Jeg-støtte på Fuglekær

På Fuglekær Udviklingscenter er der taget en beslutning om, at alle borgere skal tilbydes mindst 1 times ugentlig jeg-støttende samvær med en pædagog. Jeg-støttende samvær skal sikre, at alle får en mulighed for at udtrykke ord, følelser og/eller stemninger i fortrolighed med en anden person.

Af Poul Malling, pædagog ved Hørgyden, Fuglekær Udviklingscenter

Fuglekær Udviklingscenter består af en del forskellige enheder, hvor der bor mennesker med meget forskellige behov og med store forskelle i graden af psykisk udviklingshæmning. I organisationen 'Fuglekær Udviklingscenter' vil 'jeg-støtte' derfor forekomme i flere forskellige modeller. For en del personer vil der være tale om en reel samtale, andre steder er der tale om forskellige former for samvær alene med en pædagog. Samværet kan bestå af en aktivitet, en indkøbstur, en gåtur, køretur eller andet samvær. Hvad enten der er tale om en egentlig ”jeg-støtte”-samtale eller om ”jeg-støtte”-samvær er forskellen, at hvor alle andre former for samvær og samtaler kan være spontane i tid og sted, så skal ”jeg-støtte” være skemalagt og struktureret.

 Værktøjskasse og boblegruppe

Fuglekær Udviklingscenter har udarbejdet en ”værktøjskasse”, hvor eksempler på forskellige former for jeg-støtte kan findes. Der er også etableret en ”boblegruppe” med medarbejdere fra de forskellige enheder. Disse møder afholdes med henblik på at sparre med hinanden og i det hele taget drøfte dilemmaer, succes og andre forhold i forbindelse med at yde 'jeg-støtte'. I den afdeling, hvor jeg er pædagog, har der tidligere været tale om, at 3 personer havde egentlige jeg-støtte-samtaler og en 4. person mere jeg-støttende samvær. Men den erfaring vi har fået i arbejdet med denne form for pædagogisk indsats har medført, at også den fjerde person i de sidste måneder er blevet tilbudt samtale, som så blot foregår på et tilpasset verbalt og kommunikativt niveau. I Hørgyden har alle personer valgt deres egen lejlighed som ramme for samtalerne. Vi håndhæver en absolut fortrolighed angående samtalerne. Der tages referat fra samtalerne, men de opbevares af borgeren selv og dermed har vedkommende naturligvis ret til at fremvise materialet for andre.

Vigtige overvejelser

 ”Jeg-støtten” skal nødvendigvis indbygges i arbejdsplanen for de involverede medarbejdere og det skal tilrettelægges på tidspunkter, hvor personen, der modtager jeg-støtte er motiveret og har ressourcer til det.

Medarbejderne har også drøftet det dilemma, som kunne opstå, hvis pædagogen bliver vidende om kriminelle handlinger som kunne udfordre fortroligheden. Vi har stillet hinanden spørgsmålet, om vi burde informere borgeren på forhånd om, at vi er nødsaget til at gå videre med en sådan viden.

Vi har dog valgt, at risikoen i vores sammenhæng er så minimal, at vi ikke vil risikere at lægge låg på åbenheden ved på forhånd at løfte pegefingeren.

Samtalerne

Medarbejderne er ikke bange for at bruge sig selv, når de mærker, at tingene bliver vanskelige. Under samtalerne forsøger vi at være aktivt lyttende, anerkendende og nærværende. Vi bruger blandt andet begreber som 'spejling' og 'containing'.

Borgeren kan eksempelvis sige til os: ”Når jeg bliver rigtig vred, sker det, at jeg bander og kommer til at sige ting, jeg senere fortryder”.  Medarbejderne vægter, at borgeren selv har ejerskab på samtalen samt det forløb og det indhold samtalen skal have. Der er derfor en klar forskel mellem egentlig terapi og 'jeg-støtte'.

Respekt og ligeværd

I vores sammenhæng er der sket det helt utrolige, at samtalerne har fået afgørende indflydelse på hverdagen.

Borgerne sætter uopfordret ord på deres oplevelse af denne form for respekt og ligeværd: ”Her bliver jeg da behandlet som en voksen kvinde og ikke som et barn”. ”Kan vi lige tage 2 minutter i min lejlighed, jeg har brug for at snakke”. ”Skal vi have samtale på torsdag – jeg er træt af, at det blev aflyst sidste torsdag”.

Som medarbejdere bliver vi langt mere opmærksomme på at containe og lytte i hverdagen. Man kan sige, at jeg-støtten efterhånden foregår hele tiden. Vi er dog stadig meget bevidste om, at den skemalagte samtale fortsat er vigtig, og at den er årsagen til, at vi som pædagoger bliver ”tilgængelige” også i andre sammenhænge.

Følelsen bag

Medarbejdere der udøver 'jeg-støtte' forsøger ofte med held at blotlægge den følelse, som ligger bag følelsesmæssige udbrud ved aktivt at bruge sig selv og spejle borgerens udsagn.

”Når jeg skal sige farvel, til en jeg holder af og ikke kommer til at se et stykke tid, sker der nogen gange det, at jeg kommer til at skælde ud i stedet for at vise, at jeg er ked af det.”

”Når jeg bliver forskrækket, det kan være når mine børn gør noget farligt eller er blevet væk, kommer jeg nogle gange til at råbe højt og skælde ud”.

”Hvis jeg har været uvenner med en god ven, kommer jeg nogle gange til at lade det gå ud over andre, indtil vi er blevet gode venner igen”.

Effekten af 'jeg-støtte'

'Jeg-støtte' har minimeret frustrationer og konflikter hos borgerne. Kommer de hjem fra arbejde som en tordensky, smækker med døre og råber op, tilbyder vi typisk et par minutters samtale, hvor vi aktivt lyttende og anerkendende container problemerne med forbløffende gode resultater.

(Min opfattelse af jeg-støtte tager afsæt i Per Lærkegaards opfattelse af 'Jeg-støtte' - se www.viss.dk. I ovenstående har jeg ikke forsøgt at beskrive Per Lærkegaards teoretiske indgang til ”jeg-støtte”, det gør han langt bedre selv i sit materiale og på sine kurser. Jeg har derimod forsøgt at beskrive resultatet af vores samarbejde med Per Lærkegaard og hvilke konkrete tiltag den viden, vi har indhentet, har udmøntet sig i.)