Livshistorien som pædagogisk arbejdsredskab

-i forhold til mennesker der er udviklingshæmmede

Siden midten af 80érne har jeg undret mig over, hvordan det det kunne være, at en del mennesker med udviklingshæmning havde det så svært med sig selv og viste det ved at være enten indadvendte og passive eller udadrettede og selvskadende? Siden og indtil i dag har jeg fået svar på min undren ved at arbejde med livshistorien som pædagogisk arbejdsredskab. Nedenstående skulle gerne give inspiration til at sætte fokus på vigtigheden af, at alle mennesker med udviklingshæmning kommer til at kende deres egen historie.

Af Susanne Hollund, tidl. Pædagogisk konsulent i Landsbyen Sølund

Rigtig mange mennesker med udviklingshæmning kender ikke deres livs historie. De ved ikke hvor de er født og nogen ved ikke, hvem deres mor og far var. Det er især de mennesker, der i dag er over 40 år, der ikke kender deres historie, men jeg møder også unge, som ikke har familie, og som ikke ved, hvor de kommer fra.

Man kan sige de er historieløse.

Vi ved i dag hvor vigtigt det er ”at høre til”, at der er nogen, som betyder noget for en, at der er nogen, der elsker en, nogen man er knyttet til.

Vi ved i dag, at det er en forudsætning for at kunne udvikle sig og for at kunne opleve sig tilpas med at være i denne verden.

Den engelske psykolog Tom Kitwood siger, at der er 5 ting, der skal være til stede, for at et menneske oplever sig tilpas.

Det er tilknytning, identitet, trøst, inklusion og meningsfuld beskæftigelse eller gøren.

Det bekræftede mig i, hvor vigtigt det er, at vi tilbyder hjælp til mennesker med udviklingshæmning til at komme til at kende deres historie:

Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvem har jeg kendt og hvad har jeg oplevet? Hvordan er jeg blevet mødt i gennem mit liv, hvilke spor har det sat sig, hvad har jeg været god til og hvad er jeg god til? Hvad synes jeg er svært og hvordan reagere jeg på det, osv.?

Tilbage i 1985 arbejdede jeg som forstander på en ny institution. Mange af de nye indflyttere (beboere) i huset kom fra centralinstitutionerne, og mange af dem havde boet på disse fra de var helt små.

En af indflytterne (beboerne) gjorde særligt indtryk på mig og vores historie sammen er udgangspunktet for at jeg siden har beskæftiget mig med Livshistorier:

Jens var omkring 40 år. Jens havde ingen familie eller venner, han havde kun os.

Han fungerede godt på mange områder, men virkede frustreret og fortvivlet. Jens var kronraget, skar sig med barber blade på brystet, gik helst uden tøj, rev det i stykker, truede personalet. Han fik store doser psykofarmaka og vi rådgav os med vores psykiater. Intet hjalp.

Så satte vi os for, at få styr på hans historie. Vi kontaktede Landsarkivet og der ”lå hans liv”. Da han flyttede ind i sin nye bolig fra centralinstitutionen, blev alt, hvad der var skrevet om ham, arkiveret på Landsarkivet. Sådan er det for de fleste, der har boet på institution før 1980.

Vi fik studeret papirerne og fik skrevet et resume af hans liv. Vi fik en meget stor forståelse for, hvad Jens gik og bar rundt på af følelsesmæssige frustrationer.

Jens var kommet på institution som 3 årig, derefter var der ingen kontakt til familien. Han var flyttet rundt fra sted til sted, da ikke ret mange personaler kunne lide ham.

Jens havde været god til at sy og væve, men var i dag på træværkstedet i produktionen. Jens udtrykte ofte, at han ikke ville være der, men han var jo god til det og det gav også en vis indtægt.

Vi besluttede, efter at have fået et overblik over hans livsforløb, at han skulle starte ”forfra” på sit liv. Jens skulle have en ny ”far”. Det blev Hans. Hans, som var ansat som pædagogmedhjælper kunne lide Jens.

Hver gang Hans var på arbejde, var han mere for Jens end for de andre beboere. De tog på fisketure, teltture, kanoture og lignende. Jens fik det bedre.

Efter 2 år var medicinen nedtrappet til et minimum, Jens beholdt tøjet på, han kunne se han så godt ud, ridsede sig aldrig mere, og så fik han langt hår, hestehale og fuldskæg som Hans. Han fik et forbillede, en han kunne læne sig op af og lærer af. Hans blev i 13 år, og Jens forlod træværkstedet og begyndte at sy og væve. Jens fik tillid til sine omgivelser.

 Jens kom så ”på rejse” rundt i sit liv. Vi tog billeder af de steder, han havde boet, og huset, hvor han boede de 3 første år. Vi fandt hans onkel, som gerne ville være onkel igen. Han hjalp med at skaffe billeder til Jens album. Han havde ofte Jens på besøg. Jens fik familie. Hans forældre var døde, men billeder af dem kom i albummet. Han blev stolt af sit liv, og kunne delagtiggøre andre i det ved at vise sit album. Jens flyttede siden i egen bolig. Han døde for nyligt, og rigtig mange medarbejdere fra tidligere kom til bisættelsen. De havde vedligeholdt kontakten med Jens og besøgt ham, selv om de var rejst. Ved den lejlighed blev alle historierne om samværet med Jens delt og Jens vil fortsat blive husket og talt om.

Denne historie var med til at få mig til at brænde for arbejdet med livshistorier. Siden har jeg på de arbejdspladser, jeg har været på, hvor jeg altid har haft en eller anden form for ledelsesfunktion, sørget for at de mennesker, der boede der, kom til at kende deres historie og sørget for, at medarbejderne kunne hjælpe dem med dette. Vi har hentet utallige historier hjem fra Landsarkivet. Vi har fået lavet både en skriftlig historie og en bog med billeder af beboerens liv. Rigtig mange beboere har fået kontakt til deres familie igen.

Den skriftlige historie har altid givet medarbejdere større forståelse for, hvad beboere havde behov for. Ofte har det været en tilknytning til bare et menneske, der var behov for. Ofte har det kunnet lade sig gøre, og når det er sket, har beboeren fået tillid til sine øvrige omgivelser og har kunnet modtage og give kærlighed og har fået større sikkerhed i at kunne udtrykke sine behov.

Livshistoriebogen bliver lavet sammen med beboeren. Uanset beboerens udviklingsalder er de med rundt ”på rejse” i deres liv, og der bliver taget billeder. Har man en kognitiv udviklingsalder under 3 år husker kroppen. Så er sanserne sat i spil, der bliver duftet, lyttet og mærket og erindringerne mærkes. Er den kognitive udviklingsalder over 3 år, husker kroppen, og erindringerne kan udtrykkes. Sommetider gør det ondt, og så skal vi trøste. Mange har brug for hjælp til at få sat ord på de følelser, der dukker op, brug for at blive bekræftet i, at oplevelser, der var slemme, ikke sker igen, og at vi passer på dem. Jeg har talt med mange pårørende, som gerne vil fortælle os deres barns, søsters eller brors historie. Det er en lettelse for dem at få lov til at fortælle historierne til en, der lytter interesseret og nysgerrigt. Også her er der brug for forståelse og trøst. Familien hjælper med at skaffe billeder til livshistoriebøgerne. Beboerne er stolte af deres bøger. Nye medarbejdere, studerende, vikarer får et rigtig godt billede af den enkelte beboers liv ved at se i bøgerne, og beboerne viser gerne deres bøger frem. Her er der masser af nærvær og relevante ting at tale med den enkelte beboer om. En gang om året skal historien fortsætte og billeder fra året, der er gået, sættes ind. Ligeledes skal den skriftlige historie suppleres.

Jeg har i 20 år undervist i emnet på institutioner i hele landet og på seminarier. Kursusdeltagerne udtrykker altid begejstring efter sådan en dag, og har ønske om at komme hjem og i gang. Nogen er også kommet i gang, men mange er blevet forhindret fordi andre emner var i fokus eller fordi den dag man skulle i gang, kom der en sygemelding, så det måtte udsættes endnu engang. Det er for mange svært at få dette arbejde ind i hverdagen, og det kræver stor støtte fra den enkelte organisations leder. Jeg har derfor fundet på en organisatorisk måde at arbejde med livshistorierne på som lader til at være en succes. Det er et kursus jeg har kaldt ”livshistorieværksted”. Det er et kursus, der varer 3 dage. Se mere om dette på www.viss.dk

Jeg har fået stor inspiration til mit arbejde med livshistorier og det, der følger med dette arbejde af spørgsmål, fagligt og følelsesmæssigt, fra Skodsborg spædbørnehjem, både ved at mødes med deres psykolog, Inger Thormann, og ved at læse deres bøger. Jonas Gustafsson og Knud Ramians bog ”Livshistorien – en vej til det menneskelige” har også givet mig stor inspiration især til hvordan livshistoriearbejdet kan gribes an, når man skal invitere mennesker med udviklingshæmning som er så velfungerende at de stort set klare sig selv, til at skrive deres historie.

Litteraturliste på bøger jeg har fået meget inspiration fra til arbejdet med Livshistorier:

Agnete Diderichsen og Sven Thyssen: Omsorg og udvikling – omsorg, opdragelse og småbørns udvikling. Danmarks Pædagogiske institut.

John Bowlby: At knytte og bryde nære bånd.

Inger Thormann: Den nænsomme anbringelse

Inger Thormann: Hånden på hjertet - omsorg for det lille barn i krise

Inger Thormann: Med hjerte og forstand

Francoise Dolto: Samtaler om børn og psykoanalyse

Caroline Eliacheff: Krop og skrig

Elisabeth Cleve: En stor og en lille der blev væk.

Karen Glistrup: Hvad børn ikke ved… har de ondt af

Jonas Gustafsson og Knud Ramian, Livshistorien – en vej til det menneskelige, Systeme a/s.

Ingrid Strøm: Livshistoriebøger – en hjælp til identitets- og selvværdsudvikling.

(Artiklen er tidligere bragt i bladet Udvikling d.22.12.08)