Bodyguards og Gentle Teaching

- Kærlig omgang er noget vi tror på i Landsbyen Sølund

Vores fælles filosofi er Gentle Teaching. Grundidéen i Gentle Teaching er, at alle mennesker ønsker at give og modtage kærlighed. Hvis vores beboere oplever kaos, og derfor gør noget, der kan tolkes som vold, så er det ikke volden, vi koncentrerer os om, men det faktum, at det åbenbart ikke er lykkedes for os at skabe en funktionsdygtig kommunikation mellem os og beboeren. Derfor er vores reaktion altid bevidstheden om, at vi skal ændre vores kommunikation og meget kærligt gøre et nyt forsøg på at nærme os hinanden igen

Af Maurits Eijgendaal, Tidl. Forstander Landsbyen Sølund

Maurits Eijgendaal, 61 år, har siden 1991 været forstander for Landsbyen Sølund. Tidligere var Sølund en statslig institution, senere en amtslig, men med kommunalreformen en del af Skanderborg Kommune. For øjeblikket bliver Landsbyen Sølund bygget om, og om 2 år har alle beboere egen lejlighed. Beboerne er pensionister, med pension, og betaler husleje for deres bolig.

Gentle Teaching har ændret Landsbyen

Sølund er en lille landsby midt i Skanderborg. 228 udviklingshæmmede mennesker bor her, og her har næsten 700 mennesker med forskellige uddannelser deres daglige arbejde. Vi har mange pædagoger, en læge, en psykiater, nogle sygeplejersker, fysioterapeuter, og andre fra mange forskellige faggrupper. I alle disse gruppers arbejde står relationen forrest. Vores fælles filosofi er Gentle Teaching. Grundidéen i Gentle Teaching er, at alle mennesker ønsker at give og modtage kærlighed. Hvis vores beboere oplever kaos, og derfor gør noget, der kan tolkes som vold, så er det ikke volden, vi koncentrerer os om, men det faktum, at det åbenbart ikke er lykkedes for os at skabe en funktionsdygtig kommunikation mellem os og beboeren. Derfor er vores reaktion altid bevidstheden om, at vi skal ændre vores kommunikation og meget kærligt gøre et nyt forsøg på at nærme os hinanden igen. Vi har den overbevisning, at beboerne aldrig gør noget for bevidst at provokere os. Når de skubber os fra sig, er det fordi vores relation ikke er tillidsfuld.  I Gentle Teaching accepterer vi, at vi er gensidigt afhængige, at man skal give og modtage kærlighed uden betingelser. Værktøjet i denne forbindelse er vores sprog, øjne, hænder og nærvær.

Gentle Teaching har ændret landsbyen. Vi tilbyder beboere fra hele Danmark et kærligt liv, også de beboere, der bliver flyttet hertil fra andre steder, fordi de ikke længere er velkomne der. Vi er stolte over, at vi kan klare sådanne opgaver. Målet er aldrig at forvandle vores beboere til dårligt fungerende normale mennesker. Vi forsøger i stedet for at give dem et lykkeligt liv, byggende på egne præmisser. Vi arbejder med baggrund i den positive psykologi, fordi vi mener, det er vigtigere at være glad end at lære mange færdigheder. Ofte er denne opgave meget svær.

En særlig beboer

Jeg vil gerne fortælle om Jørgen (ændret navn), en beboer som kom til os under meget specielle omstændigheder. Jørgen havde et godt liv, indtil han var omkring 17 år. I puberteten ændredes hans liv radikalt. Vi ved ikke hvorfor. I lang tid var han i flere omgange indlagt på psykiatriske afdelinger, men det viste sig ikke let at bruge den gængse kognitive terapi, fordi Jørgen ikke var intelligent nok til den terapiform.

Da vi modtog Jørgen, var han en meget muskuløs ung mand, næsten to meter høj, og han havde tilbragt de sidste 8 måneder, fastspændt i 5 punkt seler på et psykiatrisk sygehus. Dvs., at begge hans ben og arme, samt maven var spændt fast. Jørgen var og er meget angst. Angst for at gøre nogen noget, og angst for at ødelægge ting omkring sig. Han var rolig og sikker, når han var fastspændt, fordi han så ikke kunne gøre noget galt. I Danmark er brug af bælte jo kun tilladt indenfor psykiatrien. Det er heller ikke tilladt at låse folk inde, eller at begrænse frihed på andre måder, hvilket vi er meget enige i!

Hvad skulle vi gøre? De fleste af vore medarbejdere er kvinder. Måske ikke den bedste forudsætning for at tage imod Jørgen. Normalt arbejder vi med 1 til 1, altså 1 medarbejde på arbejde til 1 beboer som Jørgen, men her var vi bange for, at dette ikke var nok. For at skabe sikkerhed nok, overvejede vi at ansætte 3 til 1, altså tre medarbejdere omkring Jørgen samtidig. Vi var dog ikke glade for at skulle ansætte så mange mennesker, der alle skulle være omkring Jørgen for at skabe sikkerhed for personalet. Derfor blev jeg, endnu en gang, tvunget til at tænke over vores opgave. Gentle Teaching gælder også Jørgen. Vi skulle altså sørge for, at også Jørgen kunne lære om at være kærlig og også lære ham at tage imod andre menneskers kærlighed.

For at kunne opnå dette, var vi nødt til at sikre, at pædagogerne omkring ham ikke var bange. Hvis Jørgen føler personalets angst, vil dette også forstørre hans egen angst og måske medføre overfald på personalet. Pædagogerne kan selvfølgelig lære noget om sikkerhed, og det gør de også, men det er også meget vigtigt, at sikkerhedsmetoden ikke udvikler sig til en pædagogisk metode, og på denne måde bliver en del af det pædagogiske arbejde.

Sikkerhedsfolk i pædagogiske omgivelser

Derfor kontraherede jeg med et firma, som leverer sikkerhedsfolk til forskellige opgaver, og altså beskæftiger livvagter. Jeg ville opnå, at pædagogerne, der skulle arbejde med Jørgen, kunne føle sig så sikre, så de havde mod til at arbejde med varme og kærlighed i forhold til Jørgen. Dette er muligt for pædagogen, hvis hun er overbevist om, at hun kan få hjælp, når der er brug for det! Jørgen skal også vide, at der altid er nogen i nærheden, der kan hjælpe, også ham!

Efter et kort kursus i Gentle Teaching begyndte livvagterne på deres nye arbejde. I starten var der to bodyguards og 1 pædagog tæt på Jørgen. I den første tid, med specialtilladelse fra ministeriet, skulle Jørgen vænne sig af med bæltet. Jeg lavede en fejl og forlangte lidt for hurtigt at bæltet skulle tages helt af ham. Det kostede et nyt køkken! Nu er vi nået så langt, at Jørgen ligger med et mavebælte i sengen, som han selv tager på. Livvagterne er der nu også for nogle af de andre beboere i huset, som også har brug for megen hjælp, og derfor har vi sikkerhed for alle pædagoger.

Vores erfaringer er indtil nu rigtig gode. Udefrakommende kan ikke se, hvem der pædagog, og hvem der er livvagt. Alle laver alt muligt, men hvis et eller andet sker, kender alle deres roller. Det er dyrt, meget dyrt, men der er ingen alternativer, hvis også Jørgen skal opleve kærlig omsorg. Jørgen udvikler sig rigtig godt. Måske han kan leve et ”normalt” liv indenfor en overskuelig fremtid!