Diagnoser i samtiden: En introduktion

Denne artikel er en introduktion til bogen ”Diagnoser, perspektiver, kritik og diskussion”, som udkom i 2015 fra Forlaget Klim, og som er redigeret af denne artikels forfattere.

Den ene af artiklens forfattere, Svend Brinkmann, kan høres ved Neuropædagogisk Jubilæumskonference 13. – 14. september 2017, hvor han holder et oplæg om diagnosekulturen.

Af Svend Brinkmann, Professor, PhD, ved Aalborg Universitet og Anders Petersen, lektor i sociologi på Aalborg Universitet

For snart femten år siden skrev den anerkendte amerikanske medicinhistoriker Charles E. Rosenberg (2002) en betydningsfuld artikel, som han faktisk ville have kaldt ”Diagnoser medierer en usynlig revolution: Den sociale og intellektuelle betydning af specifikke sygdomsbegreber”. Nu kom artiklen til at hedde noget andet – noget nok lidt mere iøjnefaldende - men det skulle den måske ikke have gjort. For i den alternative titel fanges nemlig noget centralt: Den selvfølgelighed, hvormed diagnoser anvendes i samtiden – og dermed også anvendelsen af de specifikke sygdomsbegreber diagnoser understøttes af – er et resultat af en usynlig revolution. Revolution, fordi diagnosernes samfundsmæssige indtog har været epokegørende, og usynlig, fordi vi nu til dags tager diagnosernes tilstedeværelse og logik for givet. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå den udvikling, og mere specifikt den samfundsmæssige situation, hvor diagnoser i den grad har erobret samtidens forståelse af menneskelig sygdom.

Bogens udgangspunkt: Diagnosekulturen

I denne bog er udgangspunktet, at vi lever i en diagnosekultur: Det er en kultur, hvori diagnoser cirkulerer og bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at begribe stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag. Selvfølgelig kan ikke alt ved den aktuelle samfundsmæssige situation forstås ud fra begrebet diagnosekultur, men vi har redigeret denne bog, fordi vi mener, at stadig flere af tilværelsens områder (i skoler, arbejdsliv, familien, det sociale system, fængsler og selvfølgelig klinikker og hospitaler) præges af en diagnostisk logik, når det konstateres, at mennesker har problemer. Vi er primært interesserede i psykiatriske diagnosers betydning for samtiden generelt og menneskets selvforståelse specifikt, men flere af analyserne er også relevante for det somatiske område.

Diagnosekulturen viser sig på flere måder: Mest oplagt i det stigende antal mennesker, der får psykiatriske diagnoser, men også fx i vores dagligsprog, hvor diagnostiske termer glider ind og anvendes til forståelse af mange forskellige livsfænomener. Hertil kommer de mange nye psykiatriske diagnoser, der løbende skabes, tillægges betydning og stilles til mennesker med diverse symptomer, senest med udgivelsen i 2013 af DSM-5 – den diagnostiske manual for amerikanske psykiatere, som på globalt plan har været toneangivende med hensyn til at definere psykopatologien og dens grænser.

Diagnosekulturens væsentligste karakteristika er et særligt psykiatrisk blik på menneskelig lidelse og afvigelse, der om ikke udvisker andre forståelser (moralske, religiøse, sociale, psykologiske osv.), der tidligere har haft større betydning (se Brinkmann, 2014), så dog nok er ved at overskygge dem. Den vel nok mest centrale legitimeringskilde for den bevægelse findes i forankringen i psykiatrien som en kulturelt anerkendt videnskab. Det psykiatrisk funderede diagnosesprog har opnået en særlig magt og indflydelse, blandt andet med hensyn til at indkredse og definere menneskeligt ubehag og livsproblemer, men også i socioøkonomisk og politisk forstand: Selv om psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for læger og psykiatere, anvendes de i moderne velfærdsstater også ofte som reguleringsmekanisme i forhold til tildeling af privilegier og ressourcer, herunder adgang til orlov, pensioner, behandling og legitim sygdomsadfærd.

Diagnosekulturen har med andre ord væsentlige implikationer på både samfunds- og individniveau. I diagnosekulturen fungerer diagnoser således som organiserende enheder på strukturelt og institutionelt niveau. Og på individuelt niveau, hvor menneskers oplevelse af lidelse i stadig større udstrækning synes at blive filtreret gennem psykiatriske diagnosekategorier, spiller diagnoserne også ind i forhold til spørgsmål om identitet, krop, seksualitet og selvforhold. Denne udvikling kalder på forskning og debat. Det primære ærinde med denne antologi er derfor at diskutere, problematisere og kommentere diagnosekulturen fra forskellige empiriske og teoretiske vinkler, og dette med udgangspunkt i forskellige videnskabelige traditioner. Antologien lægger op til en mangfoldighed af perspektiver, og søger hverken at privilegere fortalere eller kritikere af den aktuelle diagnosekultur. Nogle af bogens kapitler er tilstræbt neutrale og søger deskriptivt en forståelse af diagnosernes mange funktioner i samfundsliv og i den enkeltes tilværelse. Andre af bogens kapitler forklarer og forsvarer diagnosernes betydning, mens der også er stærkt kritiske kapitler.

Bogens bidragsydere og målgrupper

Vi håber, at bogen kan læses af både studerende, forskere og praktikere inden for lægevidenskab, psykiatri, psykologi, sociologi, pædagogik og beslægtede human- og samfundsvidenskaber, men vi mener også, at dens analyser og diskussioner kan have bredere offentlig appel. Flere af bogens bidragydere (Brinkmann, Petersen, Kofod, Nielsen og Rønberg) arbejder til daglig på forskningsprojektet Diagnostic Culture (www.dc.aau.dk), som er finansieret af midler fra Det Frie Forskningsråd. Her er fagligheden psykologisk, sociologisk og socialantropologisk, men det har været vigtigt for os at supplere med perspektiver fra bl.a. psykiatri, almen medicin og pædagogik, hvorfor vi har inviteret en række toneangivende forskere med som bidragydere fra både ind- og udland. Bogen viderefører i nogen grad perspektiverne fra Det diagnosticerede liv: Sygdom uden grænser (Brinkmann, 2010), men nærværende udgivelse er dels bredere og har en større balance mellem fortalere og kritikere af diagnosetænkningen, og dels er den i langt højere grad funderet i igangværende empiriske forskningsprojekter, særligt i regi af projektet Diagnostic Culture.

Bogens opbygning

Bogens kapitler er inddelt i fire hoveddele, dels for overskuelighedens skyld, så læserne lettere kan orientere sig i bogens indhold, og dels fordi bogen berører forskellige aspekter ved psykiatriske diagnoser og diagnosekulturen, hvorfor inddelingen også er tematisk funderet. I de fire hoveddele præsenteres læserne således for nogle af de væsentlige forskningsmæssige temaer, som eksisterer inden for forskningsfeltet. Bogens rækkefølge er ikke tilfældig. I bogens første del indledes med perspektiver på, hvordan psykiatriske diagnoser kan forstås. Nikolas Rose, der er en international autoritet inden for forskning i den samfundsmæssige betydning af biomedicin, neurovidenskab og psykiatri, giver en oversigt over de mange funktioner, diagnoser har i et moderne samfund. Dette kapitel danner klangbund for første dels øvrige kapitler, som undersøger og diskuterer diagnosers videnskabelige status, hvordan kulturelle faktorer former menneskelige lidelsesformer, samt hvordan depressionsdiagnosen orienterer os om, hvilken menneskelig uorden samtidens præstationssamfund udsondrer. Allan Horwitz runder bogens første del af med at belyse det diagnostiske systems problemer med at skelne mellem almenmenneskelig lidelse og decideret psykopatologi.

I bogens anden del tages fat på forskellige lægevidenskabelige synsvinkler på psykiatriske diagnoser. Læseren indføres i de grundlæggende forhold, psykiatere søger at tage højde for, når de stiller en diagnose, og det begrundes, hvorfor psykiatere fastholder diagnoser som et betydningsfuldt arbejdsredskab. Anden del afrundes af Peter Gøtzsche, som kritiserer den diagnostiske psykiatri for både at overdiagnosticere og overbehandle.

I tredje del indføres læseren i tre empiriske nedslag i diagnosekulturen. Her kommer vi tæt på individuelle erfaringer med at have en diagnose, blandt andet depression og ADHD. Kapitlerne belyser, hvordan diagnosen kan opleves at give en forklaring på forskellige problemer, men også at diagnosen leder til nye spørgsmål. Sidste kapitel i denne del bygger på forskning i forældres sorg efter at have mistet et spædbarn, hvor det bliver særligt vanskeligt at trække en klar grænse mellem forventelig lidelse og psykopatologi.

Bogens fjerde del belyser, hvordan diagnoser er i omløb i den moderne kultur, ikke mindst i skolen, som er en af diagnosekulturens vigtigste arenaer. Diagnoserne er blevet et helt alment kulturelt begreb for lidelse og er blevet noget, alle kan gribe til, når de prøver at forstå tilværelsens problemer. Forholdet mellem diagnose, identitet og stigmatisering belyses i et dynamisk psykologisk perspektiv, og en af bogens forfattere forsvarer retten til at være rask og undgå unødig sygeliggørelse i en diagnosekultur. 

Bogen afsluttes med et kapitel ved redaktørerne, der opsummerer den eksisterende forskning i diagnosekulturen. På baggrund heraf lister forfatterne en række dilemmaer og paradokser op, der afføder nye forskningsspørgsmål, som fremtidig forskning bør beskæftige sig med.

Litteratur

Brinkmann, S. (red.) (2010). Det diagnosticerede liv: Sygdom uden grænser. Aarhus: Klim.

Brinkmann, (2014). Languages of suffering. Theory & Psychology, 24(5): 630-648.

Rosenberg, C. E. (2002). The Tyranny of Diagnosis: Specific Entities and Individual Experience, The Milbank Quarterly, 80(2): 237-260.