Hun giver historien liv…

Det begyndte egentlig som et spørgsmål tilbage i slutningen af 80'erne. Hvordan kan det være, at der er så mange udviklingshæmmede, der har det så svært med sig selv og er så udadrettede og selvskadende? Susanne Hollund undrede sig. Hun var forstander på en ny institution på Mors for voksne udviklingshæmmede. Særlig en af beboerne bekymrede hende. Hvad kan det være der er sket, siden det er så galt?
af Mette Egelund Olsen. Samtale med Susanne Hollund 

Den voldsomme beboer var ligesom de fleste af institutionens beboere kommet fra Egeskovcenteret - en stor centralinstitution. - Vi fik fat på hans gamle papirer, og det gav os en masse »aha«-oplevelser. Igennem sin opvækst på den enorme institution havde han aldrig rigtigt haft nogen nære relationer, han var aldrig blevet mødt, som den han var, og han var altid blevet straffet. Vi forstod langt bedre, hvorfor han var nødt til at gøre, som han gjorde, og hvorfor han havde så meget had til sig selv, forklarer Susanne Hollund, der i dag er afdelingsleder på den kommunale institution Landsbyen Sølund ved Skanderborg.

Oplevelsen lagde grunden til livshistorier som pædagogisk arbejdsredskab, der er en meget stor del af Susanne Hollunds arbejde. Ligesom lægerne har deres patienters anamnese, har pædagogerne også de udviklingshæmmedes historie med sig i arbejdet. - Vi må kende deres historie. Deres sorger og glæder, forklarer Susanne Hollund og understreger, at når hun taler om livshistorier taler hun om to slags. Billedbogen for og om den udviklingshæmmede. Med fotos fra fortid og nutid og korte tekster, som den udviklingshæmmede kan bruge i sit eget liv til at vise, hvem jeg er. Og så den anden side af historien - den faglige – som er til for medarbejderne. For at de kan se, fatte og favne deres brugere.

Livshistorien som et pædagogisk værktøj. - Det er særligt den sidste del, der har gjort os klogere, siger Susanne Hollund. Det har været et stort arbejde at stykke livshistorierne sammen. Det har betydet kontakt til pårørende, til landsarkivet, psykiatere, læger, journaler. Private breve er studeret og der er fundet originale dåbsattester, fotos, etc....
Ud af det fundne materiale laves der et resume på 6-8 sider, så alle andre på rimelig kort tid kan få et indblik i beboerens liv. Resumeet laves af kontaktpersonen. I resuméet indgår blandt andet årstal, begivenheder, opvækstvilkår og det hele analyseres derefter på et personalemøde, så alle kommer til at kende vedkommendes
historie:

Hvad er det personen fejler? Er der en konkret beviselig hjerneskade? Er der spasticitet? Epilepsi? Er der tale om et syndrom f.eks. Down syndrom, Rett syndrom? Og hvad betyder skaderne for det menneske? Hvis nødvendigt inddrages fagpersoner i udredningen. Derefter koncentrerer personalet sig om de påførte handicap. Hvad er der sket i det menneskes liv af udefrakommende ting og begivenheder, der har givet det sår på sjælen, og som kan være med til at gøre det endnu sværere at udvikle sig? Det kan f.eks. være, at vedkommende blev anbragt på institution som 2-årig og mistede kontakten til forældrene. -Det kan være et menneske, der aldrig er blevet mødt med forventninger eller muligheden for at kommunikere, at forstå og blive forstået. Eller en der har været fikseret eller medicineret eller måske har oplevet rigtig mange flyt eller skiftende kontaktpersoner igennem sin tilværelse.

Til sidst koncentrerer personalet sig om, hvilke reaktioner har beboerne haft på deres liv. Har de f.eks. trukket sig tilbage med autistiske træk"? Har de været udadrettede? Urenlige? Har de været selvskadende eller haft bulimi eller anoreksi-reaktioner? - Når vi så endelig er færdige, rummer personalet meget mere af den person. Det kan langt bedre forstå de reaktioner vedkommende har på sit liv. Livshistorien medfører stor rummelighed fra personalet, fortæller Susanne Hollund.

Næste skridt er en handleplan, der består af 4 dele:

1) Relation Hvilken betydning har relationer for menneskets udvikling? - Der skal opbygges tillid igen. De udviklingshæmmede har opbygget deres egen verden. Vi må gå over i deres verden, være der på deres præmisser, møde dem ydmygt og få dem til at synes om os, så de måske får lyst til at komme ud af deres verden og med over i vores. Fordi de er blevet trygge og oplever sig elsket og forstået, forklarer Susanne Hollund.

2) Kommunikation. - Når vi først har tilliden og tilknytningen, kan vi begynde at kommunikere. Og hvordan gør vi så det, når de måske ikke taler? Vi skal kunne aflæse og tolke deres signaler. Men det kræver, at man "ser" hinanden. De udviklingshæmmede skal føle sig set, hørt, elsket og værdsat. Det er det, de har manglet. Deres selvtillid og selvværd er lavt, fortæller Susanne Hollund. En af afdelingens mange midler til kommunikation er kunstterapi. En uddannet kunstterapeut er tilknyttet afdelingen.

3) Oplevelser. Og har de udviklingshæmmede så noget at gøre, mens de venter på os? Har de oplevelser?, siger Susanne Hollund og nævner det f jerde punkt:

4) Seksualitet. - Når så vi kender alle delene, skal de udviklingshæmmede lære deres historie at kende. De skal med ud at se, hvor de har boet. De skal med fordi, det er der, der lukkes op for deres erindring, og det er her billedbøgerne bliver til, forklarer Susanne Hollund.

Det er lederens opgave at tilrettelægge arbejdet, så det kan lade sig gøre at lave livshistorierne, mener Susanne Hollund og tilføjer, at de sørger for aldrig at have mere end to billedbøger i gang på samme tid. - Det er oppe i tiden at skulle vide noget om hinanden. Vi finder da også frem til pårørende, der helt havde mistet kontakten, og som gerne vil have kontakt igen med deres f.eks. søskende. Et resultat er da også en pårørende-fest, vi holdt med 95 deltagere. Vi fortalte om vores arbejde med livshistorier og syv af vores beboere havde besøg af pårørende, de ikke havde haft kontakt med i mange år. En fik endda besøg af sine to brødre, der aldrig nogensinde havde set deres bror. Og det er også et behov for de pårørende. Vi oplever, at de altid har syntes, at det har været rart at tale om det, også selv om den side af deres historie kan rumme mange slags følelser som sorg og misundelse, siger Susanne Hollund.

Indimellem spørger mennesker, hvad nytte de udviklingshæmmede kan have af livshistoriebøgerne, hvis de alligevel intet fatter? Men som Susanne Hollund siger, så fatter menneskene omkring den udviklingshæmmede den, og den udviklingshæmmede bliver dermed en anden og ikke bare den "multihandicappede". Og hvis personalet får mere viden - rummer de som sagt også mere. Susanne Hollunds egen livserfaring med historien strækker sig tilbage til Mors men særligt også fra tiden før Sølund som stedfortræder på Hammel Bo- og Aktivitetscenter, hvor hun oplevede stor opbakning fra personalets side. Opbakningen har hun nu stadig fra både ledelse, personale og de 25 ældre udviklingshæmmede beboere.

I de cirka to år hun har været på Sølund som afdelingsleder, har afdelingen produceret 3 historie-billedbøger samt lavet den faglige livshistorie på næsten alle beboerne på afdelingen. Men at lave livshistorier for de udviklingshæmmede vækker også ens egne minder: - Vores historier er også vigtige. Man kommer i kontakt med ting i sit eget liv, når man laver dette, og det kan være gavnligt og udviklende for en selv et tilbud man ved, man kan få undervejs, forklarer Susanne Hollund. På Sølund har man desuden etableret en, gruppe af medarbejdere med interesse i livshistorier. Den mødes to gange om året og udveksler erfaringer, analyserer historier og snakker om de ting, der kan være svære. Gruppen kan også være en hjælp til at finde ud af, om man har brug for supervision eller andre handlemuligheder i arbejdet med livshistorier - og sig selv.