Hul igennem til sanserne

Kontakten til et menneske med kognitive vanskeligheder går gennem sanserne. Mennesket med en demenssygdom har i ligeså høj grad brug for at få dækket behovet for sansestimulation som for hjælp til praktiske gøremål. I pædagogiske miljøer kan vi være tilbøjelige til at fokusere på de kognitive funktioner, men jeg mener, det er mere frugtbart, hvis vi først sikrer os, at sansesystemet er reguleret og velstimuleret.

Af Marlene Theager, specialpædagogisk konsulent, ViSS.dk

Stigning i antallet af mennesker med demens

Demens er et udtryk for svækkelse af de kognitive funktioner, og begrebet dækker over mange forskellige former for neurologiske tilstande. Størstedelen af de sygdomme som kan give demens har en degenererende karakter, dvs., det er sygdomme, som ikke kan helbredes, og som gradvist forværres.

Der i disse år en stigning i antallet af mennesker, der rammes af en demenssygdom både herhjemme og på verdensplan. Stigningen ser ud til at fortsætte, og ca. 90.000 danskere har lige nu en demenssygdom. Man tilskriver det blandt andet det faktum, at vi i gennemsnit bliver ældre, og da en demenssygdom som Alzheimers overordnet set er aldersrelateret, er det især denne form for demens, der er stigende i antal. Den gennemsnitlige levealder er som helhed de sidste 100 år steget med 20 år grundet generelt bedre livsvilkår. At levealderen er stigende gælder både for mennesker med en typisk udvikling og for mennesker med varig psykisk funktionsnedsættelse, og den stigende tendens til demens er ligeledes gældende for begge grupper. Dog er frekvensen af demenstilfælde yderligere højere hos mennesker, der i udgangspunkt har nedsat funktionsevne, ligesom sygdommen ofte også er tidligere indsættende. Især mennesker med Down’s syndrom er i høj risiko for at udvikle Alzheimers demens.

Sansningen svækkes med alderen

Vores sanser giver os informationer om, hvad der foregår i og omkring os. For at kunne mærke os selv i verden og herigennem få mening og sammenhæng i, hvad livet byder os, er vi afhængige af at kunne opfatte, forstå og handle på, hvad sanserne fortæller os.

Med alderen bliver vores sanseapparat mindre effektivt. Sansecellerne i kroppen reduceres, og der sker en ændring i nervesystemet, som påvirker både nærsanserne (balance, berøring, og muskel/led) og fjernsanserne (syn, hørelse, smag og lugt) på en måde, der gør os langsommere til at bearbejde stimulation.

Ved fx Alzheimers demens nedbrydes visse områder i hjernen, hvilket også får store konsekvenser for evnen til at få mening fra de sanseinput, da forudsætningerne for at få udbytte af sanseinformationerne ændres.

Ofte er det sådan, at man både med alderen og i forbindelse med en demenssygdom bliver dårligere til at opsøge den stimulation, man har brug for, eller man kan bliver mere diffust opsøgende. Det kan være fordi, man er fysisk begrænset eller passiv, eller det kan være, at man har en ringere evne til at omsætte og reagere på kroppens signaler, der fortæller om uopfyldte behov.

Ved en demenssygdom vil man også nogle gange opleve, at folk i omgivelserne kan blive mere tilbageholdende i samspillet med personen, så denne oplever mindre berøring, færre fysiske udfordringer, misforståede hensyn og forsøg på at undgå konfrontationer. Alt dette er også bidragende til, at man ikke opnår en tilpas mængde sansestimulation.

Normalt opsøger vi helt naturligt "næring" til nervesystemet via oplevelser, socialt samvær, aktiviteter m.m., så vi hele tiden kan orientere os i verden og mærke os selv. Så hvis man af den ene eller anden årsag er begrænset i fht. at skaffe sanseinput, risikerer man at komme i en slags sanseunderskud.

Fare for sansedeprivation

Når den totale mængde sansestimulation er reduceret, kaldes det sansedeprivation. Det kan være på en enkelt eller flere sansekanaler, og stimuli kan i nogle tilfælde være helt fraværende. Der kan være mange forskellige reaktioner på at være understimuleret - eller fejlstimuleret - men ofte ses, at man lukker sig inde, udviser "anerledes" adfærd eller reagerer udad. Man kan sige, at hvis vi "frarøves" sansning (eller sansedepriveres), påvirkes vores trivsel og sundhed generelt, og både perceptuelle færdigheder og sociale kompetencer forringes. Ligeledes kan det påvirke både følelsesmæssige og kognitive funktioner på en måde, så man får svært ved at huske, at koncentrere sig og at løse simple opgave, ligesom følelserne kan løbe af med én, så man fremstår irritabel, rastløs eller ukontrolleret vred.

 

Så alt i alt er det af stor betydning, at vi samlet set får en tilpas mængde sansestimulation ind i vores nervesystem, hvad enten vi er unge, gamle, raske eller syge af demens. Der er bare langt større risiko for, at det ikke lykkes at indhente nok, hvis man er ramt af en demenssygdom. Her bliver det omgivelsernes opgave at sørge for at tilpasse hverdagens aktiviteter og rammer, så det bliver muligt at opnå den rette mængde sanseinput.

En vej til dette er dels at øge personens muligheder for selv at opsøge eller afvise stimuli. Det kan fx være ved at indrette et stimulerende fysisk miljø omkring personen eller anvende hjælpemidler, der kan gøre personen mere mobil.

En anden og lige så vigtig vej er at tilrettelægge en indsats, der systematisk tilgodeser behovet for og kontinuerligt tilfører personen sansestimulation i hverdagen.

Neuropædagogik som grundlag for sansediæt

Et gennemgående princip i det neuropædagogiske fundament er at være gode detektiver og stille skarpt på, hvad borgeren er motiveret for og selv anvender - eller tidligere har anvendt - af strategier for at afstemme sig og opnå velvære og glæde. Systematiske observationer vil ofte tegne et billede af, hvad der fungerer for den enkelte, og for hvornår en situation bliver meningsfuld for borgeren. Det handler om at få registreret små tegn på, hvilken type stimulation vedkommende tiltrækkes af eller afviser, så man kan hjælpe med at få mere på banen af dét, der virker, og undgå det, der skaber unødigt ubehag.

Nogle mennesker er så sansesultne, at de i desperation efter at mærke sig selv i verden griber til det, der ligger ligefor, og det er ikke altid hensigtsmæssige handlinger for omgivelserne. Fx kan det være meget stimulerende for personen at råbe eller trampe, for dermed aktiveres muskel/led-sansen, der har en samlende og afbalancerende funktion i sansesystemet. Det er for ”den sansesultne” borger en god strategi, for det er lige ved hånden, så at sige, og det har en god effekt, da der både ved råb og tramp sendes mange signaler op til hjerneoverfladen, hvorved der i nervesystemet opnås information om kroppens position og tilstand. Men for det sociale liv i det nære miljø kan støjende selvstimulation have en negativ konsekvens, når flere borgere skal være i selskab med hinanden, så her gælder det om at støtte borgeren i at skaffe sig den stimulation, på en mere hensigtsmæssig måde, der tilgodeser det omgivende miljø.

Her kan man med en viden om de forskellige sanser og metoder til at understøtte dem hjælpe borgeren med at finde andre veje til stimulation. Det kan være gennem produkter som kugledyne, kuglevest, tyngdetæpper m.m. eller ved hjælp af trykmassage, støjdæmpende underlag til de trampende fødder eller andet. Altså ud fra grundig observation dannes hypoteser om, hvilke sanser personen har brug for at få stimuleret. På dette grundlag planlægges en indsats – en sansediæt – hvor man sikrer borgeren løbende sansestimulation af de sanser, han/hun søger stimuleret.

Der kan også være situationer, hvor en person har trukket sig ind i sig selv og forholder sig passivt til det udækkede behov for stimulation. Igen må man gennem grundige iagttagelser søge at få et billede af, om personen er sensitiv og dermed forsøger at lukke af for alle de input, der er i miljøet, eller om personen skal have hjælp til at få vækket nervesystemet. Med en udpræget lav grad af vågenhed i nervesystemet kan det være svært at være nærværende og tilstede, hvis omgivelserne ikke byder ind med sanseindtryk, så her er måske en situation, hvor man må søge at ”vække” personen med fremmende sansepåvirkninger som fx varieret lyd, let berøring eller en lille snurretur – alt sammen stimuli, der kan hæve arousal hos borgeren.

Observation er alfa-omega

Hvordan kan vi så vide, om vi stimulerer de ”rigtige” sansekanaler – og med den rette mængde input? Det kan vi aldrig være sikre på, men hvis vi er grundige med vores observationer og beskrivelser, kvalificerer vi vores hypoteser om, hvad personen har behov for. Og så er det kun praksis i udførslen af den tilrettelagte indsats, det kan be- eller afkræfte, om vi har set rigtigt. Hvis der er hul igennem til sansesystemet hos borgeren, så personen kan mærke sig selv og verden, vil det tydeligt vise sig i nærværet og glæden, og også de kognitive og praktiske færdigheder vil have bedre kår.

Det er så grundlæggende for os alle sammen som mennesker, at for at kunne få mening i en oplevelse eller i en helt konkret situation skal vi have en fornemmelse af os selv. Hvor går min krop til, hvordan vender jeg, hvordan føles min overflade etc. Disse informationer får vi gennem de nære sanser, der formidler vores tilstand, position etc. For at få informationer om verden omkring os, har vi brug for vores fjerne sanser, så vi kan orientere os udad til. Alle disse mange sansebudskaber samles sammen i hjernen, så vi kan få en helstøbt og integreret oplevelse at reagere ud fra. Denne sanseintegrationsproces har større mulighed for at lykkes, når hver enkelt sans har bidraget til helheden i en tilpasset udgave.

Sansestimulation på lige for med anden pleje

I samarbejdet med et menneske, der har en demenssygdom som fx Alzheimers, er det ofte indlysende, at personen har brug for støtte til basale og praktiske gøremål. Men lige så grundlæggende bør det være at have opmærksomheden rettet på, om personen får dækket sine behov for sansestimulation. Ind imellem bliver de praktiske opgaver nemmere at samarbejde omkring, når borgeren føler sig tilpas vågen og ”hjemme i sig selv”.  Der er bestemt også mennesker med demens, der er sensitive og let overstimuleres, hvorfor man ofte har fokus på, om personen har brug for at blive skærmet fra de mange indtryk, der kan være i omgivelserne. Men lige så ofte sker det, at en borger har nogle påfaldende reaktioner, der indikerer en sansesult, som de ikke selv er i stand til at stille. Og hvad enten en borger har brug for hjælp til at fjerne eller få tilført stimulation, kan vedkommende som minimum have brug for støtte til at få skabt balance og stabilitet i nervesystemet via muskel/led-stimulation.

Generelt giver det god mening at møde et menneske med kognitive vanskeligheder via sanserne. Vi kan i pædagogiske miljøer være tilbøjelige til at have fokus på kun at støtte, kompensere for eller udfordre de kognitive funktioner hos den enkelte, men ofte er det langt mere frugtbart både for relationen og for personens oplevelse af mening, når vi først sikrer os, at sansesystemet er reguleret og velstimuleret.

Man kan evt. supplere sin neuropædagogiske viden med faglig sparring og hjælp fra en fysio- eller ergoterapeut til at få afdækket en sanseprofil, der kan give et kvalificeret bud på, hvordan en sansediæt kan tilrettelægges.

Kilder: Med inspiration fra

  • Nationalt videnscenter for Demens
  • Birgitte Gammeltoft Christensen
  • Hanne Holmer
  • Peter Thybo