Der er åbnet en dør

Demenskonsulent Anita Bisgaard, handicap- og ældresekretariatet i Skanderborg Kommune og demenskonsulent, Bente Nikolajsen, sundhedscenter i Holstebro Kommune deltog begge i pilotprojektet: efteruddannelse for medarbejdere, som arbejder med mennesker med demens inden for ældreområdet. VISS.dk har spurgt dem om deres oplevelse af kurset, og om hvordan det er gået med at anvende den neuropædagogiske viden i praksis.

Af Liselotte Petersen og Jette Lorenzen, formidlingskonsulenter, VISS.dk

Anita Bisgaard og Bente Nikolajsen kommer fra to forskellige kommuner. De arbejder begge bl.a. med komplekse plejeforløb.  Bente blev interesseret i den neuropædagogiske efteruddannelse, fordi hun længe havde ledt efter noget, som kunne klæde hende på til at arbejde med meget udfordrende borgere, som fx har en frontotemporal demens.

I forhold til projektet var Anita spændt på, hvilken verden der ville åbne sig med undervisere fra handicapområdet, her bagefter er oplevelsen, at hun har fået indfriet sine forventninger om at blive inspireret: ”Det har givet mig rigtig, rigtig meget. Jeg blev bekræftet i at få åbnet døre til en anden verden, og jeg blev passende forstyrret med noget andet, som kan tilkobles mit eget, og så at andre tænker noget af det samme, selv om de ikke siger Tom Kittwood! Det lå til højrebenet for mig med uddannelsen, for meget af det er med i min grunduddannelse som ergoterapeut fx hele området omkring sansestimulation og sanseintegration. Undervisningen i hjernens opbygning og funktioner var mest repetition, mens redskaberne er nye for mig og kunne supplere det, jeg i forvejen har med en ny vinkel.” For Bente var oplevelsen en anden, idet undervisningen i hjernens opbygning var ny for hende, mens neuropædagogikken gav hende forståelse for en praksis, hun i høj grad har i forvejen.

Redskabspakken

Redskabspakken, som kursisterne blev præsenteret for i løbet af efteruddannelsen, tog udgangspunkt i den neuropædagogiske forståelsesramme. Anitas oplevelse var, at hun kunne sætte den ene borger efter den anden ind i den neuropædagogiske forståelsesramme, og det er blevet tydeligt for hende, at hun og medarbejderne i arbejdet med borgeren ofte er nødt til at starte med kroppen for at kunne få kontakten: ”Hvordan kan vi forberede borgeren fx til at blive vendt i sengen? Vi kan være nødt til ”at samle kroppen” på ham først”, fortæller hun og fortsætter: ”Det nytter ikke noget, at vi kan en masse pædagogiske tilgange, hvis det er kroppen, som skriger efter noget!” Særligt stressmodellen og den neuropædagogiske screening har optaget hende: Det har bl.a. ført til, at Anita arbejder med at lave sin egen udgave af sidstnævnte, fordi der mangler nogle ting i forhold til hendes målgruppe, spørgsmålene skal formuleres på en anden måde, og der skal også kobles andre eksempler på. Beskrivelsen er ikke gennemarbejdet og færdig endnu, men det fungerer godt med noget konkret at tale med personalet udfra, er Anitas erfaring. Anita lavede et mini sanseprojekt under uddannelsesforløbet, dette for at undersøge hendes tese: at flere borgere end antaget har problemer med deres sanseintegration.

Stilladsbyggeri

Det tværfaglige samarbejde mellem den pædagogiske faglighed og den sundhedsfaglige tilgang er begge vigtige for at kvalificere indsatsen. I Holstebro kommune arbejder man på ældreområdet allerede med socialpædagogik, fortæller Bente, hvor der bl.a. er fokus på livsfortælling. Alle fastansatte social- og sundhedshjælpere og assistenter har været på AMU-kurser 1 og 2 og 3 i demens, så grundpersonalet er godt klædt på til at arbejde med målgruppen. Bente påpeger, at det i forhold til mennesker med demens er nødvendigt med en forståelse for at arbejde med afvikling og ikke på samme måde som i pædagogverdenen med udvikling. Dog skal der hele tiden være fokus på borgerens ressourcer frem for begrænsninger: ”Som medarbejder skal man være realistisk og have øje for at se på det stillads, man bygger op omkring borgeren – nogle gange skal der tages nogle ribber ned, andre gange kan der sættes en ribbe på – krav skal modsvare ressourcer. Pædagoger og sundhedsfagligt personale har forskellige fagligheder, som vi har brug for, men det handler også om personlighed.

Det bedste er at have forskellige typer i en personalegruppe, for det har vi brug for!”

I forlængelse heraf fremhæver Anita, at fagligheden fungerer rigtig godt, når hun kan give faglig sparring og klæde sygeplejersker og teamlederen på til at gå ud og støtte medarbejderne ude ved borgeren, i disse situationer kan den neuropædagogiske tilgang og redskaberne kvalificerer indsatsen. Tværfagligheden skaber nye veje på tværs af den offentlige sektor, fx da Anita for nyligt blev ringet op af en praktiserende læge, som havde hørt, at hun arbejdede med den neuropædagogiske screening: sådan en ville han gerne have lavet på en borger til at lægge ved en henvisning til gerontopsykiatrisk afdeling! Den lavede Anita, og hun forudser, at i takt med at gerontopsykiatrien kommer mindre ud til borgerne, vil hun og hendes kolleger skulle være endnu skarpere på at afdække borgeren lokalt.

Hvordan implementeres den nye viden?

En vigtig forudsætning for implementering af den nye viden er, at lederen er med på kurset, for det er rigtig svært at stå som medarbejder og skulle lære sine kolleger noget nyt. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at sprede budskabet nedefra, er Anitas erfaring.

Men ellers har Anita kun oplevet, at de nye input bliver godt modtaget. Hun fortæller: ”En grundigere afdækning af borgeren kan ingen være utilfreds med, men det kan være svært at arbejde med sanseintegration, som på nuværende tidspunkt ikke er et naturligt redskab på et plejecenter. Her er det vigtigt, vi støtter rigtig meget i at blive ved med at beskrive det gode og det, man kan se virker! For medarbejderne kan det være svært at koble den viden, at borgeren kan være overstimuleret i sit hoved, men ikke i sin krop. Det går mod, hvad de fleste har lært.”

Bente Nikolajsen har lignende erfaringer med implementeringen. Der er brug for sygeplejersken til at stille spørgsmål og støtte op om at overføre og arbejde på samme måde i praksis. Som konsulent kan Bente med sin nye viden undervise medarbejderne på alle niveauer og på den måde implementere den nye viden. Sygeplejersker har ikke meget i grunduddannelsen om demens og heller ikke neuropædagogik, så her er det oplagt, at Bente videregiver sin viden, så sygeplejerskerne kan følge op om implementeringen i praksis.

Bente er meget interesseret i at støtte frontmedarbejderne, som hun har meget respekt for: det er et udfordrende job, hvor der skal tænkes fleksibelt og laves om på indsatsen fra dag til dag, for som Bente siger: ”det vi kan i dag, kan vi måske ikke i morgen!”. Medarbejderne, som er tættest på borgeren, er de mindst uddannede, de har rigtig travlt, og de skal klædes på og støttes så godt som muligt. De fortjener meget anerkendelse, understreger Bente. Frontmedarbejderne har primært brug for, at den neuropædagogiske tilgang præsenteres for dem i praksis måske suppleret med temadage, mener Bente.

Neuropædagogikken omsat i praksis

”Jeg har fået nogle redskaber, jeg kan bruge”, fortæller Bente: ”Jeg er meget mere skarp på det med de eksekutive funktioner og på sansestimulation og sanseintegration. For eksempel arbejder jeg med en borger, som tog sit tøj og sin ble af hele tiden. Det begyndte med, at han ikke kunne lide at være ude i regnen. Efter at have analyseret på sagen med de redskaber, jeg har fået, har vi lånt en vest og et kugletæppe fra Protac, som vi er spændt på at komme til at prøve af”. Bente nævner et andet eksempel på en borger med frontotemporal demens, som insisterede på at tage pyjamas på midt på eftermiddagen: ”Medarbejderne omkring borgeren forstod ikke denne adfærd: hvorfor nu det? Der eksisterer stadig i mindre omfang en kultur, hvor medarbejdere skal leve op til bestemte normer og forventninger fra kolleger og pårørende i deres arbejde. Hvad sker der egentlig ved at tage pyjamas på om eftermiddagen – er det en måde at fortælle, at man er træt? Hvorfor lave en konflikt ud af situationen: i stedet for at gå ind i konflikten, kunne man gå ud af den!” Det var en ny vinkel på sagen. Bente kunne supplere med sin nye neuropædagogiske viden til at gå bagom borgerens adfærd: ” Havde borgeren nogle sansemæssige udfordringer med sin hud: kunne man arbejde med denne side af sagen også?  Her har jeg fået en forståelse, som jeg kan bruge, og jeg går tit tilbage i notaterne og i bøgerne fra uddannelsen.”

Faktaboks

Anita Bisgaard

Er uddannet ergoterapeut i 1995, har suppleret med en diplomuddannelse med fokus på demens og en Marte Meo terapeutuddannelse.

Bente Nikolajsen

Er uddannet sygeplejerske i 1985 og har bl.a. arbejdet på intensiv afdeling, været hjemmesygeplejerske, leder i hjemmeplejen, underviser på social- og sundhedsskolen og har forskellige efteruddannelser.