Lad mig hjælpe dig med din indre smerte

- når det gør ondt inden

Vi har sat hinanden stævne i et mødelokale midt i København i et opgangsbofællesskab for udviklingshæmmede i Københavns kommune. Fire hjemmevejledere for borgeren Klara[1] har det sidste år arbejdet ud fra en jeg støttende tilgang kombineret med begrebet Containing, som betyder, at personalet flytter fokus fra beboerens adfærd hen imod den følelse, der ligger bag adfærden, hvilket har givet positive resultater.

Af Per Lærkegaard, konsulent og Jette Lorenzen, formidlingskonsulent i VISS.dk.

Deltagere i interviewet: Hjemmevejledere: Anne Broen, Lillian Dall-Hansen, Birgit Bach Nielsen Studerende: Birgitte Dalbjerg.

Hvem er borgeren Klara?

Hjemmevejlederne tegner et billede af Klara. Klara er en lille tæt kvinde midt i 40erne med udviklingshæmning og store psykosociale problemer. Hendes psykiske sårbarhed indebærer, at hun ofte projicerer sine indre psykiske konflikter over på andre mennesker og dermed skaber mange konflikter i miljøet. Nogle gange er hun i godt humør, andre gange aggressiv. Over en dag kan der derfor være meget store svingninger i hendes følelsesmæssige stemningsleje. Hun er en kvinde, som ofte har det svært med sig selv. Èn til én relationer fungerer godt, selvom hun kan blive meget jaloux. Omvendt har hun det svært, når hun er sammen med flere mennesker. Alt skal være forberedt, ellers er det for uoverskueligt. Lillian nikker genkendende til det billede, der tegnes og supplerer: ”Når hun har det vanskeligt, så er det også vanskeligt at være sammen med hende.” Hun kommer ind under huden på personalet, som ofte føler sig magtesløse i kontakten med hende. Når hun er alene, skriger og stamper hun. Det gør, at andre beboere bliver bange for hende, og der kommer mange klager fra naboerne.

Fra opdragelse til gensidigt meningsfulde relationer

De tre faste hjemmevejledere har været på kursus i temaet ”Udviklingshæmmede med personlighedsforstyrrelser” og er herigennem blevet præsenteret for en kombination af en ”jeg støttende tilgang” i forhold til udviklingshæmmede, der har psykosociale problemer, og et miljøterapeutisk begreb ” Containing”. Containing er et fagligt begreb, der, som Anne udtrykker det, gik lige ind. Begrebet er forankret i den psykodynamiske tænkning og handler om evnen til at rumme beboernes svingninger og stærke følelser og indre konflikter, uden at blive opslugt af beboerens psykiske ubalance. I praksis anvendes Containing på den måde, at pædagogen viser, at hun kan rumme beboerens følelser og finde veje til at bearbejde dem. Målet er at lindre beboerens psykiske smerte og dermed bringe beboeren i følelsesmæssig balance. Den jeg støttende tilgang har fokus på samspillet mellem fagpersonen og beboeren. Kommunikationen bygger på, at ”vi” i relationen til hinanden, giver mulighed for at blive set, hørt og forstået. Det er også vigtigt, at ”vi” i relationen har en betydning for hinanden, dvs., at vores kontakt og samspil giver mening for dig og mig. Hermed lægges, der op til, at en jeg støttende tilgang er præget af deltagernes ligeværdige indflydelse og gensidigt meningsfulde relation.

Udover pædagogens faglige viden og etik bringes pædagogens personlighed også ind i billedet på en ny måde, idet de selv indgår i samspillet med deres egne kommunikative kompetencer, deres almenmenneskelige forståelse, empati og sanselighed i de relationer, der skal udvikles. Det er vigtigt ikke kun at se på den udviklingshæmmedes kommunikative formåen, men også at sætte sin egen formåen i spil. Er man som støtteperson god nok til at forstå og gøre sig forståelig, tolke, give valgmuligheder og i det daglige gøre det betydningsfuldt at kommunikere?

Set i dette perspektiv adskiller ”en jeg støttende tilgang” sig fra at beordre, træne eller korrigere adfærd gennem forbud og påbud, eller opdrage ud fra samfundets eller pædagogiske eksperters fastsatte mål for ønsket adfærd.

Anne fortæller: ”Jeg kunne umiddelbart bruge det, jeg havde lært. Jeg kunne tage imod alt det Klara lukkede ud af indre konflikter og vise hende, at jeg holdt af hende alligevel, selvom hun ofte var urimelig”. Lillian supplerer, ”jeg øvede mig i at se hende som en kvinde, der har ondt indeni, og som har det svært med sig selv. Hun hældte alt sin psykiske ubalance ud i miljøet, fordi hun ikke selv kunne være i det. Jeg tog imod hendes voldsomme følelsesmæssige smerte frem for at opdrage og irettesætte hende”. Birgit oplevede det at få kendskab til ”en jeg støttende tilgang” og Containing som en befrielse. Frem for at sætte Klara på plads og bremse hendes følelsesmæssige udtryk kunne hun tage imod hende, som hun var og afgifte hende og derigennem lindre hendes psykiske smerte.

En ny virkelighed

For hjemmevejlederne og Klara har meget forandret sig det sidste år. Hjemmevejlederne har alle en opfattelse af, at deres tilgang og forståelse af Klara er forandret.

Lillian forklarer: ”Jeg ser hende som en anden. Et skrøbeligt menneske, som har behov for anerkendelse, hvor jeg før tænkte mere på, at hun skulle opdrages. For et år siden blev jeg mere irriteret på hende end nu. Hvor det tidligere var et krav, at Klara fx selv skulle sætte maden i ovnen, får hun nu lov til at blive siddende i sofaen og hygge sig, hvis jeg fornemmer, at hun har brug for det, mens jeg sørger for hendes mad. I dag har jeg mere fokus på den følelse, der ligger bag hendes adfærd, hvorimod at jeg tidligere havde mit fokus på hendes til tider krænkende adfærd. Det betyder, at jeg er blevet mere opmærksom på at afstemme mine krav i forhold til hendes psykiske tilstand. I dag har jeg derfor en helt anden tilgang til hende. Jeg ser hende ikke som en kvinde, der er vanskelig, men mere som en kvinde, der har det vanskeligt.” Birgit supplerer, ”jeg ser hende nu som en perle. Ved at møde hende på en anden måde, kunne hun pludselig invitere andre ind i hendes verden, naturligvis stadig med sig selv som centrum, en utænkelig handling for et år siden”.

Da personalet ændrede tilgang til Klara, blev der skabt basis for et tættere samarbejde både internt i gruppen, men også i relation til den personalegruppe, som er en del af Klaras kærestes hverdag. Den større grad af fælles fodslag og forståelse af, at Klara ofte har ondt indeni, har vist sig at være altafgørende. Det betyder også, at personalet skal være parat til at introducere den nye tilgang for nye medarbejdere, for hvis der kommer en ny medarbejder, der ikke har den forståelse og tilgang, kan de risikere, at deres arbejde i relation til Klara bliver tabt på gulvet med det resultat, at Klara får det dårligere.

Betydningen af fælles fodslag viste sig tydeligt i relationen mellem de to personalegrupper. De udviklede et fælles sprog og en større grad af fælles tilgang, hvilket fik stor betydning for den måde, hvorpå de fungerede i fht. Klara og hendes kæreste. Hvor der før var stramme rammer og regler fx for, hvornår de måtte besøge hinanden, blev der løsnet op, så de nu må besøge hinanden, når de har overskud og lyst til det.

For Klara er det en gevinst, at hun i relationen med andre er blevet mere tryg, og har fået mere ro på sig selv. Nu får hun mulighed for at vælge til og fra og fx besøge sin kæreste. Hun råber, skriger og stamper ikke så meget som for et år siden. Lillian kommer med et eksempel på en markant ændring: ”For et år siden ringede hun hele tiden for at blive bekræftet. Hun ville have, at vi kom op til hende. Nu ringer hun mindre. Anne kobler sig på og forklarer, ”De klare rammer og vores ændrede måde at møde Klara på betyder, at Klara ved, hvad der skal ske. Hun stoler på, at personalet kan klare situationen. Det har givet hende mere sikkerhed og tryghed i kontakten til personalet.

Det har også haft betydning for Klara i relation til andre mennesker. Klara havde på et tidligere bosted en veninde, men dette venskab endte i uvenskab og aggressioner mod hinanden. Personalet tog fat i de to gamle veninder og spurgte, om de ville møde hinanden igen og gense det tidligere bosted. Dette blev gennemført med stor succes, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre tidligere.

I forhold til naboerne har det naturligvis også betydet en markant ændring. Hvor der før jævnligt var klager, er det nu meget sjældent. Hjemmevejlederne har en klar fornemmelse af, at Klara fik det bedre, fordi de gjorde det rigtige på de rigtige tidspunkter, at afgifte hende følelsesmæssigt frem for at irettesætte hende.

Hvad er Containing?

”Containing er en svamp, der suger alt skidtet ud; når Klara er vred, får hun lov til at skælde ud, og når hun er færdig med at skælde ud, siger jeg til hende, ”jeg kan se, hvad du siger, jeg forstår dig godt”, og samtidig viser jeg hende med mit kropssprog, at jeg holder af hende og passer på hende.” Sådan gengiver hjemmevejlederne deres anvendelse af begrebet Containing i praksis – og det virker.

Containing er for hjemmevejlederne et forholdsvis nyt begreb, der har åbnet for en ny tilgang til Klara. En tilgang, der har skabt anerkendelse blandt kolleger, fordi det har vist sig, at virke i praksis i forhold til en person som Klara, der har det svært med sig selv. Containing kan praktiseres på flere måder. Anne forklarer: ”Klara kan være sur og vred. Så prøver jeg at få hende til at forklare, hvordan hun har det, i et sprog, Klara forstår. Nogle gange siger hun, ”det forstår jeg ikke”. Andre gange siger hun, ”jeg ved godt, du kan lide mig”, og så er der løst op. Fysisk puster hun ud og læner sig op ad mig. Nogle gange aer jeg hende på håret, det får hende til at blive mere rolig. Derefter kan der godt komme en ny episode, men nu på et mere afdæmpet niveau.”

Lillian har et andet eksempel på anvendelsen af Containing, hvor Klara ringede for at blive bekræftet i, hvem der kom op til hende. Da der kommer en anden person end forventet, bliver hun meget vred og skælder ud. Lillian sætter sig på en stol foran hende og lader hende skælde ud. Før hjemmevejlederne lærte om Containing, ville hun sige til Klara, at de ikke ville diskutere kolleger med hende. Nu åbner hun sig i stedet og lader hendes frustrationer ”få luft”. Når hun er færdig med at skælde ud, siger hjemmevejlederen fx til Klara: ”Jeg kan høre hvad du siger, jeg forstår dig godt. Jeg kan se, at du er vred. Hvem var det, du ville have til at lave mad?” Derefter kan der føres en god samtale mellem personalet og Klara, fordi hun er ”blevet afgiftet”.

For Birgitte, der er i praktik, har det været fascinerende at se den forandring, der er sket. En dag da alle beboere skal i Rundetårn, kommer Birgitte op til Klara. Klara er vred over, at hun ikke skal med. Birgitte sætter sig på stolen overfor Klara og lader hende snakke. Birgitte benytter sig af Containing og afledningsteknik ved at sætte ord på Klaras frustration, og siger til hende: ”Jeg kan se, du er sur, og jeg forstår dig godt, men det kan ikke lade sig gøre, at du kommer med i Rundetårn. Skal vi ikke gå en tur ned og fodre ænder.” Klara reagerer positivt ved at gå med.

Hvad med i morgen?

For opgangsbofællesskabet i København er der ikke grund til at hvile på laurbærrene. Personalet skal til stadighed holde fast i Klaras næste udviklingstrin og sørge for at understøtte de kontakter, som hun er i færd med at knytte til andre beboer. 

På personalesiden er det vigtigt, at nye medarbejdere introduceres for den ændrede tilgang til Klara kombineret med at anvendelsen af metoden Containing. Erfaringerne peger på, at den måde vi ser og møder usædvanlige borgere på, har stor betydning ikke blot for enkelte borgers livskvalitet, men også for, hvordan vi som pædagoger lykkes med vores faglige indsats.

Hvis du vil vide mere?

Vil du læse mere om tankegangen bag begrebet Containing så anbefaler vi ”Galskabens magt” af Sverker Belin, Forlag: Gyldendal, eller ”Dynamisk psykiatri” af Johan Cullberg, Forlag: Gyldendal.


[1] Borgerens rigtige navn er ændret for at sikre vedkommendes anonymitet.