Når krybben er tom

Når krybben er tom bides hestene, er ikke blot et ordsprog, men en realitet. Den seneste debat om de kommunale udgifter til mennesker i enkeltmandsprojekter med særlige behov blev skudt i gang i foråret 2010. Debattens udgangspunkt var økonomisk, og har kun i meget ringe grad drejet sig om de mennesker, der gemmer sig bag de mange kroner. Denne artikel har til formål at gå bagved de store budgetter og se på de menneskelige, etiske og lovgivningsmæssige rammer, som ligger til grund for særforanstaltningerne.

Af Jette Lorenzen, cand.scient.pol og formidlingskonsulent ved VISS.dk

Interview med Sine Junge, Boenhedsleder i Enkeltmandsprojektet, Landsbyen Sølund indgår som en del af artiklen

At krybben er tom har Sine Junge, boenhedsleder i Enkeltmandsprojektet, Landsbyen Sølund, registreret. Debatten hilses velkommen, for særforanstaltninger er dyre. Enkeltmandsprojektet råder over 6 pladser, som koster fra 3.095.200 til 7.450.015 kr. Der er et stort behov for pladser, hvorfor man jævnligt må afvise at tage imod flere borgere. Ventetiden på en plads er lang, men en lang venteliste findes ikke, da de fleste er nødt til hurtigt at finde andre alternative løsninger.

Sine og hendes medarbejdere er meget bevidste om, at de arbejder i en meget dyr foranstaltning, en opgave de løser både fagligt og kvalificeret. Alligevel bidrager Sine gerne positivt til den svære debat om, hvordan de pædagogiske tilbud bliver bedre indenfor de givne rammer. Oprindelig var Velfærdsstatens intention bl.a. at sikre retfærdighed og lighed for borgerne, hvilket betød, at samfundet fx kompenserede for handicap. Men Velfærdsstaten blev skabt i en anden kontekst end nutidens, derfor ser vi forandringer, som vi kan begræde eller juble over, men sikkert er det, at Velfærdsstaten forandres.

I Serviceloven defineres særforanstaltninger som et tilbud, hvor der kompenseres for borgerens handicap. I Socialministeriets rapport fra 2007 om særforanstaltninger afgrænses disse yderligere til at være ”foranstaltning i forhold til problemskabende adfærd, der kræver et personale på mindst 1:1”. Idet der tales om problemskabende adfærd, ligger der en forståelse af, at adfærden skabes i konteksten, hvorfor de skærmede omgivelser har ansvar for at inkludere disse mennesker. Særforanstaltninger etableres derfor med det dobbelte formål at skærme omgivelserne og samtidig give borgeren mulighed for at få et bedre og mere værdigt liv. Disse borgerne kan ikke umiddelbart inkluderes, og eksklusion kan i det mindste i en periode være nødvendig. Eksklusion lyder så voldsomt, men det handler om, at beboerne har behov for at blive skærmet både for deres egen, men også for omgivelsernes skyld. De borgere, som Enkeltmandsprojektet i Landsbyen Sølund modtager, har typisk boet mange steder i deres liv, og ofte har tilbuddene haft svært ved at rumme dem. Dette har skabt en ond cirkel af angst og utryghed med problemskabende adfærd til følge. Selvom der så vidt muligt etableres en overgangsperiode fra det gamle bosted til det nye, opleves en flytning ofte meget voldsomt.

I debatten er der blevet slået til lyd for, at borgere skal medicineres og om nødvendigt låses inde, hvis det er påkrævet, således at de foranstaltninger, der er sat i værk bliver mindre personalekrævende med deraf følgende færre udgifter. Argumentation herfor kan alene bygge på en økonomisk tilgang, hvor det medmenneskelige perspektiv og dermed også den pædagogiske tilgang er gemt af vejen. Sine begræder det ikke, og nægter at stille op i tudekoret, hun har fokus på at yde den bedste pædagogiske service for de beboere, som er i ”hendes” botilbud. Der, hvor kæden hopper af, er, når det foreslås, at de mennesker, som foranstaltningerne er skabt for, skal låses inde og medicineres. Sine har erfaring med tilflyttende borgere, som i tidligere tilbud er blevet medicineret så kraftigt, at de ikke længere kan kommunikere, spise selv eller gå på toilettet. ”Det bliver de ikke mindre voldsomme af, tværtimod”, udtaler Sine.

De borgere, som er berettiget til en plads i en særforanstaltning, som Enkeltmandprojektet i Landsbyen Sølund, har ofte en dramatisk livshistorie ”at fortælle”. Historierne er meget forskellige, men det generelle billede tegner et menneske med udviklingshæmning, som er vokset op på børnehjem eller er blevet anbragt i skiftende plejefamilier, hvilket er medvirkende årsag til de tilknytningsforstyrrelser, som er en alvorlig del af problematikken. Derudover har de i en meget ung alder fået en psykiatrisk lidelse og er kommet i medicinsk behandling. De fleste har været bedre fungerende som børn, end de er som voksne, fortæller Sine og fortsætter. ”Alle de beboere, som kommer til Enkeltmandsprojektet i Landsbyen Sølund, er angste og utrygge. Nogle skjuler det i begyndelsen, men på et eller andet tidspunkt kommer det til udtryk, hvilket godt kan være voldsomt.”

I FN konventionen om værdighed og rettigheder for personer med handicap bliver det slået fast, at denne population har ret til selvbestemmelse og indflydelse på eget liv på lige fod med alle andre. Med konventionens bestemmelser er det dermed slået fast, at mennesker med handicap, herunder udviklingshæmning, har ret til samme indflydelse på eget liv som du og jeg. Samtidig fastslår artikel 14 om integritet, at handicappede ikke må frihedsberøves alene pga. handicap, men udelukkende pga. lovovertrædelser. Så selv om krybben er tom, kunne vi som samfund måske lige klappe den selv samme hest en gang til og tage de medmenneskelige briller på godt hjulpet på vej af lovgivning og konventioner.

Som udenforstående kan det synes vanskeligt at forholde sig til selvbestemmelsesretten i et Enkeltmandsprojekt, men Sine fortæller, at hun og hendes medarbejdere tager det meget alvorligt og forholder sig meget aktivt til borgernes integritet og selvbestemmelsesret. Det er naturligvis svært og fyldt med dilemmaer. ”Vi har fx beboerne, der ikke vil i bad, som kun vil sidde i en bus, står op og spiser uhæmmet om natten, vælger én pædagog frem for andre, og mange er voldelige”, fortæller Sine og fortsætter: ”Den pædagogiske strategi går ud på, at give beboeren det vedkommende vil have, indtil vi kan give dem det, de har behov for. Der ligger et stort motivationsarbejde i dette, som kræver engagement og energi fra medarbejderne, hvis beboeren skal acceptere anvisningen. Det er naturligvis meget vigtigt, at personalet anviser og ikke afviser, samt at personalet forholder sig åbent og positivt i forhold til beboerens eget initiativ og valg.”

Men, hvor er det, at det pædagogiske arbejde kan blive bedre og måske endda medføre den effektivisering, som efterlyses i den aktuelle debat.  For at besvare dette spørgsmål skal vi runde den tilgang og måden, der arbejdes på i Enkeltmandsprojektet. I Enkeltmandsprojektet er de dygtige til at arbejde med relationerne. Der er skabt en tryg og kærlig tilværelse for de fleste beboere i Enkeltmandsprojektet i Landsbyens Sølund, hvorved deres meget udadrettede adfærd er blevet meget mindre.

Rammerne er perfekte med mange forskellige tilbud inden- og udenfor døren. Men beboerne kræver, at der er en omkring dem hele tiden. Et behov der er selvforstærkende og en udfordring både for medarbejderne og beboerne. Behovsudskydelse er netop ikke det, beboerne er bedst til. ”Vi gør meget ud af at møde den utrygge og angste beboer kærligt og uden krav og forventninger. Måske skal vi blive bedre til at stille krav og have forventninger til, at vores beboere kan mestre at håndtere sig selv og deres eget liv mere og mere, efterhånden som de får det bedre. Det arbejder vi med, men ikke nær så målbevidst som på at opbygge relationer”, fortæller Sine. Kun ved meget langsomt at give slip kan beboeren komme ud af den meget intensive foranstaltning, og dermed mindske udgiften, men faren lurer hele tiden for, at beboeren får et ”tilbagefald”, hvorfor nænsomhed er nøgleordet. Målet for den pædagogiske indsats i Enkeltmandsprojektet er, at borgerne på et tidspunkt kan tilbageføres til mindre ressourcekrævende foranstaltninger, omend man samtidig må erkende at nogle af de borgere, der tales om her, nok aldrig kommer til at fungere i gængse tilbud, dertil er deres situation for vanskelig.

Der er ingen tvivl om, at det er et hårdt arbejde at være personale i et enkeltmandsprojekt, men den store udskiftning af medarbejdere i enkeltmandsprojekter, der kunne konstateres i rapporten fra 2005, er ikke noget, der kendetegner Enkeltmandsprojektet i landsbyen Sølund, hvor der er en god fast kerne af medarbejdere, som elsker deres job. En af årsagerne til, at det fungerer så godt, kan være, at Landsbyen qua sin størrelse råder over et veludbygget serviceapparat herunder Snoezelhus, svømmehal etc. samt en række faglige konsulenter og egen psykiater, som står klar til at yde råd og vejledning, når pædagogerne har behov for sparring.

Sine er glad for den danske Servicelov, som hun ikke synes, der skal pilles ved. Ligesom intensionerne om at sikre alle et ligeværdigt liv er noget, der få lysene tændt i hendes øjne. Derfor finder hun det også ubehageligt, når de mennesker, der har allermest brug for, at andre tager sig kærligt af dem, skal opleve, at de bare er til besvær og er blevet til et antal cifre i et budget. Disse mennesker har brug for, at nogen tror på, tør og vil dem. Hvis vi møder mennesket med den tilgang, vil de fleste falde til ro.

Faktaboks

En opgørelse over antallet af særforanstaltninger fra 2005 viser, at der var 150 hvoraf de 21 var enkeltmandsprojekter. Disse gav et samlet personaleforbrug og udgift på ca. 300 mio. kr. årligt. Den seneste opgørelse fra 2010, hvor 72 ud af 98 kommuner har deltaget, viser, at antallet af særforanstaltninger i dag mindst er 170, til en samlet pris på ca. ½ mia kr.