgsmål!

Som det fremgår af ovenstående eksempler fra praksis gælder det om at holde tungen lige i munden og stille de rigtige spørgsmål, for der er mange dilemmaer i disse problemstillinger. I nogle tilfælde kan man gennem lydhørhed og dialog finde en løsning. I andre tilfælde kan man søge tilladelse til magtanvendelse efter servicelovens bestemmelser, men der er også situationer, hvor man må afstå fra en aktivitet.

Faktaboks

Servicelovens § 125: Der kan gives tilladelse til at anvende personlige alarm- og pejlesystemer til at registrere, når en person forlader boligen.

Servicelovens § 126: Personalet kan anvende magt til at fastholde en person og føre ham eller hende til et andet sted, hvis der er nærliggende risiko for, at den pågældende udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade.

Servicelovens § 126a: Der kan gives tilladelse til fastholdelse i forbindelse med løsningen af specifikke hygiejneopgaver inden for en kortvarig periode på højst tre måneder. Tilladelsen kan kun gives to gange til samme opgave.

Servicelovens § 128: Der kan gives tilladelse til at anvende bløde stofseler til at forhindre fald, hvis en person med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne

 


[1] ’Alarm i madrassen’ Sund i Syd nr. 3 fra 2009, udgivet af Region Syddanmark