Sansestimulering for at bedre Sanseintegration

Sanseintegration er hjernens evne til at kunne modtage og bearbejde stimuli, og er en fortløbende proces, der foregår hele livet. De problemer, der ses ved forstyrret sanseintegration, kan aflæses i en ændret adfærd, et såkaldt ”sansesprog”. Denne artikel fokuserer mest på den udviklingshæmmede borgers sanseforstyrrelser.

Af Birgitte Christensen Gammeltoft, Omsorgsassistent og Specialergoterapeut i senhjerneskade.

Historisk baggrund

For at kunne udføre sanseintegrationsbehandling kræves der en nøje analyse af, hvilke sanser, der skal stimuleres, og hvilke, der skal hæmmes, samt på hvilken måde, og til hvilket niveau. Sanseintegrationsteorien er oprindeligt udviklet af ergoterapeut Jean Ayres [1].

Sanserne

Hjernen har behov for informationer fra sanserne, der hjælper os til at forstå vores egen krop og verden omkring os. Nærsanserne føle-, bevæge- og balancesans fortæller os om form og position, og om hvordan kroppen føles, når vi bevæger os. Fjernsanserne fortæller os om verden rundt om, hvilket inkluderer, hvad vi ser, hører og lugter og smager. Sammen hjælper sanserne hjernen med at skabe et billede af kroppen og et billede af verden.

Sansestimulation er en metode, hvor sanserne stimuleres hver for sig, og gives gennem forskellige redskaber som kuglebad, hængekøje, musikseng, kugledyne, dufte etc. Sanseintegrationsbehandling har til hensigt at støtte borgeren til at kunne organisere sanseimpulser fra egen krop og fra omgivelserne, og dermed gøre det muligt at bruge kroppen effektivt og målrettet. Terapeutens rolle er at analysere aktiviteten, og vide på hvilke måde de "sultne" sanser skal stimuleres, og de overreagerende sanser skal hæmmes. Terapeuten skal have et bevidst mål for udviklingen. Snoezelaktiviteter kan hjælpe borgeren til at få en bedre sanseintegration, hvis de rigtige stimuli udvælges.

Sanseintegrationsdysfunktioner

De enkelte sanseområders modtagelse og samarbejde er afgørende for, om virkeligheden opfattes troværdig. Når der ikke er overensstemmelse mellem de informationer, man får via sanseapparatet, bliver virkeligheden utroværdig. Fejltolkninger i opfattelsen fører ofte til ændret adfærd, og ved at observere reaktioner, får vi en ide om, hvilke sansestimuli borgeren forsøger at give sig selv, eller forsøger at undgå. Forkert stimulering i form af under- eller overstimulering, kan indvirke meget negativt på trivsel og udviklingsmuligheder. Borgeren kan mærke, om det føles godt, og vi kan aflæse i ansigtsudtrykket, om stimuli er de rette.

Ubalance i følesansen (taktilsansen)

Borgere med udviklingsforstyrrelser har ofte dysfunktioner på det taktile system, der vil bevirke, at borgeren har svært ved at tolerere lette berøringsstimuli. Velkendte ensartede stimuli skaber derimod ro. Ved fast berøring involveres også bevægesansen, og kroppen falder lettere til ro.

Den adfærd, man skal lægges mærke til, er f.eks., om borgeren ofte har mange lag tøj på en varm sommerdag. Det kan skyldes, at borgeren beskytter sig mod ubehagelige taktile indtryk. Andre kan have alt for lidt tøj på udenfor en vinterdag, som tegn på, at taktil registrering er svag. Borgeren insisterer f.eks. på at have noget viklet om håndled eller fingre, vikler tøj op om hovedet, eller modsætter sig at have hue på, og udviser tydeligt ubehag ved bestemte typer tøj. Borgeren viser ubehag ved at gå barfodet, eller insisterer måske på kun at gå barfodet. Der ses typisk modvilje/ modstand mod f.eks. at blive vasket i ansigtet, blive friseret, klippet, eller få børstet tænder. Mange foretrækker at være i hjørner, under borde eller bag møbler, hvilket kan tydes som behov for at skærme sig selv og føle fast modstand i kontakten med omverden.

Hvis dagligdagens aktiviteter ikke kan dække borgerens sansesult, vil han selvstimulere, som f.eks. at føre hånden til mund/læber, at putte genstande i munden eller vedvarende at have hånden i bukselommen. Skubber eller gnubber kroppen mod enten genstande, vægge eller andre mennesker. Insisterer på at have en eller flere genstande i hænderne. Vikler sig ofte ind i tøjet eller sengetøjet, da dette giver et fast input til nervesystemet og hjælper med at kunne tolerere input. Giv borgeren mere af denne type stimuli med faste tryk. Når taktilsansen er meget forstyrret, vil borgeren søge at overdøve disse kropssignaler ved at påføre sig selv smerte i form af at kradse, nive eller bide sig selv. Der ses også adfærd som at trække håret ud, slå sig selv til blods, eller bide sig selv i hånden. Denne selvskadende adfærd er et kraftigt signal til os om at dække ”sansesulten” ved at ”fodre” med passende stimuli[2]. Kuglebad har ofte en hæmmende indflydelse og hjælper borgeren til at finde ro.

Ubalance i proprioceptivsansen (muskel- og ledsans)

Borgeren trættes meget let, da der er få kræfter. Der er et svagt håndgreb og borgeren taber ting ud af hænderne, er klodset eller kejtet i bevægelserne, og er ude af stand til at placere sig lige på møbler og redskaber. Hvis borgeren ikke kan planlægge, hvad hånden skal gøre, er det en hånd uden praktisk funktion, nærmest som en luffe. Ved proprioceptiv ”sult” vil borgeren forsøge at stimulere sig selv, f.eks. ved gang på tåspidser eller at hoppe, springe og slå hænderne sammen. At skære tænder eller bide i genstande er selvstimulerende adfærd, der har til hensigt at dæmpe et forstyrret nervesystem. Dette ”sansesprog” fortæller, at borgeren trænger til flere beroligende proprioceptive input. Borgeren går på tåspidserne, hopper, klapper og dasker hænderne i overdreven grad, da disse stimuli involverer flere muskler i hele kroppen og giver et større input.

 

Når det proprioceptive system er meget ude af balance, søger borgeren endnu stærkere input, i form af selvskadende adfærd som at kaste kroppen/hovedet ind mod væggen. Selv om det for raske mennesker ser smertefuldt ud, kan det have en vis beroligende effekt. Sansestimulering af det proprioceptive system kan ikke overdoseres, som de fleste andre sansestimuli kan, og bør have størst vægt. Tilbyd borgeren faste genstande, som ikke går i stykker og giv mange dybe tryk til muskler og led eller brug kugledyne og stille vibration som f.eks. bassen i musikvandsengen.

Ubalance i vestibulærsansen (ligevægts- og balancesans)

Ligevægtsreaktioner er nedsatte, og borgeren mister let balancen, og falder hyppigt eller tager ekstra afværgende skridt. Borgeren støtter sig til personale, klamrer sig til gelænderet eller støtter sig op ad vægge. Har forsinket eller ingen afværgereaktioner, og at gå ude på ujævnt terræn er meget anstrengende. Borgeren insisterer på at sidde på gulvet, hvor tyngdekraften ikke har så stor en indflydelse. Holdning og bevægemønstre ændres ved vestibulære forstyrrelser. Borgeren har nakken foroverbøjet, armene inde foran kroppen i bøjet og indadroteret stilling. Gangen foregår med slæbende skridt, og der er en dårlig hæl- tå afvikling. I stående stilling er fødderne i bredstående, og der ses en vuggende gang. Borgeren tøver med at gå på ramper og at gå op og ned ad trapper.

Hvis borgeren er vestibulært ”sulten”, kan der iagttages en selvstimulerende adfærd, hvor klienten rokker frem og tilbage. Jo større sult der føles, jo voldsommere er adfærden. Hovedet sættes i roterende bevægelser, eller ”virrer” frem og tilbage. Borgeren ynder at snurre rundt, og vil hyppigt knipse med fingrene foran øjnene. Borgeren ynder at sætte ting i bevægelse og iagttage drejningen med øjnene. Når vi iagttager disse ændrede adfærdsmønstre, fortæller det os, at borgeren har behov for megen ekstra vestibulær stimulering. Ved overreagerende vestibulært system vil borgeren være ængstelig og anspændt ved stillingsskift. Samarbejdet med synet kan forårsage, at visuelle stimuli fra ting, der er i bevægelse, kan virke meget provokerende på et sensitivt vestibulært system og forårsage autonome reaktioner i form af svimmelhed, opkast og ubehag.

Angsten for at falde giver sig udslag i højdeskræk og let tendens til søsyge og køresyge. Borgeren får meget let kvalme ved hurtige bevægelser. Ved gang på trapper søger borgeren helt hen mod væggen, og klamrer sig til gelænderet. Foden er næppe løftet fra underlaget, da borgeren kompenserer gennem taktile og proprioceptive sanser. Undlad for mange skiftende visuelle stimuli, hvis borgeren er vestibulært overreagerende. Det er vigtigt at vælge et stimulerende redskab, som føles sikkert for borgeren, som f.eks. at ligge på tværs i en stor hængekøje, som muliggør at føle sig indesluttet og beskyttet samtidig. For at afhjælpe disse sanseintegrationsdysfunktioner er det vigtigt at have et roligt miljø og skabe rutiner, der kan hjælpe borgeren til at vænne sig til stimuli. Ved observation af adfærd kan fås et billede af, hvad borgeren har behov for samt hvilke sansestimuli der bør dæmpes.

I bogen ”Sansestimulering for voksne”[3] gennemgås ovenstående emner mere grundigt, og der vises mange eksempler på, hvad der kan gøres for at analysere behovet for sansestimulering, samt konkrete anvisninger til stimulering for at bedre sanseintegrationen.


 

[1] Ayres J. Sanseintegration hos børn. 2. udgave. Hans Reitzels Forlag. Danmark 2007.

[2] Reisman J, Hanschu B. Sensory Integration Inventory- revised for individuals with developmental disabilities. PDP Press. Minesota 1992.

[3] Gammeltoft B. Sansestimulering for voksne. www.gammeltoft.org 2009

Udviklingshæmmede og problemer med rusmidler

”Jeg arbejder i et støttecenter, hvor en af beboerne har et misbrugsproblem. Jeg har svært ved at acceptere, at hun drikker. Omvendt ved jeg ikke, om jeg kan gøre så meget. Kvinden har en hjerneskade, der betyder, at hun ikke kan forstå konsekvensen af sine handlinger. Selv om jeg flere gange har talt med hende om, at andre ikke har lyst til at være sammen med hende, når hun er fuld, bliver hun ved med at drikke. Hvordan kan man hjælpe en person ud af et misbrug, som ikke forstår konsekvensen af, at hun drikker?”

Af Stine Grønbæk Jensen, Konsulent, Handicapenheden, Servicestyrelsen

Der er mange udfordringer forbundet med at støtte udviklingshæmmede, som har problemer med rusmidler. Ovenstående spørgsmål er hentet fra brevkassen på Servicestyrelsens hjemmeside til fagpersoner om udviklingshæmmede med misbrug. Spørgsmålet kan ses som et udtryk for nogle af alle de dilemmaer, der kan opstå i forhold til det pædagogiske arbejde med gruppen. Hvordan kan man hjælpe uden enten at bruge kontrol og magt eller resignere og give op?

Udviklingshæmmede og misbrug
Der er mindst ligeså mange misbrugere blandt udviklingshæmmede, som i den samlede befolkningen. En undersøgelse fra 2001 viste, at op imod 6. pct. af alle udviklingshæmmede har alvorlige misbrugsproblemer. Misbruget blandt udviklingshæmmede består helt overvejende af alkohol, men der findes også en del hashmisbrugere, såvel som blandingsmisbrug af fx medicin og alkohol. Meget tyder på, at brugen af euforiserende stoffer er steget siden undersøgelsen blev gennemført.

Der er ikke belæg for, at udviklingshæmmede som følge af deres funktionsnedsættelse, skulle være mere disponerede for at få problemer med rusmidler. Derimod er der noget, som tyder på, at de særlige livsvilkår spiller en vis rolle. Overgangen fra et overvåget liv på store centralinstitutioner til et liv i mindre kontrollerede boformer har uden tvivl været et stort fremskridt for det store flertal. Men for nogle relativt få har det været en vanskelig proces. Mange, der bor i egen bolig, er aldrig rigtigt blevet en del af det ”normale samfund” og føler sig ensomme. Rusmidler kan i de situationer både dulme en smerte og være adgang til sociale miljøer, hvor de føler sig accepterede og anerkendte.

Balancegangen mellem magt og omsorg
Problemer med rusmidler udfordrer ofte pædagogernes balancegang mellem respekten for den enkeltes selvbestemmelse og deres pligt til at gribe ind.

I 1998 vedtog regeringen Lov om social service, og institutionsbegrebet blev opløst. Serviceloven understreger, at alle udviklingshæmmede er beboere i eget hjem uanset bosted, og at de har ret til at bestemme over deres eget liv. Det betød et skift i den pædagogiske opgave. Pædagoger har ikke, som på de store centralinstitutioner, ret og pligt til at kontrollere og dermed ”sørge for”, at udviklingshæmmede ikke udvikler et misbrug. Pædagoger er livshjælpere, som har til opgave at motivere og vejlede udviklingshæmmede, - men det er i sidste ende en personlig beslutning, hvordan den enkelte vil leve sit liv, herunder om man vil drikke alkohol og hvor meget.

I 2000 vedtog folketinget en række nye bestemmelser om omsorg og magtanvendelse i forhold til personer med varig nedsat psykisk funktionsevne. Med afsæt i princippet om den personlige friheds ukrænkelighed og selvbestemmelsesret er hovedreglen, at magtanvendelse ikke må finde sted. Samtidig har de sociale myndigheder en pligt til at undgå, at der sker omsorgssvigt af mennesker, der som følge af psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på deres egen tilværelse.

Omsorgspligten giver ikke hjemmel til at anvende magt, men forpligter personalet til at finde en måde, hvorpå hjælpen vil modtages. Hvis man ikke kommer nogen vegne med motiverende samtaler, hvor man taler om konsekvenserne ved at drikke, må pædagogen finder andre måder. F.eks. ved at finde bagvedliggende årsager og med afsæt i disse opstille alternativer til at drikke. At finde en måde hvorpå hjælpen vil modtages er ofte en stor faglig udfordring, som tager lang tid.

Når afmagten får magten
Når pædagoger anvender magt eller lader stå til, er det som regel som følge af en afmagtsfølelse. Pædagoger har viden om udviklingshæmmede, men ikke nødvendigvis om misbrugsproblematikker. Det har ofte den konsekvens, at egne normer og følelser kommer til at dominere, og den pædagogiske indsats sløres.
Pædagoger, som indgår i tætte relationer til udviklingshæmmede misbrugere, bliver indimellem selv en del af misbrugsmønstret - ganske som man ser det i familier, hvor et af familiemedlemmerne er misbruger. Når det pædagogiske arbejde med en udviklingshæmmet misbruger ikke lykkes, oplever mange svære følelser som angsten for, at han eller hun skal drikke sig ihjel eller tage sit eget liv. Mange får en oplevelse af at blive snydt og bedraget og reagerer med følelser som vrede, opgivelse og resignation, eller man begynder at tage ansvaret for misbrugerens problemer og bliver kontrollerende.

En professionel tilgang
En professionel tilgang fordrer ofte, at den viden om misbrug, som er i misbrugscentrene, kommer i anvendelse, og kombineres med den viden, som pædagogerne har om udviklingshæmmede. Erfaringer viser, at et samarbejde mellem behandler og pædagoger giver gode resultater. Pædagoger kan for eksempel anvende behandlere i forbindelse med afklaring af, hvorvidt der i konkrete tilfælde er tale om storforbrug eller et egentligt misbrug. Behandlerne kan også give gode råd om, den bedst mulige håndtering af relationen til misbrugere. Ligeledes er der gode erfaringer med samarbejde om konkrete behandlingsforløb.

Udviklingshæmmede har som alle andre ret til behandling i det etablerede misbrugsbehandlingssystem. Men meget få udviklingshæmmede misbrugere modtager professionel behandling. Der ligger således et stort potentiale, men også en stor opgave, i forhold til at få etableret gode samarbejdsrelationer på tværs af det misbrugsfaglige og det pædagogiske felt.

Ny hjemmeside
Servicestyrelsen har i 2009 oprettet en ny hjemmeside, som formidler viden og erfaringer om behandling, forebyggelse og motivation af udviklingshæmmede med et misbrugsproblem. Hjemmesiden er målrettet misbrugsbehandlere og pædagoger. Der er bl.a. mulighed for at stille spørgsmål i brevkassen til videnspersoner, som har konkrete erfaringer med behandling af udviklingshæmmede med misbrug. Læs mere på www.servicestyrelsen.dk/uhmisbrug

Kilder

  • Andersen, Jonna og Thomas Gruber (2001): Misbrug uden behandling - udviklingshæmmede og misbrug. Formidlingscenter Øst
  • Andersen, Jonna og Thomas Gruber (2006): Alkoholmisbrug, forebyggelse og behandling. Et hæfte for pædagoger og andre ansatte i bo-og servicetilbud for udviklingshæmmede. UFC Handicap.
  • www.servicestyrelsen.dk/uhmisbrug