Relationskompetence i specialpædagogisk arbejde

Relationskompetence i specialpædagogisk arbejde

Vi er som fagprofessionelle på et bosted pædagoger i beboernes hjem og liv. Vi har stor betydning, fordi vi er dem, der hver dag er sammen med beboerne. Vi kender deres hverdagsrutiner og deres dagligdag. Men kender vi dem? Sådan rigtigt? Vi har talt med socialpædagog Ronja Frida Johnsen, der arbejder i en boenhed i Landsbyen Sølund om, hvad det vil sige at skabe relation til beboerne. Ronja fortæller også om, hvordan hun i praksis arbejder med relationsdannelse, og hvilken betydning beboernes livshistorier har, når vi hver dag skal skabe gode liv for mennesker med udviklingshandicap.

Interview med Ronja Frida Johnsen, socialpædagog i Landsbyen Sølund. Af Malene Lundgren, kommunikationskonsulent i Landsbyen Sølund og VISS

Relationsarbejde handler om små øjeblikke
Relationen kan ses som grundstenen i menneskets udvikling og identitetsdannelse. Psykologen Daniel Stern bruger betegnelsen ”mødeøjeblikke” om de mikroskopiske samspilssekvenser mellem parters bevidsthed, hvor der er en direkte opmærksomhed på den andens oplevelse og overensstemmelse med ens egen (Stern 2004).

Mængden og kvaliteten af mødeøjeblikke kan for den enkelte være helt afgørende for oplevelse af livskvalitet og mulighed for følelsesmæssig udvikling igennem samspil. Måden, man bliver mødt på i samspil, har betydning for, hvordan man har det med sig selv. Fagligt er det helt afgørende, at det er med respekt for den enkeltes intimitetsbarriere. Hvad det enkelte menneske er parat til og har behov for, det skal vi som fagprofessionelle kunne tilpasse os.

Ronja Frida Johnsen fortæller om, hvordan hun ser og forstår begrebet relation:

“Relation er udgangspunktet for, at vi kan udføre vores faglige pædagogiske arbejde. Har vi ikke relationen til beboeren, kan det være svært at nå derhen, hvor vi gerne vil fagligt.

Relationsdannelse ift. beboerne er forskellig, ofte svarende til et udvidet familiemønster. Nogle beboere vil for os som fagprofessionelle være fjerne relationer, mens relationen til andre beboere kan minde mere om en mor-barn-relation. Det kan være vigtigt at have blik for, hvilken type relation vi har til de forskellige beboere. Det kan hjælpe os til at blive skarpe på, hvor vi måske skal arbejde lidt ekstra for relationen, men også på, om relationen kan stå i vejen for vores faglighed”.

Ronja fortæller, hvordan personalet på hendes tidligere arbejde skelnede mellem “kan li’ kontaktøer” og "behovskontaktøer”. Som ny medarbejder startede man altid med “kan li’ kontaktøen” for netop at skabe den vigtige kontakt og relation til den enkelte beboer.

For Ronja handler det bl.a. om at gøre gode ting sammen med beboeren. “Vi skal som fagprofessionelle have øje for, hvad der for det enkelte menneske forbindes med noget godt. Det er vores opgave at være nysgerrige på mennesket bag et handicap eller en diagnose. Vores måde at gå til den enkelte beboer på har stor betydning for, om vi lykkes med vores opgave.

Alle mennesker har brug for at blive set, hørt og forstået. Det er ikke så svært at se eller høre et andet menneske. Hele kunsten er at forstå.

Vi kan spørge os selv: Hvordan viser jeg ham eller hende, at jeg har forstået? Jo mere vi sætter os ind i et andet menneske og forsøger at forstå, jo nemmere bliver det at tage positionen med et tilstræbt indefra-perspektiv”.

Fagligt vil vi kalde det anerkendelse (sætte sig ind i et andet menneske) og validering (vise forståelse), som vi kender det fra KRAP og den integrative neuropædagogik.

Relationsarbejde er en faglighed, som kan trænes
Beboere med udviklingshandicap og lav udviklingsalder har ikke den samme oplevelse af at blive set, hørt og forstået. Ifølge Ronja sætter det endnu større krav til os som fagprofessionelle omkring beboerne. Vi skal være villige til at følge beboerens interesse og opmærksomhed, for at de skal få lyst til at gå med os.

Ronja uddyber: “Vi er vigtige personer i beboernes liv. Vi holder en del af et andet menneskes liv i vores hænder. Det handler i høj grad om etik og værdighed. Vi skal være nysgerrige på mennesket bag en diagnose, og det skal vi være med respekt og værdighed for den enkelte. Det vil nemlig skabe tryghed i relationen og øge oplevelsen af livskvalitet”.

Vi er alle forskellige som mennesker, og vi har også forskellige kompetencer ift. at skabe relationer. Nogle mennesker har let ved at skabe kontakt til andre, mens det for andre er sværere, og derfor kræver det mere fokus og energi.

Vi kan vende tilbage til førnævnte “mødeøjeblikke”, for relationsarbejde kan trænes.

"Mødeøjeblikke" har netop til formål at fremme situationer, der kan skabe nærvær i relationen i pædagogisk praksis.

Noget af det, som karakteriserer de fagprofessionelle, der opnår særligt gode resultater i relationsarbejde, er:

  1. Faglig selv-tvivl og selvkompetence (kontinuerlig refleksion over egen tilgang)

  2. Samarbejdskompetence (oplevelse af følelsesmæssigt bånd, enighed om mål og opgaver)

  3. Fokuseret målrettet træning (vedvarende øvelse) (Miller 2015)

Forskellige greb til relationsarbejde
Ronja beskriver, hvordan hun ser sig selv som talerør for beboerne, særligt for dem, der ikke kan tale selv. Hun fortæller, at hun betragter det som afgørende, at vi kan se og forstå mennesket bag.

Hvis noget er svært og udfordrer os i relationen til en beboer, så er det os som fagprofessionelle, der skal ændre os. Ronja uddyber, hvordan hun bruger forskellige greb i relationsarbejdet, blandt andet kropssprog, mimik og berøring, altid på det enkelte menneskes præmisser: “I mit arbejde er jeg afhængig af at kunne signalaflæse, fordi mange af de mennesker, jeg arbejder med, ikke har et sprog.

Jeg har fået en efteruddannelse i sansemotorik, og så har jeg øvet mig i at aflæse mennesker. Det er min store ballast. Derudover er min tilgang, at vi skal lege. Jeg tror på, at udvikling skabes gennem leg. Og med en målgruppe, hvor udviklings-alderen ofte er lav, er det vigtigt. Jeg har tidligere i mit arbejdsliv lavet et projekt, hvor vi skabte rum til leg. Det har jeg med i rygsækken”.

Imitation, handling, opbygning og turtagning anskues som væsentlige elementer for processen i relationsdannelse, der kan ses i nedenstående model:
 

Processen i relationsdannelse
 

Imitation

Sæt dig ind i borgers livshistorie, indlev dig i og mærk, hvordan det er at være borger i borgers verden her og nu, læs borgers bevægelser, lyde, vejrtrækning, stemning og rytme

Handling

Synkroniser dig med borger og føl det samme som borger, giv borger en oplevelse af, at dennes erfaringsverden er blevet udvidet igennem dig. Hvis du opdager, din synkronisering rammer ved siden af, så prøv igen og reparer kontakten

Opbygning

Byg videre på og udvid borgers bevægelsesmønstre, lyde eller lege, så du nænsomt træder ind, skaber og inviterer til kontakt med borger i borgers verden, fx spejl og overdriv borgers udtryk en smule, gør det modsatte på en legende måde, der viser, at afsættet er borgers verden

Turtagning

Forvent, at borger kan lære at være i samspil og interagere, inviter til turtagning, signaler, at borgers tilbagespil til og deling med dig er dejligt

Ronja forklarer, at det er vores opgave at kigge på, hvordan vi kan skabe små kontaktspor til den enkelte. Vi skal være nysgerrige på, hvad kan vi byde ind med for at styrke relationen.

“Vi skal være nysgerrige på at kende den enkeltes livshistorie. Også de mindre lykkelige historier.
Vi skal også altid være bevidste om, at vi som fagprofessionelle kan være med til at skabe historien.
De pårørende er en af mine allervigtigste samarbejdspartnere, fordi her henter jeg viden om beboerne, før de kom til Landsbyen Sølund. Eksempelvis har jeg en beboer med demens. Han siger mange ting fra fortiden.

For at jeg skal kunne tale med ham, så skal jeg kunne forstå og vide, hvad han taler om. Vi skal se mennesket først og det behov, den enkelte har. Derefter kan vi tilpasse rammen”.

Ronja fortæller, hvordan vi også kan trække på egne erfaringer i mødet med et andet menneske, hvordan vil jeg selv have det, hvis jeg bliver misforstået? Vi kan ikke lave en direkte kobling mellem os selv og beboeren, men vi kan forsøge at forstå gennem den følelse, det giver, hvis vi ikke føler os set, hørt og forstået. Fagligt kan det være vigtigt at understøtte beboerens kommunikation efter behov. Det giver beboeren en oplevelse af medinddragelse at blive mødt, hørt og forstået. Det er samtidig en af Socialstyrelsens identificerede beskyttende faktorer.

Brug tabellen til refleksion over relationsarbejde.

Refleksionsredskab til brug i praksis
Alle mennesker har behov for at føle sig trygge i sig selv og med andre. Alt andet bygger på det. Hvad oplever du, som kan få borger til at føle sig utryg?

Brug fx dette refleksionsredskab til at få styr på relationen til borger:
 

Hvad kan få borger til
at føle sig utryg?

Hvordan kan du forebygge dette?

Hvordan vil du reagere?
 

 

 

 

 


 

Fra tavs viden til fælles viden
Ronja forklarer, hvordan personalemødet i Landsbyen Sølund er fælles forum for viden og vidensdeling. Videndeling er vigtig, fordi vi som professionelle skal kende beboerne, herunder deres livshistorie, men også have viden om, hvilken pædagogik vi skal anvende. Vi skal altid sikre os, at teamet omkring beboeren laver handlingsplaner, og være vedholdende ift., at beboerne udvikler sig i en til en-kontakten med os. Men hvordan bliver en beboers livshistorie alles viden?

“Først og fremmest så indkøres nye medarbejdere sammen med en kollega, som kender den enkelte beboer godt. Det gør, at den nye kollega får et kendskab til beboeren fra starten. Derudover lærer jeg fra mig. Det må aldrig blive min viden om en beboer, for vi er jo mange fagprofessionelle, som er en del af den enkelte beboers liv og hverdag.

På personalemøder deler vi også ofte viden om hverdagsrutiner. De små hverdagsrutiner kan nemlig også være situationer, hvor vi kan skabe gode stunder, som kan være med til at styrke relationen. Eksempelvis har jeg er beboer, som ikke er vild med at få børstet tænder. Jeg begyndte at lege tandbørstning med ham, og pludselig blev det en sjov stund. Den viden er så afgørende for mine kolleger at have, for så kan de også skabe små øjeblikke sammen med beboerne, mens vi klarer små hverdagsrutiner. Dokumentation er også vigtig, når vi taler delt viden, men jeg ser det samtidigt rigtig meget som noget, der skal leve i dagligdagen”.

I dagligdagen kan struktur og visuelle overblik være med til at understøtte og facilitere fagligheden og den delte viden omkring de konkrete opgaver, eksempelvis en hverdagsrutine som tandbørstning (forberedelse via æggeur og/eller visuelle støttesystemer).

Vi skal have mod til at prøve nyt
Ifølge Ronja skal vi også turde prøve at eksperimentere. Vi skaber ikke noget nyt, hvis vi ikke prøver noget nyt. “Beboerne ændrer sig også, de bliver ældre. Vi hæmmer dem i deres udvikling, hvis vi ikke tør prøve nyt. Man skal også være modig og respektfuld i tilgangen til de pårørende. Både i forhold til at lære beboerens livshistorie at kende, men også hvis noget er svært. Stemningen er så vigtig for vores beboere. Vi er også afhængige af det gode kollegaskab, vi skal turde tale om det, der er svært. Vi skal turde lære af vores relationsarbejde, også fra hinanden. Men først og fremmest skal jeg som fagprofessionel tage ansvaret for relationen på mig”. Ronja fortæller, at det er særligt at være pædagog i beboernes hjem og liv. Det betyder blandt andet, at hun “stiller egne normer ved hoveddøren”. Det er nemlig ikke hendes egne normer, der gør sig gældende. Det er ikke sikkert, at vi som professionelle kan slippe egne normer 100 %, men vi kan være bevidste om, at vi har egne normer med, og at det ikke må spænde ben for fagligheden. Det er først og fremmest beboernes hjem, og det kræver noget ganske særligt af os.

Det er således vigtigt, at det er beboerne, der er rammesættende for vores faglige tilgang og praksis. Det er også i overensstemmelse med Socialstyrelsens identificerede beskyttende faktorer.
 

Om Ronja Frida:
Ronja startede i Landsbyen Sølund i 2010. Hun har arbejdet med voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i 25 år. Hendes mål var oprindeligt at uddanne sig til pædagog for at arbejde med unge mennesker på et fritidshjem. Grundet logistik omkring en praktikplads endte Ronja med at bytte praktik med en veninde.  Her tabte Ronja sit hjerte til målgruppen mennesker med funktionsnedsættelse og blev på arbejdspladsen. Hun fortæller, at hun hurtigt fik en god relation til beboerne, og at der var meget udviklingsarbejde forbundet med målgruppen på den pågældende arbejdsplads.
 

________________