Hvad er specialpædagogik?

Hvad er specialpædagogik, og hvordan bliver vi dygtige specialpædagoger?

Hvad skal der til for at blive en dygtig specialpædagog? Et vigtigt parameter for, at vi bliver i vores job, er, at vi føler os kvalificeret til at løfte den opgave, som vi er blevet tildelt. Når vi ved, hvad jobbet kræver, kan vi lettere arbejde målrettet på, at de dygtige mennesker, der er på arbejdspladsen, bliver på arbejdspladsen. 

Interview med Magnus Fisker Andersen, pædagogisk filosof og vejleder på PGU Rosenholm.  

Af Lotte Behrend, specialpædagogisk konsulent i VISS, og Malene Lundgren, kommunikationskonsulent i VISS og Landsbyen Sølund 

Vi har talt med Magnus Fisker Andersen, pædagogisk filosof og vejleder på PGU Rosenholm, om, hvad specialpædagogik egentlig er for en størrelse. For at kunne fastholde og passe på pædagoger, som arbejder med mennesker med udviklingshandicap, må vi have viden om, hvad jobbet kræver, for at kunne forstå, hvordan vi bedst kan understøtte og bidrage til gode arbejdsmiljøer, som giver medarbejdere lyst til at blive på arbejdspladsen. Særligt vigtigt er det i fag, hvor vi bruger os selv som redskab.

Er der forskel på almen- og specialpædagogik?  
Magnus fortæller: ”Jeg mener helt bestemt, at der er stor forskel på almen- og specialpædagogik. Det kognitive og følelsesmæssige niveau er lavere på specialområdet, og når det kognitive og følelsesmæssige niveau er lavere, kan man ikke længere forvente, at mennesket tilpasser sig miljøet. Det må være omvendt, altså miljøet, der skal tilpasse sig. Relationsdannelse er for mig at se det ene ben i specialpædagogisk arbejde, fordi vi ikke altid kan vide, hvornår rammerne er korrekte. Det der med at gøre livet bedre for et andet menneske kræver, at vi forestiller os en rolleombytning, hvad der er bedst for mig, er ikke nødvendigvis bedst for borgeren.  Rolleombytning handler om at evne at se, hvad vil være bedst for den enkelte. Det skal man kunne som en dygtig specialpædagog. Det er vigtigt at sige, at ufejlbarhed ikke hører hjemme i vores verden. Det er en vigtigt at være undersøgende på, hvad der er bedst for den anden. Vi kan altid lave fejl, og det er jo det, der er så spændende, når vi arbejder med mennesker. Det der med at vide, hvad der er bedst for den anden, skal altid være i spil”.  

Hvad skal der til, for at være en dygtig specialpædagog?  
”Det kræver en masse erfaring og ydmyghed. Både ydmyghed for de unge og de ældre pædagoger. Hvis vi ikke lærer af hinanden, så falder det til jorden. Ingen mennesker har facit.  

Jeg suger til mig fra de mere erfarne kolleger. Og erfaring betyder noget, fordi du har erfaring med at kigge på mennesker. Du har måske som erfaren specialpædagog også en mere praksisnær grundviden om diagnoser, udviklingshandicap og komorbiditet. Unge pædagoger kan omvendt være rigtig gode rollemodeller, det oplever jeg er tilfældet i det botilbud, hvor jeg arbejder. De små ting i hverdagen kan de unge nyuddannede være rollemodeller for. Det er jo egentlig rolleombytning, det handler om igen. Vi skal kunne sætte os i det andet menneskes sted”.  

Hvordan sikrer vi sammenhæng mellem teori og praksis?  
”Vi skal kunne tage den pædagogiske teoretiske verden i brug. Det er ikke så vanskeligt. Hvis vi eksempelvis ser på næstekærlighedsprincippet. Det kender vi alle. Jeg kan nævne flere, som for mig at se er væsentlige at have med sig”.  

“Kant (Immanuel Kant) har gode budskaber ift. sin måde at se mennesket på. Vi har alle en værdighed qua vores fornuft. Værdighed eksisterer hos alle mennesker. Derfor skal vi have respekt for hinanden og yde den omsorg, som vi ser, er den rette. Hvis vi har det med i vores relationelle arbejde, så tror jeg ikke, at vi kommer skævt ind på hinanden.

Og så er Axel Honneth og teorien om anerkendelsesbegrebet vigtig at have med sig. Mit syn er, at anekendelsesbegrebet er langt mere komplekst og desværre misforstået, og at man skal have en langt mere nær relation, før man kan anerkende. Det er jo stort, hvis en pædagog kan give lidt af sig selv, som er afgørende for anerkendelse. Det er svært at anerkende, det er ikke bare noget, man lige går ud og gør.

Til sidst vil jeg nævne Knud Ejler Løgstrup. Han er teolog, og han skriver fantastisk. Den fordring, han kommer med, er, at vi er sociale væsner, som lever i en konstant magtrelation. Med magt følger et ansvar, og med ansvaret bærer vi det andet menneskes liv i vores hænder. Det synes jeg er et smukt budskab, som jeg også er rigtig glad for i min pædagogiske praksis”.  

Hvordan sikrer vi fagligheden, når vi går på arbejde som hele mennesker? 
”Nu har jeg jo ikke være på arbejdsmarkedet så længe. Så måske vil andre kunne svare mere præcist. Men jeg har en idé om, at vi nogle gange glemmer teorien lidt. Jeg tror, at vi er rigtig gode til det relationelle, fordi vi i Danmark elsker at hygge os og være noget sammen med andre.

Jeg oplever til tider, at vi ikke er så vilde med eksempelvis at dokumentere. Den udvikling ser vi ikke altid så meget af. Hvis vi tager den teoretiske hat på og forsøger at flytte nogle mennesker, så kan det blive sjovt på en anden måde. Måske har pædagoguddannelsen været lidt hårdt ramt de seneste år, men vi skal ud og bruge pædagogikken, så uddannelsen kommer op på et højt niveau igen”.  

Magnus Fisker Andersen
FOTO: Magnus Fisker Andersen, pædagogisk filosof og vejlerder på PGU Rosenholm

Magnus uddyber, hvordan har ser, at vi i det specialpædagogiske felt må gå på to ben:  

”Jeg ser, at vi går på to ben. Det relationelle er så vigtigt, det er jeg slet ikke bekymret for, det er vi rigtig gode til. Vi er socialt anlagt, og vi vil hinanden det bedste. Vi passer på hinanden. Der, hvor jeg kan være bekymret, er, om vi en gang imellem bliver for magelige og glemmer at hoppe over på det andet ben. Vi skal huske, at især på specialområdet er vi ansat til at udvikle mennesker, som ikke evner udviklingen selvstændigt, og det skal vi altid have for øje. Det kan måske konflikte lidt ift. det her med relationen. En dygtig pædagog skal være god til at navigere. Det kræver virkelig, at vi tør at sætte nogle mål for de enkelte. Jeg mener faktisk, at målstyring og dokumentation er afgørende, det binder vores pædagogik i en retning. For borgerens bedste så tror jeg, at det vil flytte noget. Det andet ben kan også være indsigten i borgerens behov og grundviden omkring diagnoser, udviklingshandicap og komorbiditet. Vi skal indimellem i det pædagogiske felt kunne træde et skridt tilbage og kigge på, om vores tilgang er den rigtige for den enkelte. Måske skal jeg flytte mig for at flytte beboeren”.  

I samtalen med Magnus, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi har os selv og vores gode grundværdier med, når vi træder ind i det pædagogiske felt, det er ikke alt, vi kan læse os til. Det bliver ligeledes tydeligt, hvor vigtig viden og faglighed er for at kunne have fokus på tilgang og indsats til den enkelte. Det skønne er, når vi møder en dygtig fagperson på vores pædagogiske vej, der står solidt på begge ben, som både kan relationsarbejdet og få sat fagligheden i spil for den enkelte borger. Det er her vi gerne vil i mesterlære. 

________________