Hvem ville du helst rejse jorden rundt med?

-Forudsætningen for en god rejse

Billetterne ligger klar, jordomrejsen er bestilt. Du har ikke selv pakket tasken, du ved ikke, hvor rejsen går hen, og du aner ikke, hvem du skal følges med. Hvilket mareridt! Når et udviklingshæmmet menneske med psykiatriske problemstillinger, epilepsi og tidlig følelsesmæssig skade står op om morgenen, så opleves den nye dag måske lige så usikker. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem man følges med. Rejsekammeraten skal være en, man trygt tør lægge sit liv i hænderne på.

Af Sine Askholm Junge

Vi tillægger relationen mellem beboer og medarbejder stor betydning. Det er medarbejderens ansvar at opbygge relationen og fylde det i den, der gør den daglige rejse tryg og meningsfuld. Beboeren skal føle sig anerkendt og forstået. Anerkendelsen ligger i menneskesynet. For at kunne arbejde med GT er man nødt til at anskue beboerne som mennesker med evnen til at elske og med behovet for at blive elsket. Medarbejdernes opgave er at skabe et miljø, hvor behovet for gensidighed og kærlighed tilgodeses.

Louise er en ung kvinde. Da hun flyttede ind i enkeltmandsprojektet, var hun ”opgivet” på sit tidligere bosted. I artiklen vil jeg inddrage Louises historie, således at der bliver sat kød og blod på de erfaringer, jeg vil dele med dig.

Hvordan kan man klæde beboerens rejsekammerat på?

Når vi tager imod en ny beboer, følger vi vedkommende minimum en uge på det afgivende bosted. Med udgangspunkt i de tidligere handle- og dagsplaner planlægger vi indflytningen og udarbejder en foreløbig handleplan for dagsstruktur og indhold i det pædagogiske behandlingstilbud.
Når beboeren flytter ind hos os, foretrækker vi, at der i en periode følger kendte personaler med, ligesom pårørende til den nye beboer inddrages, således at flytningen gøres så skånsom som mulig.

Ofte vil der være store meningsforskelle mellem personalet i forhold til tolkningen af beboerens behov. Disse meningsforskelle kan naturligvis blive problematiske, hvis der slet ikke er sammenfald i det billede, vi hver især ser. Men som udgangspunkt er de forskellige oplevelser af beboeren vigtige for at få så fuldstændigt et billede af beboerens ressourcer og behov som muligt. Via en grundig udredning får personalet efterhånden en fælles forståelse for beboerens behov, og hvordan disse behov dækkes. Dermed reduceres angsten for rejsen både for beboeren og medarbejderen.

Planlægning af den gode rejse for beboeren tager op til 5 mdr. Den består af:

  • Hvad skal beboeren rejse i? Beskrivelse af hvilke fysiske rammer, der synes optimale for beboeren.
  • Hvor mange og hvem skal med på rejsen? Fastsættelse af det foreløbige normeringsbe-hov.
  • Hvem har beboeren tidligere rejst med? Udarbejdelse af faglig livshistorie og tolkning af denne.
  • Hvor ligger beboerens næste rejsemål? Udviklingsbeskrivelse for voksne udviklings-hæmmede (Kuno-Beller).
  • ”Rejseforsikringen” - Udarbejdelse af forudsætningsanalyse
  • Hvilken støtte og hjælpemidler er der behov for på rejsen? Neuroscreening.

Derudover vil der ofte være behov for at afklare beboerens behov for psykiatrisk bistand. Dette gøres naturligvis i samarbejde med en psykiater, men da der er håbløs mangel på psykiatere, foretages en del af det opfølgende arbejde i samarbejde med beboerens egen læge.

Både Louises og de andre beboeres følelser og reaktioner forstår vi helt instinktivt, og det er det, vi arbejder ud fra i begyndelsen. Men vi ved også, at vores beboere er følelsesmæssigt skadet, har perceptionsvanskeligheder og psykiatriske problemstillinger. Det betyder, at vores instinkter ikke helt slår til. Forståelsen af Louise og de andre beboere i enkeltmandsprojektet, skal vi derfor udvikle via en grundig udredning, hvor vi får kortlagt beboerens ressourcer og behov.
Vi skal være empatiske, forstået som værende i stand til at leve os ind i beboernes følelser og oplevelse af verden. Vores empati er ikke statisk, men udvikler sig med forståelsen.
Derfor er udredningen, der strækker sig over 3 år, vigtig.  

Hvad skal beboeren rejse i?

De fysiske rammer for beboerne i enkeltmandsprojektet er vigtige. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde beboeren den nødvendige skærmning. Med skærmning forstås en fysisk tilbagetrækning sammen med medarbejderen.
De fleste af vores beboere er angste, særligt i den første tid. De har behov for, at de stimuli, de udsættes for, er reduceret, så de så vidt muligt er genkendelige og meningsfulde. Behovet for skærmning kan kollidere med behovet for stort fysisk råderum. Beskrivelsen og indsatsen må forsøge at tage bedst muligt hensyn til begge dele.
Det var hårdt for Louise at flytte ind i enkeltmandsprojektet. Hun var både selvskadende og udadreagerende. Hun skulle skilles fra de personer, hun var knyttet til, hun fik nye rammer og en stor gruppe af nye mennesker at forholde sig til. Rammerne for Louise var dog meget bedre, end dem hun var vant til. Hun fik sit eget lille hus, og blev således ikke udsat for unødig uro i den svære begyndelse. Dette havde sandsynligvis stor indflydelse på, at Louise viste sig at falde rigtig godt til.

Hvor mange og hvem skal med på rejsen?

Fastsættelsen af normeringsbehovet er naturligvis vigtig for den anbringende og betalende myndighed. Men det er også vigtigt for beboeren. En for høj normering kan være ligeså problematisk for beboeren som en, der er for lav. Hvis normeringen er for høj, kan kontakten blive for krævende. Ofte er beboerne i enkeltmandsprojektet overvåget døgnets 24 timer. Dette kan der være et sikkerhedsmæssigt behov for. Men det skal overvejes, om beboernes aggressivitet skyldes kontinuerlig kontakt og for få eller slet ingen pauser fra personalet.

Det største problem for Louise og for dem der skulle hjælpe hende var, at hun meget konsekvent valgte de fleste ”rejsekammerater” fra. Dette gjorde hun bl.a. ved at selvskade voldsomt. Man havde på hendes tidligere bosted forsøgt at introducere nyt personale til hende ved at lave lange indkøringsforløb med kendt personale og tydelige dagsstrukturer, en uden held. Hun accepterede til sidst kun tre medarbejdere, og det var naturligvis ikke holdbart i forhold til, at hun skulle bruge hjælp og støtte hele døgnet.

For enkeltmandsprojektet blev den vigtigste opgave, at Louise ikke valgte os fra! Vi vidste, at hvis projektet skulle lykkes på lang sigt skulle vi introducere flere mennesker til hende, end hun egentlig kunne magte. Vi havde registreret, at Louise var en beboer, der på hendes gamle bosted næsten konsekvent blev valgt fra, når det ikke lige var de tre, hun selv accepterede, der var på arbejde. Dette var meget forståeligt, da Louise kunne blive meget voldsom, men det var også en ond cirkel. Selvfølgelig ønskede Louise ikke at være sammen med dem, der ikke ønskede at være sammen med hende.

Hvis Louise ikke skulle vælge os fra, så måtte vi ikke vælge Louise fra!
Dette gjaldt ikke bare dem, der blev knyttet tæt omkring hende, men ALLE dem, der var på enkeltmandsprojektet, og som hun bare sporadisk så i løbet af dagen. Hun kontaktede ofte personer, der var i hendes periferi, og hun blev aldrig afvist! Louise fortsatte med at vælge personer fra. Dette gjorde hun især ved at bytte personalebilleder ud. Vi fulgte hende så godt vi kunne. Vi anerkendte, at der var nogen hun hellere ville være sammen med end andre. Vi byttede indbyrdes, og hjalp på den måde hinanden og hende med at komme videre med dagen, hvis noget var gået i hårdknude. Det er et år siden Louise flyttede ind, hun vælger ikke længere nogen fra, og hun tager godt imod nye medarbejdere.  

Hvem har beboeren tidligere rejst med?

Udarbejdelse af den faglige livshistorie er med til at udvikle empatien. Ved gennemgang af beboerens livshistorie får vi nogle billeder på, hvordan livet for beboeren har formet sig, og vi forstår bedre beboerens reaktioner i forskellige situationer, når vi kender beboerens referenceramme. Vi får også lettere adgang til beboerens ressourcer, og det der tidligere i livet har været betydningsfuldt. Måske kan vi tilbyde aktiviteter m.m. der ligner noget beboeren tidligere har været glad for.
Louise er født ind i en familie med store problemer. Hun har allerede som spæd oplevet at blive afvist og forladt. Hun har senere i livet været udsat for mange magtanvendelser, hvilket betyder, at hun reagerer meget kraftigt, når hun oplever overmagt.
Louise har som ganske lille været ualmindelig kræsen, hvilket hendes seneste bosted fik rettet op på, så Louise spiste alt med god appetit. Louise er dygtig til at bruge sin krop, og kan deltage i mange fysiske aktiviteter.  

Hvor ligger beboerens næste rejsemål?

Udviklingsbeskrivelsen fortæller os noget om beboerens udviklingsalder indenfor:
• Motorisk udvikling
• Sproglig udvikling
• Social- og følelsesmæssig udvikling
• Kognitiv udvikling

Ofte har beboerne i enkeltmandsprojektet de største vanskeligheder på det social- og følelsesmæssige område, og de fleste ressourcer på det motoriske område. Det social- og følelsesmæssige område arbejder vi med fra dag et, gennem et bevidst relationsarbejde. Vi oplevede f. eks. en meget voldsom beboer, der efter en tid hos os rakte ud efter en medarbejder. Da det ofte var forbundet med slag, krævede det mod at blive stående, hvilket medarbejderen i situationen dog valgte at gøre. I belønning for sit mod fik han et stort knus.

Da han spurgte, hvorfor beboeren gav et knus var svaret: Det har I lært mig!
For os er en sådan udvikling af langt større betydning end udvikling indenfor almindelige praktiske færdigheder, og vi er overbevist om, at det at kunne knytte sig til andre er grundlaget for al anden udvikling.

Gennem Kuno-Beller testen finder vi den nærmeste udviklingszone, som giver os et fingerpeg om, hvor og hvordan vi kan sætte ind for at skabe udvikling på de forskellige områder. Det er dog vigtigt, at vi i den første tid lader beboeren blive i sin komfort zone, (der hvor beboeren mestrer det helt). Da beboeren endnu ikke er tryg ved sine rammer og omsorgspersoner, skal vi ikke gøre ”rejsen” sværere ved også at stille krav om udvikling. Vi vil derfor ofte opleve, at beboeren mister færdigheder i forbindelse med flytningen. Færdigheder, der dog vender tilbage efterhånden som beboeren bliver mere tryg.

Der er nogle bivirkninger ved denne arbejdsmetode. Hos os har Louise taget en del kilo på! Vi har ikke presset Louise til en mere vanskelig rejse, end relationen kunne bære. Hun er derfor blevet kræsen igen, og har ikke været så fysisk aktiv, som hun har været tidligere. Louise har godt af mere fysisk aktivitet og sundere mad. Dette kan vi arbejde med nu, hvor hun langt mere trygt tør lægge sit liv i vores hænder.  

”Rejseforsikringen”

Når vi har været sammen med beboeren ca. 3 måneder, kan vi udarbejde en forudsætningsanalyse. Vi oplister, hvad vi hver især ser som beboerens problemer, ressourcer og behov. Grundforudsætningen for vores arbejde findes i beboernes uopfyldte behov. Ved at udarbejde problemformulering, handleplan og observationer, arbejder vi målrettet med et uopfyldt behov ad gangen. Vi vil med denne indsats opleve at beboerens tilstand stabiliseres og problemerne reduceres.
Der, hvor det er muligt, skal beboeren selv hjælpe til, ved at bruge sine egne ressourcer.

Ofte oplever vi, at beboeren har behov for genkendelige rutiner og forudsigelighed i hverdagen. Dette kan være uhyggeligt svært at give, og det tager lang tid at indarbejde. Beboerens tilstand er svingende og relationerne skifter. Det kan få nogen til at mene, at det er problematisk at lægge vægt på relationen. Det mener vi ikke. Gode relationer skaber forudsætningen for at opbygge nye gode relationer. De omsorgspersoner, der har den tætteste relation er dem, der skal gå foran i forhold til at opbygge en tryg og forudsigelig hverdag.
Hvis dagen i dag aldrig minder om dagen i går, bliver den daglige rejse ved med at være lige afhængig af den rejsekammerat der er med. Den vil måske kun kunne foretages med held af de få udvalgte, og det er ikke meningen. Målet er, at beboeren føler sig mere og mere tryg ved rejsen, og måske en dag bliver så indrestyret og har så stort et selvværd, at hun på de mest kendte strækninger kan tage sin mere usikre rejsekammerat ved hånden og vise vej.

Hvilken støtte og hjælpemidler er der behov for på rejsen?                                                 

Neuro-screeningen er et hjælpemiddel, der giver os et vigtigt fingerpeg i forhold til den pædagogiske strategi. Den kan fortælle os noget om beboerens oplevelse af verden, og hvordan vi kan kompensere for de vanskeligheder beboeren har. Det kan f.eks. være, at beboeren har vanskeligt ved at sortere de sanseindtryk, der modtages, og vil blive overstimuleret i et almindeligt bomiljø.Beboeren kan også have det modsatte problem og bliver understimuleret under normale forhold. I begge tilfælde, bliver det væsentligt, hvordan vi tilrettelægger de fysiske rammer, og hvilke stimuli vi udsætter beboeren for. Der kan være behov for enkle kommunikationsmidler m.m.

Er rejsen så ganske sikker nu?

Da udredningen bygger på vores egne iagttagelser, og andres tidligere iagttagelser, er vi nødt til at erkende, at vi arbejder ud fra hypoteser, og kan tage fejl.
Desuden er både beboeren og personalet i udvikling, og tingene forandres. En gentagelse af udredningen er derfor nødvendig efter et par år. Og processen skal betragtes som løbende.

Hvis der er nogen, der spørger mig, hvem jeg helst vil rejse jorden rundt med, vil svaret være:
Først og fremmest et menneske jeg holder af, og som holder af mig! Og så vil det være dejligt, hvis vedkommende kan tale flere sprog, og oversætte for mig, når der er noget, jeg ikke forstår. Det første opbygger vi sammen, det er relationen. Det andet må min rejsekammerat læse sig til, det er det målrettede pædagogiske arbejde.Ved enkeltmandsprojektet arbejder vi på at give begge dele. Louise lærer aldrig at foretage rejsen selv, men rejsen er blevet mere sikker, og hun føler sig ikke længere afvist.

Faktaboks!

På Enkeltmandsprojektet (Emp) bor der 6 mennesker, der således er dybt afhængige af deres ”rejsekammerat”. I Enkeltmandsprojektet modtager vi beboere fra hele landet til et udredningsophold. Efter endt udredning skal beboerne visiteres til et permanent bosted.

Den grundlæggende tilgang til beboerne er Gentle Teaching (GT). GT er en relationsorienteret pædagogik, hvor samværet og oplevelsen af at have betydning i forhold til et andet menneske er den vigtigste faktor.