Integrativ neuropædagogik

På VISS og i Landsbyen Sølund har vi igennem en lang årrække beskæftiget os med neuropædagogik. Vi har uddannet social- og specialpædagogisk personale i hele landet, og vores tilgang til neuropædagogikken er efterhånden kendt af mange og indlejret i den daglige pædagogiske praksis. Neuropædagogik er dog ikke et entydigt begreb, og der findes i praksis forskellige tilgange, hvor der tages forskelligt teoretisk afsæt, og hvor der anvendes forskellige metoder både i forhold til udredning og indsats. Dette brogede landskab inden for neuropædagogikken har tilskyndet os til at præcisere vores neuropædagogiske fundament og særlige tilgang til praksis. En tilgang vi fremover vil betegne som ”integrativ neuropædagogik”.

Af cand. pæd. ant. og specialpædagogisk konsulent Anna Marie Langhoff Nielsen

Hvad er neuropædagogik - lidt historik

Begrebet neuropædagogik er en konstruktion af begreberne neuro, som henviser til nerve, og pædagogik, der henviser til opdragelseskunst og undervisning.  Neuropædagogikken som faglig disciplin har således en baggrund i både et naturvidenskabeligt og et humanistisk videnssyn.

Neuropædagogik bliver ofte beskrevet som anvendt neuropsykologi, hvor neuropædagogik anskues som et samspil mellem pædagogik og neuropsykologi. Neuropsykologien er en del af den kognitive neurovidenskab og en tværvidenskabelig disciplin, der undersøger, hvordan hjernemæssige strukturer og processer regulerer adfærd, følelser og tænkning. Den neuropsykologiske undersøgelse retter sig mod at afdække, hvilke hjerneprocesser der fungerer, og hvilke der er dysfungerende hos den enkelte. Det er således et vigtigt redskab til at forstå både medfødte og erhvervede sygdomme og lidelser (Fredens, 2012, Thybo, 2014), ligesom neuropsykologiske undersøgelser gennem tiden også har bidraget til en mere generel forståelse af de mentale processer.

Neuropædagogik er således en tværfaglig disciplin, der anvendes bredt i forhold til børn, unge og voksne. Sædvanligvis er der tale om forskellige målgrupper af personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, men neuropædagogikken anvendes også indenfor normalområdet, typisk i forbindelse med undervisningstilrettelæggelse.

Neuropædagogikken er opstået som en ”græsrodspædagogik”, hvor der ikke er en tydelig definition af, hvad tilgangen dækker, og hvem der med rette kan kalde sig neuropædagog. Neuropædagog er således ikke en beskyttet professionstitel, men der er mange faggrupper, som kan arbejde neuropædagogisk.

Neuropædagogikken har i sin opkomst først og fremmest været rettet mod målgruppen af mennesker med erhvervede hjerneskader. Susanne Freltofte og Viggo Pedersen (1994) introducerede i begyndelsen af 1990’erne neuropædagogikken på området for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (udviklingshæmning). Neuropædagogikken har siden bredt sig inden for området og er i dag en anerkendt tilgang i det special- og socialpædagogiske arbejde.

På Videncenter Sølund Skanderborg (VISS) har vi uddannet pædagoger i neuropædagogik gennem mange år, men også andre faggrupper.  Lige siden uddannelsens start i 1994 (dengang under Landsbyen Sølunds kursusafdeling) har vi udviklet og tilpasset uddannelsen, så den både teoretisk og praktisk lever op til den eksisterende viden, der er inden for området.

Gennem årene har vi i uddannelsen i stigende grad lagt vægt på en helhedsorienteret tilgang til praksis, herunder relationelle og kontekstuelle forhold. Det vil sige, at der ikke i samme grad som tidligere ses på en dysfunktion som en defekt hos individet, men snarere som et relationelt forhold, der kan kompenseres for, hvis omgivelserne tilpasses, og den professionelle selv tilpasser sig mennesket med nedsat funktionsevne.  Der er således et øget fokus på, hvordan den professionelle skal indgå i samarbejdet med borgeren, og hvor afgørende dette forhold er for borgerens situation.

Samtidig ser vi borgeren som en aktør i eget liv, hvor sociale strukturer virker gennem borgeren, og hvor denne med sine ressourcer og kompetencer også påvirker sine omgivelser.  Forståelsen af disse perspektiver er vigtig i forhold til at tilrettelægge en passende indsats, som fremmer borgerens evne til at mestre livets udfordringer og derigennem øge sin livskvalitet.

Hvordan forstår vi integrativ neuropædagogik?

Ifølge Den danske ordbog betyder verbet integrere: at gøre hel, intakt, urørt, udfylde, fuldstændiggøre. Der ligger således implicit en helhedsopfattelse i ordet, også når det som adjektiv integrativ knyttes til et begreb. I et forsøg på at tydeliggøre, hvilken tilgang vi har til neuropædagogik, samt hvordan vi formidler neuropædagogik og indfanger kompleksiteten i borgerens problemstillinger, mener vi, det er både relevant og meningsfuldt at koble integrativ til neuropædagogik. 

Integrativ neuropædagogik, som den formidles på VISS, er blandt andet inspireret af det bio-psyko-sociale videnskabssyn (Hertz, 2008, Andersen, 2012), den dialektiske handicapforståelse (Bøttcher og Dammeyer, 2010) samt emergensmodellen (Rosenberg et al. 2009). Ifølge disse perspektiver kan menneskets handlinger og mentale sundhed forstås på forskellige vidensniveauer, og det dialektiske perspektiv skal inddrages for at forstå, hvordan det enkelte menneske også aktivt påvirker og lader sig påvirke af sine omgivelser. Når kompleksiteten i en problemstilling skal indfanges, er det derfor ikke meningsfuldt blot at se på kausalitet. Menneskelige problemer har som oftest ikke kun en årsag, men skal ses som et komplekst samspil af mange faktorer, der må udredes ud fra et helhedssyn. Det betyder, at elementer inden for de forskellige vidensniveauer skal undersøges, men det skal samtidig undersøges, hvordan de enkelte elementer gensidigt påvirker hinanden.

På uddannelsen introducerer vi en mangfoldighed af teorier, modeller og tilgange til netop at belyse de mange forskellige aspekter af borgerens liv, så kompleksiteten af borgerens livssituation kan indfanges og dermed munde ud i en indsats, der modsvarer denne kompleksitet. Netop fordi der er tale om meget komplekse problemstillinger, mener vi, at mangfoldigheden og åbenheden over for tilgængelig viden er afgørende for at kunne hjælpe borgeren. Derfor afstår vi også fra at bedømme en teori, model eller tilgang som entydigt god eller dårlig, men anskuer teori, modeller og tilgange i forhold til det enkelte tilfælde.

Eksempel på en model

Når vi anvender modeller i arbejdet med at undersøge en pædagogisk praksis, hjælper dette os til at få øje på specifikke aspekter af praksis. Modellerne tvinger os til at forholde os til bestemte områder og kategorier, hvilket faciliterer en systematik, der er nødvendig for at få et så fuldstændigt billede af praksis som muligt, velvidende at den fulde helhed aldrig kan opnås.

Den relationelle model

På uddannelsen i neuropædagogik på VISS introducerer vi den relationelle model.

Modellen er cirkulær og viser, at adfærd ikke kun kan forstås kausalt. Modellen rummer ikke alle aspekter af en borgers liv, men bidrager til en forståelse af, at det, den professionelle oplever med en borger, kan forstås på forskellige måder. Samtidig kan modellen flytte fokus væk fra adfærd som noget, der er iboende individet, til at se adfærd som relationelt og kontekstuelt.

Et eksempel kan være, at borgeren reagerer uhensigtsmæssigt på overgange, det vil sige har vanskeligheder med at komme fra en situation til en ny. Dette kan give anledning til diskussion i teamet, hvor nogle medarbejdere mener, borgeren har en rigid personlighed, andre, at der er et nedsat stemningsleje, for høj grad af selvbestemmelse, borgeren har det fysisk dårligt, relationen til medarbejderen er utryg, krav om at bevæge sig over i en ny situation passer ikke til det udviklingsmæssige funktionsniveau og så videre. Alle medarbejdere kan i princippet have ret, og derfor er kunsten at få forenet de forskellige perspektiver og se på, hvordan de påvirker hinanden. Med andre ord skal medarbejderen kunne håndtere kompleksiteten og evne at jonglere med flere hypoteser, hvilket kræver både viden om hjernen og neuropsykologiske funktioner, og at systematikken sikres gennem varierede observations- og analyseredskaber.

I foråret 2018 udgiver VISS bogen ”Integrativ neuropædagogik”, hvor læseren vil få en grundig indføring i neuropædagik med baggrund i den integrative forståelse.

Litteratur:

Bøttcher, L. & Dammeyer, J. (2010): Handicappsykologi: en grundbog om arbejdet med mennesker med funktions­nedsættelse. Frederiksberg; Forlaget Samfundslitteratur.

Guul, M.A.C., Andersen, S.V. & Lydersen, G.S. (2012): Hjerne & psykiatri i professionel praksisViborg: VIA Systime

Hertz, S. (2008): Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede mulighederKøbenhavn: Akademisk Forlag

Fredens, K. (2012): Mennesket i hjernen: en grundbog i neuropædagogik, 2. udg. København: Hans Reitzels Forlag.

Freltofte, S. og Petersen, V. (1994): Hjer­ner på begynderstadiet. København: Forlaget Borgen.

Thybo, P. (2013): Neuropædagogik. Hjerne. Liv og læring. København: Hans Reitzels Forlag

http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Dansk/Den_Danske_Ordbog