Neuropædagogisk tilgang

VISS.dk har i samarbejde med Skanderborg Kommune gennemført et pilotprojekt, hvor deltagerne fik en skræddersyet neuropædagogisk efteruddannelse. Medarbejderne, som primært kom fra kommunens ældreområde står dagligt med store udfordringer i arbejdet med yngre og ældre mennesker med demens. De gode erfaringer fra pilotprojektet resulterer nu i etableringen af en ny efteruddannelse i neuropædagogik rettet mod demensområdet. Vi taler med Marlene Theager, underviser på projektforløbet og Lilli Hansen, kommende underviser på den nyoprettede uddannelse, og stiller skarpt på mødet mellem neuropædagogikken og de sundhedsfaglige medarbejdere: hvad kommer i spil?

Af Liselotte Petersen, formidlingskonsulent, VISS.dk

Opstart af projektet

I Skanderborg kommune har man længe været opmærksom på, at socialpædagogik og fx livshistoriearbejde kan supplere det sundhedsfaglige personales kompetencer i arbejdet med mennesker med demens. Derfor ansætter kommunen også pædagoger som med deres orientering mod det relationelle aspekt i arbejdet har kunnet tilføre ældreområdet flere praktiske handlemuligheder i det daglige arbejde. Omdrejningspunktet i projektet blev neuropædagogikken, som demenskonsulent Lisbeth Hyldegaard og specialpædagogik konsulent Marlene Theager valgte, fordi den spændende kobling mellem det neurologiske og det psykiske umiddelbart så brugbar ud. Marlene har solid erfaring med undervisning i neuropædagogik, som VISS.dk i en årrække har udbudt dels som introkurser dels som en egentlig efteruddannelse i neuropædagogik.

Hvad har deltagerne fået mest ud af?

Her peger Marlene på koblingen af viden om sygdommen demens med den måde, man er sammen på: ”At man møder personen både fysisk og i samspillet: ”det der sker lige her mellem den person, jeg er sammen med, og mig”. Samt den grundlæggende viden om sansning og perception – hvad er det, der rent faktisk sker, når ens sanser ikke integrerer med

hinanden - og at man forstår de mentale processer, og hvordan man skal agere i det.” En af deltagerne fortalte, at hendes forståelsesramme for evigt var blevet lavet om, og at hun grundlæggende så anderledes på tingene og så andre muligheder. Udfordringen er nu at få implementeret forståelsesrammen, at smitte, hvis man kun har været få af sted, for der er så rigeligt med redskaber allerede, som Marlene siger. Hun fortsætter: ”At få vendt tanken: ”nå, skal vi så også gøre dette” til: ”vi skal ikke gøre mere, vi skal bare gøre noget på en anden måde” kan være svært, når man står der i praksis og skal gå i gang med det.” Det er helt afgørende, at lederen er med medarbejderne på kursus for dels at holde medarbejderne til ilden, dels for at have ordentlig viden om de indsigter, som kan begynde at spire for at kunne bakke op om dem. Er der ikke nogen tovholder på, så sker der ikke så meget, når man kommer hjem.

Service og samspil                                                                                                                  

Begge konsulenter er enige om, at det er vigtigt at se på den enkelte borgers specielle behov og forudsætninger, men samtidig helt afgørende, at man som medarbejder er en del af en sammenhæng og opmærksom på følgende: hvad byder jeg ind med i dette samspil? Marlene fortæller om projektdeltagernes oplevelse her: ”De oplevede, at de ikke bare havde en servicefunktion, men også havde en relationel opgave bare ved deres blotte tilstedeværelse. Hvad påvirker jeg med rent sansemæssigt? Hvad byder jeg ind med i min måde at være på som menneske og med min pædagogiske tilgang? Når jeg inden for den næste time skal hjælpe tre mennesker med nedre hygiejne, er det også et spørgsmål om, hvordan jeg er sammen med dem den næste time. Hvad kan jeg fx gøre i forhold til det sansemæssige og arousalniveau? Hvordan kan jeg yde min ”nedre-hygiejne-service på en måde, som passer til dette menneske? Det åbnede for nogen nye vinkler for mange af deltagerne: er borgeren overhovedet vågen til det, han bliver budt her? Er borgeren så langt nede i arousalniveau, at når nogen begynder at tage tøjet af ham, så går han helt i panik, fordi han ikke er vågnet op og klar? Borgeren skal stimuleres tilpas, for så glider det hele meget lettere.”

Mange af disse borgere er stadig i eget hjem, men man skal ikke være ”længst mulig i eget hjem”, hvis man er til fare for sig selv. Medarbejderne i ældreområdet har mange velfærdteknologiske redskaber, hvilket er positivt, understreger Marlene, men der skal også tænkes i at anvende dem i pædagogisk øjemed, at inddrage borgeren: det er ikke bare noget funktionelt, noget der skal ordnes, men der er et menneskeligt perspektiv i det.

Neuropædagogikken møder en sundhedsfaglig tilgang

Det er karakteristisk, at ældre borgere har tabt funktioner, de tidligere har haft. Marlene, som normalt underviser på handicapområder, fortæller, at der ofte tales om udvikling og rehabilitering på handicapområdet. Men spørgsmålet er, om vi med de ældre borgere med demens bare skal holde ved lige og endda tænke afvikling, når vi ved, at det med demenssygdommen kun går én vej. Pointen er her, at vi kan tænke anderledes om det at genvinde eller finde andre måder at udføre basale funktioner på, som Marlene udtrykker det: ”Skal man kaste rundt med folk som er ældre og har en neurologisk sygdom? Nej, men jeg tror faktisk, at mange af de konflikter medarbejderne på plejecentrene oplever i samspillet med borgerne handler om, at de ældre lidt får for meget fred. De ældre bliver desperate, for de kan ikke mærke sig selv, når de ikke er velstimulerede eller ikke længere indgår i meningsfulde gøremål.  Og jeg tænker, at den måde at møde folk på - at tænke i at give folk fred eller ”liste” omkring dem for at undgå konflikter kan være en sovepude.” Det er personalets opgave at sørge for et tilpas aktivitsniveau ud fra en forståelse for den enkelte borgers neurologiske og personlige forudsætninger. Og det bør indlejres i de daglige, også i de mere plejemæssige opgaver.

Hvordan ser verden ud?

Ældre med demens har nogle forudsætninger for at opfatte verden, som bliver en lille smule anderledes på baggrund af en degenerativ sygdom. Derfor er vi i højere grad nødt til at tænke trygheds- og sikkerhedsaspektet samt kompensationsstrategier ind, fortæller Lilli: ”Hvad skal vi forstærke, hvad skal vi skærme for? Vi skal sikre, at verden er pålidelig og til at finde rundt i og til at forstå. Det kommer til at handle rigtig meget om at give en basis af tryghed.” For Lilli drejer det sig om at tænke rehabilitering sammen med ”det gode liv”, så det bliver motiverende, sjovt og udfordrende for den enkelte borger at arbejde med det. Lilli har en særlig interesse for og viden om arbejdet med sansestimulering og sansebearbejdning og har mange eksempler på, hvordan man kommer langt med denne viden: ”Vi kan undgå misforståede ting som fx at placere en sort plade i gulvet ved udgangsdøren for at hindre folk i at gå ud: folk bliver simpelthen så bange, fordi de er bange for at træde ned i et dybt hul! Eller vi kan sørge for at borgeren ikke får en sort madras, så vedkommende er nødt til at lægge sig på gulvet for at sove – for borgeren en rigtig god strategi, fordi vedkommende ser rigtig dårligt og har svært ved at sanseintegrere! ”

Test over for beskrivelser

Noget, som slog Marlene under forløbet, var forskellen på at arbejde med tests og beskrivelser: Der er mange deciderede testredskaber inden for demensområdet: ”det kan han, det kan han ikke”. Men arbejdet med at være beskrivende i sine observationer på en ressourceorienteret måde er mindre anvendt. Fx beskrive, hvilke måder borgeren gør tingene på i stedet for at se på, hvilke funktioner han har mistet. Marlene var undervejs i tvivl, om det gav mening at bruge metoder fra pædagogikken som fx at lave forudsætningsobservationer og dele perspektiver ud fra en betragtning om, at der ikke findes én sandhed, og at vi møder folk forskelligt. Men det gav netop god mening for deltagerne at få redskaber til at sammenkoble alle de øjne, personen bliver mødt med. Marlene kommer med følgende eksempel, som viser, hvordan ressourcer og motivation bringes i spil: ”Hvornår er det, borgeren kan noget mere? Det er, når han danser! Nå, så er det måske bevægelse, vi skal bruge som motivationsfaktor, fordi han derved er mere nærværende! Der er ressourcer, som skal vedligeholdes og genetableres. Det er her forskellen mellem test og beskriveredskaber bliver vigtig. Ved at beskrive får man øje på, at der er dele af denne funktion, som de kan.” I pilotprojektet er deltagerne bl.a. blevet præsenteret for LP-modellen, som er en læringsmodel egentlig fra folkeskolen, Bo Hejlskovs stressmodel og TRAS-modellen (tidlig registrering af sprog), som oprindeligt er lavet til børnehavebørn.

En, to, mange arbejdshypoteser!

Lillis udgangspunkt i det praktiske arbejde er altid arbejdshypotesen: det er væsentligt at anerkende, understreger hun, at medarbejderne går ud fra en arbejdshypotese, men kun praksis kan vise, om det virker: ”Der er bare noget, vi har mere rutine i at gøre end andet, det handler om at øve sig. Det er det spændende i vores arbejde – velvidende at vi ind imellem tager helt fejl og må justere på hypoteserne. Når man ved, hvad det er, man har forfulgt, så ved man, hvad man kan lave om på.” Begge konsulenter er enige om, at her har sundhedsmedarbejdere nogle forcer i deres ofte mere systematiske arbejdsform. Det drejer sig om at overbevise medarbejderne om, hvor kvalitativt vigtigt det er at blive ved med at have denne her tvivl, for som Lilli siger:” Ingen af os kan tillade os kun at have én hypotese på vegne af et andet menneske. Vi serverer ikke sandheder, men kvalificering af hypoteserne!  Vi er på forskellige måder afhængige af de forhold, vi er i, og nogle gange er det nødvendigt med tre arbejdshypotese.

Faktaboks

Pilotprojektet mere info!

De respektive chefer gav grønt lys for at gå i gang med et pilotprojekt, som blev gennemført i efteråret 2012/foråret 2013, hvor 20 sundhedsfaglige og pædagogfaglige medarbejdere, som arbejder med mennesker med demens inden for ældresektoren deltog. Gruppen bestod af ergoterapeuter, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere- og assistenter samt pædagoger, nogle arbejder hele tiden i praksis, andre delvist og med rådgivende og udredende funktioner (demenskonsulenter/koordinatorer). Projektet forløb over otte gange to uddannelsesdage, hvor der undervejs blev evalueret og ændret på forløbet i forhold til både indhold og niveau.

Lilli Hansen, specialpædagogisk konsulent, VISS.dk

Lillis styrke er hendes store praksiserfaring, særligt har hun arbejdet med borgere, som har særlige vanskeligheder, især udfordrende adfærd. Hun har især haft fokus på, hvad det gør ved personalet, når de står i de situationer, hvor de bliver udfordret hele tiden. Hun er vant til at anvende metoder i praksis og koble teori og praksis og har været med fra opstarten på den første neuropædagogiske efteruddannelse og Lilli skal sammen med Marlene stå for den kommende efteruddannelse i neuropædagogik målrettet medarbejdere, som arbejder med mennesker med demens.

Marlene Theager, specialpædagogisk konsulent, VISS.dk

Marlenes neuropædagogiske ekspertise er opbygget gennem mange års deltagelse i den neuropædagogske ”boble” i Landsbyen Sølund, ligesom hun har efteruddannelse i neuropædagogik. Dette, kombineret med en lang praksis med børn og unge på Stensagerskolen og suppleret med en diplomuddannelse i logopædi, har givet Marlene en konsulentprofil, hvor neuropædagogik og kommunikation er omdrejningspunktet. Marlene har meget erfaring for, hvad der starter/hæmmer forandringsprocesser og har altid haft fokus på at tænke i alternativ kommunikation.