Arkitektur og ældreboliger for mennesker med autisme og demens

Seniorhuset i Hinnerup rummer Danmarks første specialbyggeri for ældre med autisme. Ideen til og opførelsen af Seniorhuset er et samarbejde mellem Landsforeningen Autisme, Socialstyrelsen, Realdania, beboerne og deres pårørende. Byggeriet af Seniorhuset tager udgangspunkt i "Modelprogram for botilbud til ældre med autisme", som Realdania har været medudvikler af og selve bygningsprojektet er udarbejdet af arkitekt Mette Wienberg fra Wienberg Architects i samarbejde med Frier Architecture.

Af cand. pæd. ant. og socialpædagog Anna Marie Langhoff Nielsen

Baggrund for projektet

En smuk september dag mødes jeg med Dorthe Jensen, faglig leder på Specialområde Autisme i Region Midtjylland for at få indsigt i de arkitektoniske tanker bag Seniorhuset.

I 1980´erne fik en stor gruppe mennesker autismespektrum diagnoser også kaldet autismespektrum forstyrrelser, og der eksisterer i dag en omfattende viden om, hvordan den enkeltes trivsel kan støttes gennem en særlig tilrettelagt pædagogik.

Dorthe fortæller, at baggrunden for projektet er, at der i dag, siden diagnosen blev alment accepteret, er en stor gruppe af ældre med autismespektrum forstyrrelser, og at medarbejdere i bo- og dagtilbud oplever, at denne gruppe får nogle særlige vanskeligheder i forbindelse med deres aldring. Da der endnu ikke eksisterer viden om, hvordan netop ældre med autismespektrum forstyrrelser kan støttes optimalt, satte Specialområde Autisme, Region Midtjylland sig for at undersøge følgende spørgsmål:

  "Hvordan skal mennesker med autisme bo, når de bliver ældre, og hvordan kan vi skabe de bedst mulige rammer for denne gruppe borgere, når de er oppe i årene?"

Spørgsmålet dannede baggrund for en vision om at etablere et specialmiljø for ældre med autisme, hvor et af formålene var at inddrage viden om de fysiske rammers betydning for at skabe optimale livsvilkår for de ældre.

Opstartsfasen

Dorthe fortæller, at der i opstartsfasen blev arrangeret workshops, hvor forskellige vidensaktører på området bidrog med viden om, hvad der var vigtigt at være opmærksom på, både i forhold til autismehandicappet og til det at blive ældre. Formålet var at undgå, at de to forhold modvirkede hinanden i de fysiske rammer, og dermed give borgeren med autismespektrum forstyrrelse bedre mulighed for at leve sit liv på trods af de funktionstab aldringen kan give.

I hele projektet har det været vigtigt at inddrage borgerne, som boligerne skulle bygges til. Mette Wienberg, som er arkitekt på projektet, inviterede den enkelte borger til et interview, hvor hun var nysgerrig efter at høre, om deres ønsker til en ny bolig. Dorthe deltog i interviewene og fortæller, hvordan Mette blandt andet inddrog visuelt materiale for at generere viden fra borgerne. Hver borger fik et stykke karton (mindboard), og så blev de præsenteret for en række billeder af for eksempel døre, hvorefter Mette spurgte ind til, hvordan en rigtig dør ser ud. Borgeren fik igennem billederne mulighed for at danne forestillinger om døre og kunne således pege på de døre, de foretrak. Dette affødte så en snak om, hvad det var, der var særligt ved de døre borgeren udpegede for eksempel farven på døren, eller at der var et vindue i døren.

Samme tilgang blev benyttet i snakken om, hvordan et køkken skal se ud, hvor borgeren fik præsenteret 20 billeder af køkkener. Det kunne være meget almindelige køkkener, skøre køkkener, havekøkkener eller et Trangia sæt. Dorthe fortæller, at interviewene varede cirka 1 1/2 time, og at alle boligens rum og indretning blev snakket igennem. De ønsker den enkelte borger havde givet udtryk for blev samlet på deres mindboard og efterfølgende taget med i Mettes tegninger.

På trods af at interviewene foregik uafhængigt af hinanden, fortæller Dorthe, at der var nogle ligheder i borgernes ønsker. For eksempel gik farven grøn igen hos alle, og det at kunne kigge på noget grønt uden for vinduet var ligeledes et ønske hos alle. På mit spørgsmål om hvad det er med den grønne farve, svarer Dorthe, at der ikke er tale om noget autismespecifikt i forhold til farven, men arkitekten har en hypotese om, at den grønne farve giver mental ro, og at borgeren derfor drages af denne farve. Det er generelt vigtigt at tænke grønt ind i byggeri, og at der gives mulighed for at se på noget grønt ude som inde.

Et andet tema som gik igen hos borgerne var, at der i et rigtigt køkken skulle være et vindue, så man kunne kigge ud, når man stod ved køkkenbordet. Dorthe nævner, at de fire borgere har boet på Hinnerupkollegiet i cirka 30 år, og der har de ikke haft vindue i deres tekøkken i lejligheden, så det var interessant, at dette var et gennemgående tema.

Derudover kunne beoerne godt lide lidt mørke beskyttede rum, træmaterialer og masser af beplantning.

De arkitektoniske tanker bag byggeriet

Seniorhuset består af fire lejligheder, der ligger ved siden af hinanden i en halvcirkel som alle vender ud mod et indendørs torv, hvor der er et grønt træ i midten. Der er indgang til lejlighederne fra torvet, men også mulighed for at benytte sin terrassedør som indgang.

Byggeriet er bygget i forlængelse af de to andre botilbud Ådalen og Engstien for at skabe en bedre helhed. Rent praktisk giver dette mulighed for at benytte samme nattevagt i de tre boenheder. Foran alle tre boenheder er der etableret et grønt ankomstrum med både beplantning og grønne facader på Seniorhuset.

Som nævnt, er den grønne farve gennemgående i byggeriet både ude og inde og et overordnet tema er at byggeriet skal signalere ro og tryghed blandt andet gennem en lav loftshøjde og farvevalg uden store kontraster. Samtidig har det været vigtigt, at hver enkelt lejlighed fik sit eget unikke udtryk, og at byggeriet ikke havde et institutionsagtigt præg.

Bag de arkitektoniske tanker er der taget hensyn til borgernes særlige vanskeligheder, som de fremstår både på baggrund af deres autisme handicap og deres aldring.

Dorthe fortæller, hvordan borgerens særlige behov er inddraget i arkitekturen i forhold til overgange.

På baggrund af borgernes begrænsede forestillingsevne, er det vanskeligt at komme fra en fysisk lokalitet til en anden for eksempel fra sin lejlighed ud til torvet eller fællesstuen.

Vinduet i køkkenet er placeret lavt og ud mod torvet. Ideen er at pirre borgerens nysgerrighed, og give mulighed for at se, hvem man kan møde ude på torvet.

I fællesstuen er der placeret store vinduer, som betyder, at borgeren fra sit køkkenvindue og lige udenfor sin lejlighed kan se, hvem der befinder sig i stuen. Borgeren kan på denne måde langsomt indstille sig på, det han eller hun vil møde i det nye sted, og der bindes således bro mellem lejlighed, og det sted borgeren ønsker at komme hen til.

Uden for borgerens køkkenvindue og indgangsdør er der en niche, der er afskærmet ved en halvvæg. Nichen er malet i en anden farve end de øvrige vægge, som er valgt af borgeren selv, og som markerer et huleagtigt rum, da alle de valgte farver er lidt mørke. I nichen er en bænk, som er placeret på halvvæggen, og her kan borgeren sidde og være på kanten af fællesskabet og for eksempel kigge på eller hilse på dem, der går forbi. Borgeren kan på denne måde langsomt indstille sig på en større grad af deltagelse i fællesskabet. Fra bænken kan borgeren se et lille stykke ned ad gangen, men ikke hele vejen rundt. På denne måde overrumples man ikke af sanseindtryk, og samtidig kan borgerens nysgerrighed vækkes, så han får lyst til at bevæge sig ned ad gangen og se, hvad der sker.

Dorthe belyser også, hvordan borgerens behov for skærmning er tænkt ind i arkitekturen. Køkkenvinduet er placeret lavt, så det giver mulighed for, at borgeren kan skærme sig selv mod indtryk udefra. For at se ud skal borgeren gøre noget aktivt for eksempel bukke sig ned. Samtidig kan andre beboere og medarbejdere ikke se ind med mindre de også bukker sig ned og er tæt på borgerens lejlighed. På denne måde respekteres borgerens privatliv, fortæller Dorthe og medarbejderne giver udtryk for, at det fungerer godt.

Inde i lejligheden er der lavet brede vindueskarme, så man kan sidde og følge med i det, der sker udenfor. Der er plantet grønt udenfor vinduer og døre, som giver et filter til omgivelserne, så kontrasten mellem ude og inde bliver mindre skarp.

En anden måde at skærme borgeren på er gennem brug af "stalddøre". Dørene kan åbnes af to omgange, så man kan vælge at åbne den øverste del og kigge ud, mens man står afskærmet bag den nederste del af døren. Man kan lade den øverste del stå åben, så man på afstand og afskærmet i sin bolig kan følge med i det, der sker udenfor. Dette kan også være en fordel, hvis den ældre borger bliver mindre mobil.

Afskærmning fra lyde er der taget højde for gennem lave lofter og en god isolering mellem lejlighederne, så man ikke kan høre alt for meget fra nabolejlighederne. I fællesrummene er loftet flere steder højt, og der er opsat ovenlyskasser for at give en fornemmelse af det store rum, men også for at signalere, at der i de fælles rum skal være ”højt til loftet”.

Borgernes terrasser er også forskellige både i forhold til materialer, men også i forhold til i hvor høj grad der er brug for afskærmning. Nogle har valgt en mur, træstakit eller hæk i forskellig højde, nogle har valgt trædesten, som viser vejen, andre har valgt sten eller træterrasse. På denne måde er husene også lette at skelne fra hinanden, og borgeren kan tydeligt se, ”at det her er mit hus”, fortæller Dorthe.

Væggen ind til soveværelset er mobil, så det giver mulighed for at skabe både et større eller et mindre rum. Dette kan især blive aktuelt, hvis borgeren bliver sengeliggende og har brug for at følge med i det, der sker fra sin seng, men også hvis borgeren har brug for mere hulelignende omgivelser. Samtidig kan det give plads til de hjælpemidler, der kan blive aktuelle i en sådan situation.

Erfaringer

De fire, der blev udvalgt til at bo i Seniorhuset, havde medarbejderne en hypotese om, at de havde fået det vanskeligere med boformen på Hinnerupkollegiet i takt med, de blev ældre. Dorthe nævner, at især overgange skabte problemer for borgerne. For eksempel blev det tiltagende vanskeligt at komme fra sin lejlighed ud i fællesarealerne, og dette blev ofte fyldt af uhensigtsmæssig adfærd og frustration. Borgeren trak sig mere og mere og kunne ikke overskue det store fællesskab, hvor de aldrig kunne vide, hvor mange der befandt sig i stuen, og hvilke medarbejdere der var. Hypotesen var, at de ikke længere kunne overskue det, og det viser sig da også, at borgerne i de nye omgivelser via de bedre muligheder for først at være på kanten af fællesskabet i højere grad, søger det større fællesskab, som i sammenligning er meget mindre end på Hinnerupkollegiet. Der er kun en medarbejder på arbejde, da gruppen er mindre, og det er i sig selv lettere for borgeren at overskue. Selvom medarbejderen kan føle sig alene på sit arbejde, mener Dorthe, det er en fordel i samvær med borgeren, da medarbejderen er mere nærværende.

Det er dog endnu for tidligt, at konkludere noget præcist om de fysiske rammers specifikke betydning, men alt tyder på, at borgerne har opnået en større trivsel. Erfaringerne fra projektet kan med tiden danne baggrund for ikke bare gruppen af ældre med autismespektrum forstyrrelser, men også mere bredt for ældre med nedsat psykisk funktionsevne.