Snoezelen: Oplevelse, sanseintegration og terapi

Snoezelen har eksisteret i over 35 år og kom til Danmark for 20 år siden. Undervejs har Snoezelen udviklet sig i forskellige retninger. Hvor kommer Snoezelen fra? I hvilke retninger er den blevet ført? Og hvor bevæger den sig måske hen nu?

Af Dorthe Møller Johnsen,cand.mag. i kognitiv semiotik og Formidlingskonsulent ved VISS.dk

Hvad er Snoezelen?

Snoezelen er betegnelsen for et multisensorisk miljø, hvor personer med sansemæssige problemer kan få kontrollerede og individuelt doserede sanseindtryk. Ordet er sammensat af to hollandske ord snuffelen og doezelen, der betyder snuse og døse. I Snoezelmiljøet skabes der en på én gang behagelig og stimulerende stemning. Sanseindtrykkene kan pirre sanserne, giver oplevelser og motivere til aktivitet – eller berolige – alt efter behov. Sanseindtrykkene skabes ved hjælp af lys, lyd, farver og dufte, tryk, massage og bevægelse. 

Først en aktivitet…

Snoezelen er et fænomen, der opstod i Holland fra midten af halvfjerdserne. Det udsprang af en ændret holdning i samfundet til personer med udviklingshæmning. Personer med udviklingshæmning skulle ikke længere gemmes bort på institutioner og skærmes mod unødige påvirkninger, som de skrøbelige mennesker man anså dem for at være. Nu skulle de være borgere med de samme rettigheder som andre borgere, fx fritidsbeskæftigelse. Det betød, at personalet i stedet for at tage sig af og sørge for personen med udviklingshæmning, skulle understøtte ham i hans udvikling og hans liv. Ofte var det svært for personalet at finde fritidsbeskæftigelser, de kunne tilbyde deres beboere med svær udviklingshæmning. Man begyndte derfor at udvikle materialer og tilgange, der kunne skabe interesse og aktivere, i stedet for de kliniske, hvide omgivelser. Personalet præsenterede børn og voksne med udviklingshæmning for mobiler, musik, massage og farver.

De oplevede, at de ved at tilbyde udvalgte sanseindtryk bedre kunne kommunikere med deres beboere med svær udviklingshæmning og give dem nye muligheder for aktivitet. Når sanseindtrykkene var kontrollerede og tilpassede, åbnede beboerne mere op for sanseindtryk og de fik lysten til at se, høre, dufte og føle på ny.

Ved en sommerskole på institutionen De Hartenberg i Holland arrangeret af Ad Verheul og Jan Hulsegge, blev de første forsøg med sanse-cafeterier lavet i større omfang, idet man indrettede et stort telt, hvor man kunne eksperimentere med forskellige sanseerfaringer. Herfra blev begrebet Snoezelen og principperne bag skabt.

Oplevelse og samvær eller terapi?

Snoezelen var således først en aktivitet og et tilbud om oplevelse, der opstod af praksis og et ændret menneskesyn. Efterfølgende har Snoezelen også fået et mere teoretisk fundament baseret på sanseintegration og neuropsykologi, og man er begyndt at bruge Snoezelen til mange andre målgrupper: demente, psykisk syge, i rehabilitering og til børn med forskellige sanseforstyrrelser. Indenfor normalområdet bruges Snoezelmiljøer som læringsrum til børn, og som afstresning for fortravlede medarbejdere. De mange nye målgrupper har naturligt en betydning for, hvordan Snoezelen udvikler sig, bruges, og hvad målet med aktiviteten er. 

Forskellige tilgange

Snoezelen bruges således på forskellige måder alt afhængig af målgruppe og faggruppe. Lidt firkantet stillet op, har ergo- og fysioterapeuter som udgangspunkt en mere ”terapeutisk” tilgang til brugen af Snoezelen, med udgangspunkt i sanseintegration, mens pædagoger ofte har en mere relationel tilgang, hvor begrebet ”rummet som den tredje pædagog”, spiller en væsentlig rolle. I den pædagogiske tilgang bruges Snoezelrummet som en ramme, der befordrer mødet og kommunikationen mellem mennesker, hvor man kan opleve sammen på lige vilkår. I den sammenhæng ses rummet og sansepåvirkningerne som sansestimulerende.

Den terapeutiske tilgang er mere fremtrædende, når Snoezelen bruges i et genoptræningsforløb efter fx en hjerneskade eller i et behandlingsforløb i fht. psykiske problemer. I den terapeutiske kontekst arbejder man mere målrettet med sanseintegration (se Birgitte Gammeltofts artikel herefter).

I praksis er den terapeutiske og den relationelle tilgang oftest nært forbundne, idet den gode oplevelse og samværet, ofte har en godgørende virkning på personens livskvalitet, og terapiens succes i høj grad afhænger af den æstetiske oplevelse ved rummet, terapeuten som person og begge aspekters evne til at motivere og stimulere eller berolige. Begge tilgange indbyder til aktivitet med brugeren og har glæden ved at opleve som motiverende faktor.

Vælge selv

Der ligger en væsentlig kvalitet i, at brugeren har mulighed for selv at vælge aktivitet og sanseinput i Snoezelmiljøet, som både har pædagogisk og terapeutisk betydning. Et væsentligt pædagogisk mål i fht. mennesker med udviklingshæmning er, at give dem mulighed for at vælge og dermed få ejerskab over deres eget liv. I et Snoezelmiljø er der netop en mængde muligheder for valg og fravalg af sanseindtryk og oplevelser. Brugeren vil ofte vælge bestemte sansepåvirkninger, og dette valg kan således fortælle den opmærksomme ledsager en masse om brugerens præferencer og behov. Denne viden kan bruges ved næste besøg i et Snoezelmiljø, som en guide for tilbud om nye aktiviteter. Ligeledes er det en viden, man kan tage med og bruge i dagligdagen og i andre sammenhænge.

Brug med omtanke

Snoezelen skal bruges med omtanke, også til brugere, hvor målet er relationen, den kravfrie oplevelse og muligheden for at vælge selv. Pædagogen eller den pårørende bør vide, hvilke oplevelsesmæssige og sansestimulerende muligheder, og hvilke farer for overstimulering, der er i forbindelse med brug af et Snoezelmiljø. De bør kende styrker og svagheder hos dem, de ledsager. Kun derigennem kan de guide brugeren til at vælge og dosere mængden af stimuli.

Et mere radikalt eksempel på forbehold mod at bruge Snoezelen valg- og kravfrit møder man i den Tyske Snoezelorganisation DSLA[1], hvor Martina Dennerlein har udviklet en metode, der kaldes Den reformerede Snoezelen. Martinas tilgang tager skarpt afstand til det oprindelige hollandske koncept, der hylder sanseoplevelsen, det frie valg og det kravfrie rum. Den klassiske Snoezelen er ofte karakteriseret ved en overflod af sanseindtryk og valgmuligheder. Den reformerede Snoezelen ser store risici ved denne tilgang, da brugeren risikerer at blive overstimuleret eller forkert stimuleret, hvis han vælger forkerte stimuli, eller hvis hjælperen ikke ved nok om, hvordan sanserne påvirkes, og hvad brugeren kan tåle. Det er for risikabelt at lade brugeren vælge selv. De forkerte påvirkninger, kan give langvarige skader, mener Martina.

Snoezelen nu og fremover

Dokumentation

Indenfor Snoezelenkonceptet er der nye tiltag på vej rundt om i verden.

Et af de emner, der fylder meget i fht. Snoezelen er spørgsmålet om dokumentation og evidens. Internationalt handler det spørgsmål meget om, at dokumentationen for Snoezelens virkning kan bane vejen for anerkendelse og dermed tilskud fra sygesikring mm. Dokumentationskravet kender vi også fra de hjemlige himmelstrøg i forhold til stort set alt på det sociale område. På rehabiliteringsområdet og i forhold til en mere sanseintegrerende terapi er det nemmere at dokumentere et resultat, men hvordan dokumenterer man oplevelser og en forbedret livskvalitet for personer med udviklingshæmning? Og hvilke elementer i oplevelsen er det, der har virkning? Det gode resultat fremkommer måske ved, at personalet, når de er i Snoezelrummet, kommer i en tilstand, hvor de er mere tilstede i samværet med beboeren? På Humboldt Universitet i Berlin er man i gang med at lave biosensoriske målinger af personer, der opholder sig i et Snoezelenmiljø for at se, hvilken virkning det har på personens emotionelle tilstand. I Landsbyen Sølund arbejdes der også på at lave biosensoriske målinger, der dels skal måle både brugeren og personalets emotionelle tilstand under en Snoezelensession, dels give personalet en løbende indikation på brugerens emotionelle tilstand, der kan bruges i kommunikationen under forløbet.

Digital underholdning

Et andet område, hvor der sker udvikling i fht. det oprindelige klassiske koncept, er at udnytte landvindingerne indenfor teknologi og spiludvikling til at give nye tilbud til brugere af Snoezelhuse af mere legende og aktiverende karakter. Digitale spil og oplevelser tilpasset brugere med fysiske og psykiske handicaps kan motivere til leg og bevægelse og give brugeren en oplevelse af at kunne få ting til at ske. I Danmark er der projekter i gang både i Snoezelhuset i Gentofte og i Landsbyen Sølund, der kobler teknologi med Snoezelen.

Snoezelen i Danmark på tværs

I Danmark, tror jeg, vi er mindre kategorisk, end der er tendens til i Tyskland, og selv om vi har forskellige tilgange, mål og målgrupper i arbejdet med Snoezelen, kan vi samarbejde og berige hinanden med forskellighederne. I det danske netværk for Snoezelen[2] arbejder vi på at skabe et fælles forum for Snoezelen i Danmark med plads til forskellighed. På den Internationale Snoezelkonference, der finder sted i Landsbyen Sølund har du mulighed for at blive inspireret af tilgange fra hele verden og være med til at sætte diskussionerne om Snoezelen i gang.


[1] En anden organisation er ISNA, der har et internationalt sigte, med tyske Professor på Humboldt Universitetet, Dr. Krista Mertens og hollandske Ad Verheul som grundlæggere. Se www.isna.de. De to organisationer samarbejder ikke.

[2] www.snoezelnet.dk