Neuropædagogik i et relationelt perspektiv

Neuropædagogikken har sin oprindelse i arbejdet med mennesker med senhjerneskade, men i begyndelsen af 1990`erne introducerede Susanne Freltofte og Viggo Petersen den neuropædagogiske tænkemåde og tilgang i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning. Især i kraft af deres første bog ”Hjerner på begynderstadiet” og et utal af kurser, blev flere og flere socialpædagoger inden for området interesseret i at lære mere om neuropædagogik. I denne artikel skitseres sammenhængen mellem udviklingen indenfor neuropædagogikken og det nye handicapsyn, samt den indflydelse det har haft på den neuropædagogiske efteruddannelse på Sølund.

Af Anna Marie Langhoff Nielsen, konsulent og Bente Torp, konsulent, VISS.dk.

Neuropædagogik og det nye handicapsyn

Neuropædagogik kan defineres som pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med dysfunktioner og skader. Neuropædagogik kan ses som en forståelsesramme, der kobler blandt andet neuropsykologisk og specialpædagogisk viden med sigte på at støtte det enkelte menneske i at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle ressourcer.

I den seneste revidering af Sølunds neuropædagogiske efteruddannelse understreges det, at pædagogiske overvejelser og tiltag sker gennem fokus på konteksten og samspillet. Neuropædagogisk praksis er således rettet mod tilpasning af rammer, strukturer og samspil, så det bedst muligt understøtter den enkeltes livskvalitet og trivsel.

Denne tilgang til neuropædagogik afspejler det nye handicapsyn, som blev introduceret i FN `s ”Standardregler om lige muligheder for handicappede” fra 1994, hvor handicapbegrebet beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Det betyder, at diagnosen eller betegnelsen for dysfunktionen i hjernen ikke kan stå alene i forhold til at forklare hvilken betydning handicappet har for personen. Betydningen af handicappet bliver med andre ord først tydelig i mødet med omgivelserne. Lidt forenklet kan man sige, at en person i kørestol i mindre grad oplever sit handicap som en begrænsning i forhold til sine muligheder for at deltage i samfundet, hvis der er tilgængelighed i samfundet i form af ramper til kørestole, handicaptoiletter, elevatorer osv. Denne særlige indrettede handicapvenlige tilgængelighed kompenserer altså for handicappet.

Det nye handicapsyn bliver derfor betegnet som det miljørelaterede handicapbegreb eller det relationelle handicapbegreb i modsætning til det tidligere individorienterede medicinske handicapbegreb, som havde et større fokus på diagnosen og dennes betydning for individets problemer. Som det fremgår af definitionen på neuropædagogik ovenfor, bygger neuropædagogikken på en kobling mellem det individorienterede medicinske menneskesyn og det miljørelaterede handicapbegreb.

Den neuropædagogiske uddannelse i VISS.dk i dag

Som et svar på det voksende behov etablerede Sølunds kursusafdeling i midten af 1990`erne en neuropædagogisk efteruddannelse, som der i de forgangne 15 år har været en stadig stigende interesse for. I alle årene har der været gjort et stort arbejde for at revidere uddannelsen og projektoplægget, herunder det såkaldte neuroscreeningsmateriale, så det afspejler den nye viden, der er inden for området.

I 2009 gennemgik uddannelsen igen en justering, hvor hensigten har været at tydeliggøre koblingen mellem det relationelle og det individuelle perspektiv, som afspejler både det miljørelaterede og biomedicinske handicapbegreb. I forståelsen af en persons adfærd tager uddannelsen udgangspunkt i nedenstående model. Alle seks bobler og relationen imellem dem er vigtige for at forstå en persons handlinger og reaktioner og alle seks bobler eller perspektiver skal sammenholdes, når der skal planlægges en neuropædagogisk indsats. Den omsluttende cirkel indikerer, at adfærd altid observeres af nogen – i en relation, hvilket får betydning for, hvad der observeres og beskrives.

Det neuropædagogiske projekt i uddannelsen

Udover en indføring i hjernens anatomi, fysiologi, kemi, neuropsykologi og i forskellige handicaps arbejdes der løbende med det neuropædagogiske projekt. Projektet indeholder forskellige beskrivelses redskaber som udviklingsbeskrivelse og forudsætningsanalyser, der kobles med faktuelle informationer om den enkelte. Samlet danner dette baggrund for at opstille hypoteser om funktionsniveauer, samt tydeliggøre ressourcer og begrænsninger.

Hensigten med projektet er at indsamle tilgængelig viden at systematisere observationer og koble disse med viden om udviklings- kognitions- og neuropsykologi. Desuden er der fokus på at udforske sammenhænge mellem adfærd og rammer, samt krav og forventninger i situationen.

Et eksempel kunne være en borger med opmærksomhedsforstyrrelser, som skal indgå i en aktivitet. Pædagogen kan støtte borgeren i at udnytte sine ressourcer ved at tilrettelægge miljøet sådan, at forstyrrende stimuli reduceres, og hun må samtidig overveje, hvordan hun selv kan tilpasse sig i relationen med borgeren, så hun ikke bliver et forstyrrende element. Udgangspunktet er med andre ord, at det ikke er borgeren, der ejer problemet, men omgivelserne, og derfor bliver det pædagogens ansvar at sikre, at omgivelserne og hende selv er indstillet på borgeren og dennes behov og forudsætninger.

Skal man vide noget om hjernen for at kunne arbejde med mennesker med udviklingshæmning?

Det er ikke nødvendigt, at vide noget om hjernens funktion for at møde et andet menneske, hvor det befinder sig. Dette beskrev Søren Kierkegaard allerede i midten af 1800 tallet i sin tekst om hjælpekunst, men erfaringerne viser, at det generelt er en stor hjælp indenfor specialområdet.

En neuropædagogisk forståelsesramme kan ikke hjælpe os med at forudsige adfærd, men kan nuancere vores forståelse og nysgerrighed i forhold til de tilstande og intentioner, som kan ligge bag en adfærd, og som borgeren kan være begrænset i at udtrykke på anden vis.Neuropædagogikken forudsætter, at pædagogen øver sig i at systematisere sine iagttagelser og sammenholde mange perspektiver i forståelsen og mødet med borgeren. I sine iagttagelser må neuropædagogen reflektere konteksten og sig selv med som opretholdende faktorer for en borgers eventuelle uhensigtsmæssige handlinger. Neuropædagogikken kan således hjælpe pædagogerne til at forstå borgerens handlinger som udtryk for et samspil mellem begrænsninger i mentale funktioner, relationen mellem pædagogen og beboeren samt miljøets udformning. Den neuropædagogiske fordring bliver derfor at støtte ressourcer og motivere frem for at fokusere på mangler og begrænsninger.