Livets historie er identiteten

Landsbyen Sølund fokuserer på livshistorie, da huller i vores livs historie skaber revner i vores identitet

Af Britt Bach Madsen

”Han må begynde forfra på sit liv – det er aldrig for sent”  fortæller Susanne Hollund om beboeren Kim, som er udviklingshæmmet og uden talesprog. I en alder af 48 år fik Kim klarlagt sin triste livshistorie. Livets historie er vigtig både for beboeren og personalet, som opnår større forståelse og rummelighed for personens reaktioner. Mange beboere i Landsbyen Sølund kender ikke eller kan ikke sætte ord på deres egen livshistorie.

Personalets holdning

Skrigeri og at tisse i andre beboeres senge, var nogle af Kims reaktionsmønstre. Det berørte personalet så meget, at ingen ønskede at arbejde med ham. Susanne, som underviser i blandt andet livshistorie, fortæller at mange beboere har flere oplevelser af svigt, tab, flytninger og forskelligt personale. Kontinuiteten mangler i livet, hvilket skaber angst og uro – den uafbrudte sammenhæng i livet medfører en negativ effekt for dannelsen og bevaringen af sin identitet. Når personalet pludselig kender en trist historie opstår medfølelsen og accepten af beboerens reaktioner. Dette gjaldt også for Kim, for hvem det kom til at skabe forandring.

Fokus for Kim

Under arbejdet med Kims livshistorie fandt personalet ud af hans evne til at skabe kontakt og have tillid var skadet. At starte forfra med Kim betød personalet måtte give Kim nye erindringer om kontakt og tillid. Nye tilgange og pædagogiske metoder blev anvendt. Forløbet strakte sig over et år.

Udviklingsalderen og begivenhederne i personens liv er vigtig i det fortsatte arbejde med personen. Med begivenheder mener Susanne holdninger til, hvad personen har været omgivet af i forhold til kærlighed, omsorg, kommunikation og oplevelser.

Tilknytning og adskillelse

Til spørgsmålet; - er det ikke farligt at lade en beboer knytte sig til personale, som måske rejser? svarer Susanne ”blot personalet mestrer at trøste og sætte ord på følelserne, er det ikke farligt” for personen skal jo også lære adskillelse. Det er en gave at få lov at knytte sig til nogen, og har vi først knyttet os til én kan vi finde tilliden til at knytte os til flere.

Livshistorieforløb

Efter analyse af livshistorie materialet vurderes følgende punkter i forhold til fremtidig fokus omkring beboeren:

  1. Evnen til at knytte sig til andre
  2. Kommunikationen – hvad og hvordan er beboeren i stand til at give og modtage kommunikation
  3. Interesser/oplevelser ud fra beboerens ressourcer
  4. Seksualitet – hvis der er tegn på seksuelle frustrationer inddrages amtets seksual vejleder, og man følger socialstyrelsens cirkulærer herom vedrørende udviklingshæmmede

Pårørende

Susanne oplever oftest positive tilbagemeldinger fra de pårørende. ”Der er mange familier, der har hemmeligheder” fortæller Susanne, men når personalet spørger ind og viser interesse åbner familien op, og det virker som en lindring for dem også.

En ny begyndelse

Det lille barn i Kim fik tillid til den primære kontaktpædagog, og det har bevir­ket et andet reaktionsmønster sammen med det at blive mødt respektfuldt af personalet - og nu vil alle i personalegruppen gerne arbejde med Kim.

Fakta boks om processen

Viden indsamles gennem kontakt til pårørende, landsarkivet, læger, psykiatere med flere. Det kræver fuldmagt fra beboer selv eller værge.  Personalet hjælper familien til et seks til otte siders resumé om beboerens liv. Medarbejdere skal læse alt materiale, hvorefter det analyseres:

  1. Hvad har beboeren fejlet fysisk.
  2. Hvordan er beboeren blevet mødt af omgivelserne, hvilke sår på sjælen. Der tages udgangspunkt i udviklingspsykologien.
  3. Hvilke reaktioner har beboeren haft på sit liv. Urenlighed, selvskade m.m. Disse ting klarlægges ofte i processen og forståelsen skabes.
  4. Beboerens ressourcer/interesser

Billedbog for og om beboeren udarbejdes, med fotos fra fortid og nutid med korte tekster. Den faglige livshistorie er for medarbejderne, så de kan se, fatte og favne beboeren.