Neuropædagogisk efterudddannelse

Begrebet neuropædagogik er en konstruktion af begreberne neuro, som henviser til nerve og pædagogik, der henviser til opdragelseskunst. Neuropædagogik er et samspil mellem pædagogik og neuropsykologi, hvor neuropsykologien undersøger sammenhænge mellem hjerneprocesser, psyke og adfærd, og hvor pædagogikken tilrettelægges på baggrund af viden om disse processer.  

 

Af cand. pæd. ant., neuro- og socialpædagog Anna Marie Langhoff Nielsen, specialpædagogisk konsulent, VISS.dk.

Neuropædagogikkens sigte er at rette op på borgerens neuropsykologiske problemer, og derfor kan neuropædagogikken betragtes som anvendt neuropsykologi. Neuropædagogik er en tværfaglig disciplin, som trækker på mange fagområder som fx neurologi, medicin, neuropsykologi, fysio – og ergoterapi, pædagogik, musikpædagogik, logopædi, psykiatri mm.

Hjerneforskeren Keld Fredens definerer neuropædagogik som ”….pædagogiske overvejelser, fremgangsmåder og gennemførelse af undervisning og behandling af personer med funktionsnedsættelser, som skyldes sygdom, skade eller forstyrrelser i hjernen. Sigtet med neuropædagogik er at gøre eleven så selvhjulpen som muligt via en kognitiv rehabilitering. Neuropædagogik bygger både på kognitive videnskaber og på pædagogik. Resultatet af undervisningen afhænger af funktionsnedsættelsens karakter, elevens personlige ressourcer og støtte i nærmiljøet samt kvaliteten af det professionelle teamarbejde, der etableres til at støtte og udvikle eleven.”(Fredens 2012:55)

Neuropædagogikken tager oprindeligt sit udgangspunkt i mennesker med erhvervet hjerneskade, men i begyndelsen af 1990`erne blev den neuropædagogiske tilgang introduceret på området for mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse af Susanne Freltofte og Viggo Petersen. For mange social- og specialpædagoger blev neuropædagogikken en meningsfuld forståelsesramme og dermed en hjælp til at tilrettelægge en pædagogik, der både øgede borgerens deltagelse i eget liv og kvalificerede relationen mellem borger og pædagog. Behovet for mere viden inden for feltet resulterede i, at kursusafdelingen i Landsbyen Sølund (nu i VISS.dk) begyndte at udbyde efteruddannelse i neuropædagogik fra midten af 1990`erne med særligt fokus på borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

Efteruddannelsen er gennem årene løbende blevet revideret, så den afspejler den nye viden, der er inden for området. I 2009 gennemgik uddannelsen en mere omfattende justering, hvor hensigten har været at tydeliggøre det bagvedliggende handicapsyn i uddannelsen og dets konsekvenser for den neuropædagogiske praksis. Der er nu et øget fokus på at skabe en kobling mellem det relationelle og det individuelle i en kulturel kontekst, hvilket afspejler både en biomedicinsk, miljørelateret og dialektisk handicapforståelse.

Forskellige handicapforståelser

Der er ikke en egentlig definition på, hvad et handicap er, men sædvanligvis refererer det til en konstaterbar fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der begrænser den pågældende i at deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere. Udover denne lidt statiske definition på handicap dominerer der blandt professionelle flere forskellige forståelser af handicap, hvor det især er den biomedicinske og den miljørelaterede forståelse, der er fokus på blandt professionelle.

 I en biomedicinsk handicapforståelse anskues funktionsnedsættelsen som en defekt eller en mangel hos individet, hvor den biologiske defekt kan være placeret forskellige steder i hjernen eller kroppen, og omfanget af defekten kan variere fra næsten ubetydelige skavanker til meget omfattende fysiske eller psykiske defekter som fx kromosomfejl. I den biomedicinske handicapforståelse ligger en antagelse om, at der er en lineær sammenhæng mellem defekten samt typen og graden af handicappet. Dette indebærer, at der ofte kan stilles en diagnose, som i et vist omfang kan forudsige, hvilke funktioner der vil blive påvirket fx sansning, kognition og motorik samt til en vis grad give en prognose for udviklingen af handicappet.

Den biomedicinske handicapforståelse kan være meningsfuld, når handicappet skal indkredses, og forståelsen kan danne baggrund for, at personen får den rette medicinske og pædagogiske behandling. Forståelsen bidrager dog ikke til at afdække betydningen af handicappet, og derfor er det nødvendigt at se på den gensidige påvirkning af og samspil mellem borgeren med handicap og miljøet.

I den miljørelaterede eller relationelle handicapforståelse rettes fokus på den manglende funktion hos borgeren i relation til miljøet frem for på den biologiske defekt. Handicappets betydning er afhængig af, i hvilken grad samspillet mellem funktionsnedsættelse og miljø /kontekst resulterer i barrierer for aktivitet og deltagelse i samfundslivet. Fokus flyttes dermed væk fra individets fejl og mangler og over på mødet mellem borger og miljø, hvor funktionsnedsættelsens omfang blandt andet skal ses i forhold til tilgængeligheden i samfundet. Tilgængelighed er her et handicappolitisk begreb, der skal forstås bredt og som omhandler både den fysiske, intellektuelle og mentale tilgængelighed.  Det handler i denne forståelse om kompensation og om at forandre samfundet, så mennesker med fx syns-, høre-, motoriske og kognitive funktionsnedsættelser kan sikres deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre.  Kompensationen retter sig også mod den relation, borgeren indgår i med fx pædagogen, hvor det er afgørende, at pædagogen kan indstille sig på borgeren og tilrettelægge samværet med borgeren og det nære miljø omkring borgeren, så dennes ressourcer kommer mest muligt i spil.

De to dominerende handicapforståelser kan kritiseres for ikke at indfange den subjektive oplevelse af at have et handicap, som hos den enkelte borger kan være meget forskellig, selvom der er tale om det samme handicap.  I hvilken grad man oplever sig selv som handicappet kan afhænge af ens personlighed, men også af holdningen hos de mennesker, der omgiver en. Derudover får den historiske og kulturelle kontekst betydning for den grad af anerkendelse og opfyldelse af sine rettigheder som tilhørende en minoritet, den handicappede borger møder..

De forskellige perspektiver ovenfor kan samles i en mere dynamisk handicapforståelse, der tager afsæt i den russiske psykolog L. S. Vygotskys dialektiske handicapforståelse, som tilhører den kultur-historiske skole.  Den dialektiske handicapforståelse indebærer en erkendelse af, at handicap er noget, der opstår i mødet med en modsætning. Handicappet opstår med andre ord som et modsætningsforhold mellem personens forudsætninger og omgivelserne i de historiske, kulturelle og sociale praksisser, personen indgår i. Der er ifølge Vygotsky tale om et komplekst forhold mellem indre biologiske og ydre, sociale faktorer.

Funktionsnedsættelsen er således ikke en statisk størrelse, men ændrer sig over tid i takt med den udvikling, der opstår historisk, kulturelt og i de sociale praksisser personen deltager i (Bøttcher & Dammeyer, 2010). I den dialektiske handicapforståelse ses også elementer fra socialkonstruktivismen, hvor der er enighed om, at mennesket ikke har en givet essens eller et særligt medfødt indre. Mennesket er ikke determineret, men udvikler sig og sit indre i et dialektisk forhold til den kultur, det lever i. Den enkeltes virkelighed konstrueres, lidt forenkles sagt, i det sociale, i mødet med omverdenen, og derfor vil der være stor forskel på, hvilken betydning fx en kognitiv eller motorisk funktionsnedsættelse får i forskellige kulturer og for forskellige mennesker, med forskellige personligheder.

Illustration (se i PDF fil): Det dialektiske syn kan illustreres i nedenstående model, som viser et udsnit af de forskellige perspektiver, pædagogen skal have i spil i den neuropædagogiske praksis.

Når vi tænker denne forståelse ind i den neuropædagogiske efteruddannelse, er formålet blandt andet at udvikle kursisternes evne til at forstå borgerens situation ud fra en bred vifte af perspektiver.  Pædagogens viden om sig selv, borgerens funktionsnedsættelse, konteksten, kulturen og de historiske og politiske betingelser får således betydning for mødet mellem borger og pædagog. Hvis der ønskes en forandring i den pædagogiske praksis, kan ansvaret derfor ikke blot lægges på den udviklingshæmmede borgers eventuelle neurologiske dysfunktion, men skal også lægges på de samfundsmæssige betingelser og på pædagogen, der via sine faglige og personlige forudsætninger må tilpasse sig i relationen til borgeren og tilrettelægge omgivelserne på en sådan måde, at borgeren kan bruge sine ressourcer herunder sin med – og selvbestemmelsesret.

Efteruddannelsens opbygning

Den neuropædagogiske efteruddannelse er i dag et forløb på 116 timer, der er fordelt over fire hele uger i fire moduler, og som strækker sig over tre til fire måneder. De eksterne forløb, som udbydes i hele landet, kan også sammensættes på andre måder, alt efter de enkelte bo- og dagtilbuds behov. Uddannelsen afsluttes med en praksisopgave, hvor kursisten har arbejdet med et neuropædagogisk projekt, som typisk har omhandlet en borger fra den praksis, kursisten kommer fra. Ideen med projektet er først og fremmest at udvikle kursistens kompetencer i forhold til at indhente information, analysere data, opstille hypoteser og vurdere, hvilken indsats der skal iværksættes. Projektet introduceres i begyndelsen af uddannelsen, og der arbejdes sideløbende med det i gennem hele forløbet.

Baggrunden for neuropædagogikken er, som nævnt i indledningens definition, neuropsykologien, og derfor består modul 1 i en indføring i hjernens anatomi, fysiologi og kemi, for dernæst at have fokus på hjernens mentale processer og funktionelle systemer.

Modul 2 og modul 3 består af en indføring i typiske problemstillinger / tillægshandicap som deltagerne møder i deres praksis. Det drejer sig om undervisning i temaer som nedsat funktionsevne, sanseintegration, neuroaffektiv udvikling, epilepsi, psykiatriske overbygninger, opmærksomhedsforstyrrelser og autisme spektrum forstyrrelser. I præsentationen af disse temaer kan det umiddelbart se ud, som om der er et stærkt fokus på individets fejl og mangler, men da den dialektiske handicapforståelse indgår som en bagvedliggende ramme, er det afgørende, at pædagogen forstår borgerens individuelle forudsætninger for at kunne tilrettelægge pædagogikken.  Viden om forudsætningerne er ikke kun viden om begrænsninger, men også viden om ressourcer hos borgeren. Denne viden er nødvendig for at kunne kompensere for borgerens begrænsninger og for at bringe borgerens ressourcer i spil i dennes møde med pædagogen, konteksten, samfundet og kulturen.

Udover de ovenfor nævnte temaer undervises i observation, hvilket danner afsæt for at indsamle data via de redskaber, der introduceres i forløbet. Temaet om observation er vigtigt i forhold til at forstå sig selv og hvilke briller man har på, når man iagttager borgeren. Observation af menneskelige relationer fordrer en bevidsthed om egen indflydelse på relationen, og derfor handler observation også om at være observatør på sig selv.

Gennem forløbet tilstræbes en tæt kobling mellem de teoretiske oplæg og den neuropædagogiske praksis blandt andet gennem eksempler fra praksis, pædagogisk metodiske overvejelser og kursisternes aktive deltagelse. Dette er også baggrunden for at arbejde med projektet trinvis gennem hele forløbet.

Uddannelsen analyseredskaber

I et forsøg på at komme bredt omkring den enkelte borgers forudsætninger benyttes en række afdækningsredskaber på uddannelsen, som kan suppleres af andre undersøgelser, alt efter hvad der er behov for. Det er netop en af pointerne inden for den neuropædagogiske tilgang, at der trækkes på de faggrupper og de undersøgelser, der er nødvendige for at se ”hele” borgeren og hjælpe denne bedst muligt.

Udover data fra journaler, observationer, kendskab til borgerens erfaringer og personlighed, benyttes følgende redskaber på uddannelsen:

  • Livsforløb, afdækning af vigtige begivenheder i borgeren liv
  • Forudsætningsobservation af motivation, ressourcer og begrænsninger
  • Afdækning af problemer med sansebearbejdning på de taktile, proprioceptive og vestibulære sanser
  • Udviklingsbeskrivelse - afdækning af otte områder inden for en udviklingsalder fra 0 -6 år
  • Neuropsykologisk screening - afdækning af mentale processer og deres sammenhæng med adfærd hos borgeren

De enkelte redskaber genererer forskellige data om borgeren og danner samlet baggrund for at opstille hypoteser om borgerens funktionsniveau og generelle forudsætninger, herunder motivation. Disse data skal sammenholdtes med viden om borgerens erfaringer og særlige personlige forhold. Det er vigtigt, at holde sig for øje, at de genererede data giver mulighed for at opstille arbejdshypoteser og ikke er absolutte sandheder om borgeren. Hypoteserne må afprøves i praksis, og det er først der, det bliver tydeligt, om de peger i den rigtige retning.  I projektet sidste del planlægges den neuropædagogiske indsats ud fra en eller flere af disse hypoteser, og det kan først afgøres ved en senere evaluering, om indsatsen har båret frugt. Formålet med at benytte forskellige analyseredskaber er at give mulighed for en bred undersøgelse af borgerens forudsætninger og særlige problemstillinger og sætte refleksioner i gang hos pædagogen, som bevæger sig ud over de hverdagsforståelser, der kan opleves i en given praksis. Med andre ord handler det om at kvalificere forståelsen og tilgangen til borgeren.

Neuropædagogikken har således bevæget sig væk fra den lineære tankegang, der ligger i den biomedicinske handicapforståelse, hvor der er en tydelig sammenhæng mellem årsag, virkning og behandling. Neuropædagogikken giver i den dialektiske forståelse af handicap ingen enkle svar på de komplekse problemstillinger, pædagogen møder i sin praksis. Formålet med den neuropædagogiske efteruddannelse er derfor heller ikke at anvise metoder til forskellige dysfunktioner. Formålet er først og fremmest at skærpe pædagogens evne til at se undersøgende og nuanceret på de udfordringer, borgeren oplever i sit liv, og at opøve evnen til systematik i observation, dataindsamling, hypotesedannelse, planlægning, udførelse og evaluering af en neuropædagogisk indsats.

Litteratur:

Fredens, Kjeld (2012): Mennesket i hjernen – en grundbog i neuropædagogik, Hans Reitzels Forlag

Bøttcher, Louise & Dammeyer, Jesper (2010): Handicappsykologi – en grundbog om arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelse, Forlaget Samfundslitteratur