Udvikling gennem anerkendelse

På institutionen Broen var der i 2005 35 indberetninger om magtanvendelser. I 2010 var antallet af indberetninger faldet til 4. Hvad var der sket i mellemtiden? Medarbejderne havde fået kurser i relationskompetence, fortalte Anne Vibeke Fleischer, aut. psykolog, da hun talte om selvopfattelsens rolle i styring af egen adfærd på Neurokonferencen 2011 på Sølund.

Af informationsmedarbejder Dorte Eifer, Center for Oligofrenipsykiatri

Evnen til at danne relationer og indgå i verden og i sammenhænge med andre mennesker er hovedopgaverne, når det lille barn udvikler sig. For de fleste mennesker er forholdet til deres nære et meget vigtigt og værdsat aspekt i livet. Men for børn og voksne med hjernemæssige dysfunktioner bliver udviklingen af jeg´et, opfattelsen af verden og relationskompetencerne mangelfulde, sagde Anne Vibeke Fleischer.

Det kan være svært at navigere i livet, når man er udviklingshæmmet, i og med at forståelsen for egne og andre menneskers følelser og opfattelse af verden er mangelfuld. Det kan også være svært at vide, hvem man selv er, og hvad man står for, ligesom det kan være svært at håndtere og mærke sine egne og andres grænser. På baggrund af den mangelfulde udvikling har relationen mellem det udviklingshæm-mede menneske og personer i nærmiljøet en stor, betydningsfuld rolle i forhold til den udviklingshæmmedes trivsel og udvikling. Både medarbejdere og miljø kan med Anne Vibeke Fleischers ord være beskyttende faktorer, der fremmer trivslen men også det modsatte, vedligeholdende faktorer, der fastholder problemer.

Det udviklingshæmmede menneske kan udvikle sig
Med en anerkendende tilgang kan den professionelle hjælper sætte gang i en positiv udvikling, der styrker den udviklingshæmmedes jeg-opfattelse og evne til selvregulering. Den udviklingshæmmede kan dermed blive mere tydelig for sig selv og få udvidet sin forestillingsevne.

Anne Vibeke Fleischer skelner mellem tre jeg´er, der kan udvikles:

  • Krops-jeg
  • Handle-jeg
  • Egenskabs-jeg

Den professionelle hjælper kan f.eks. komme med forslag til at udvide kataloget over den udviklingshæmmedes handlemuligheder: ”Når jeg bliver vred, kan jeg slå, men jeg kan også gå min vej eller kalde på en, der kan hjælpe mig.”

En anden givtig metode er fortykkelse af gode erfaringer. Når der er en positiv hændelse, kan hjælperen fremhæve oplevelsen ved at stille uddybende spørgsmål til det. F.eks. har en udviklingshæmmet mand hjulpet med at grave naboens have og hjælperen spørger ind til hændelsen: -Hvor længe gravede i, hvor meget jord var der, kørte i det på lossepladsen eller skulle det bruges et andet sted i haven, var det ikke hårdt, det var godt nok pænt af dig at hjælpe osv…

Den positive opfattelse som den udviklingshæmmede derved kan få af sig selv, er medvirkende til at styrke og opbygge jeg´et på alle tre planer:

  • Styrkende for krops-jeg´et: Jeg har mange armkræfter.
  • Styrkende for handle-jeg´et: Jeg kan grave have for naboen.
  • Styrkende for egenskabs-jeg´et: Jeg er sådan en person, der hjælper andre.

Den udviklingshæmmedes jeg-følelse kan udvides og styrkes i takt med at antallet af forestillingsbilleder på såvel handlinger som egenskaber øges.
”Med det rette anerkendende fokus på hændelser og handlinger i den udviklingshæmmedes liv, er der mulighed for at skabe positive erkendelser og følelser,” fortæller Anne Vibeke Fleischer og fortsætter: ”Hjælperen skal tilføre begejstring og vitalitet med krop og ord i form af anerkendelse.”

Anne Vibeke Fleischer har flere bud på, hvordan den gode relation skabes af personerne, der er omkring den udviklingshæmmede. Hun mener, at en del kommunikation slår fejl, fordi vi forventer for meget af den udviklingshæmmede og tilskriver personen nogle motiver, som ikke er til stede, som f.eks: ”Han er så doven.” Men måske har han ikke en tilstrækkelig udviklet eksekutiv funktion til at planlægge aktiviteter… Hendes råd er derfor at ”gå på hug” og se på tilværelsen i øjenhøjde med den anden person og dermed finde det rette forståelsesniveau. Hun anbefaler også, at finde en fællesmængde at mødes om – det kan være tog, biler, dukker – det vigtige er, at hjælperen lever sig fuldt og helt ind i det, som den udviklingshæmmede synes er betydningsfuldt! På den måde holdes fokus på den udviklingshæmmedes banehalvdel, og det er her muligheden for udvikling og samspil opstår. Især hvis hjælperen øver sig på, at spørge ind til emnet og med respekt afventer og forventer en vis svartid, slutter Anne Vibeke Fleischer.

Faktaboks

Den gode relation opstår med en hjælper (betydningsfuld anden), der

  • Er stabil i følelser
  • Er forudsigelig
  • Kan afstemme og aflæse følelser
  • Viser venlighed og kærlighed
  • Skaber en fællesmængde (leg, samtale, samvær)