Sundhed og pædagogik: samspil eller modspil?

Sundhed og pædagogik: samspil eller modspil?

I tider med stort fokus på sundhed risikerer man, at sundhedsperspektivet fortrænger pædagogikken!

Denne påstand reflekterer fire ledere i Landbyen Sølund over: Elin Daugaard, viceleder af Landsbyen Sølund, Lars-Peter Mølgaard Frandsen, områdeleder af Sølund Aktivitetscenter, Anne Brandt Ladefoged, daglig leder af Sølund Bo 02 – i relation til samspillet mellem sundhed og pædagogik, under en times fokusgruppeinterview den 12.august 2020.

Af Liselotte Kruse, kommunikationskonsulent, VISS – på basis af interview ved Søren Lytzau, udviklingskonsulent, og Susanne Christina Drachmann, specialpædagogisk konsulent, begge fra VISS

I Landsbyen Sølund (LS), landets største boform for mennesker med funktionsnedsættelse, kan samspillet mellem sundhed og pædagogik ind i mellem blive sat på prøve. I det tværfaglige samarbejde omkring kerneopgaven, som består i at skabe trivsel og gode livsbetingelser for mennesker, der døgnet rundt har behov for både omsorg, aktivering og støtte af sundhedsfaglig og pædagogfaglig karakter, kan der af forskellige grunde opstå en slags ubalance i samspillet. Denne ubalance afspejler en umiddelbart midlertidig nedprioritering af det ene område i samarbejdet til fordel for det andet, men med risiko for mere permanent ubalance og deraf følgende konsekvenser for kvaliteten i kerneopgavens løsning i forhold til målgruppen.

Der er tale om et pædagogfaglig og sundhedsfagligt dilemma, som de fire ledere i LS er opmærksomme på, og som de i det følgende diskuterer i forhold til aktuelle og fremtidige modeller, der kan afhjælpe dilemmaet. Begge dimensioner, sundhed og pædagogik, indgår nemlig i et gensidigt afhængighedsforhold, hvor en ligeværdig tilstedeværelse er en nødvendighed for et velfungerende tværfagligt samarbejde og en succesfuld løsning af kerneopgaven.

Sundhedsbegrebet – hvad er sundhed?
Ifølge den franske socialfilosof Michel Foucault har sundhed indtaget alle aspekter af vores liv, hvilket den brede definition af sundhed også er et eksempel på. Begrebet biopolitik (Foucault, 2009) afspejler den retning og sætter fokus på, at reguleringen af det biologiske liv sammenvæves med en mere omfattende ledelse af sociale og kulturelle forhold. Sammenholdt med den tyske sociolog Niklas Luhmanns sociologiske systemteori, hvor han opererer med tre systemtyper: biologiske, psykiske og sociale autopoietiske systemer – finder man måske noget af forklaringen på, hvorfor dilemmaer opstår, når vidensområder overlapper; dette forhold gengives bl.a. i den bio-psyko-sociale model, der illustrerer det hele menneske (se Figur 1), og danner baggrund for diskussionen i det følgende.

Figur 1: Den bio-psyko-sociale model
Kilde: VISS (inspireret af Engel, 1977)

Med udgangspunkt i det hele menneske omfatter sundhedsbegrebet for de fire ledere i LS både psykisk og fysisk sundhed. Men samtidig ser de også trivselsbegrebet som en del af sundhedsbegrebet og opfatter trivsel som det, der danner ramme om hele sundhedsbegrebet. Når der i LS arbejdes med beboernes trivsel, er både sundhed og pædagogik derfor en væsentlig del af indsatsen. I LS defineres sundhedsbegrebet således ikke blot som fravær af sygdom, men i høj grad også som det gode liv, med trivsel og velvære som en del af sundheden – og med denne brede definition læner de fire ledere sig tæt op ad WHO’s definition af sundhedsbegrebet (se Faktaboks 1).

FAKTABOKS 1

Sundhedsperspektivet ifølge WHO
En berømt og omstridt definition af sundhed er givet af Verdens Sundhedsorganisationen (WHO): «Sundhed er en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener». Med dette udsagn har man forsøgt at give sundhedsbegrebet et selvstændigt, positivt indhold ved at knytte det til velvære på alle planer i menneskelivet.
Dette stemmer dårlig med anvendelsen af ordet i dagligsproget. Udsagnet finder heller ikke noget grundlag i en teori eller i teknikker, der angiver, hvordan man skal nå dette mål.

Kilde: Leksikon for det 21. århundrede
 
















Sundhed og pædagogik: Samspillets betydning
Ikke mindst i denne tid fylder sundhed en del i samfundet, men spørgsmålet er, om sundhed indtager en dominerende position i forhold til eksempelvis pædagogik?

”Sundhedspersonalet har et stort behov for pædagogerne til at oversætte, hvad der foregår, og dette samspil mellem pædagogfagligt og sundhedsfagligt personale kan ikke adskilles, de to personalegrupper er gensidigt afhængige af hinanden.”
Anna Brandt Ladefoged
 








Flere af lederne bifalder, at samspillet mellem sundhed og pædagogik er enormt vigtigt i arbejdet med beboerne i LS, der er kendetegnet ved såvel bred pædagogisk faglighed som mangfoldig sundhedsmæssig faglighed. Det har stor betydning for beboernes trivsel og velvære, at de er sunde og raske, og at de hurtigt kan komme i behandling, hvis det er påkrævet. Der er således en vis indbyrdes sammenhæng og afhængighed mellem de pædagogiske og sundhedsfaglige tiltag, der samtidig tager afsæt i sundhedsloven omkring forebyggelse af sygdom. Da flere af beboerne i LS er plejekrævende med sygdom og sygdomslignende tilstande, er der således tale om en målgruppe, der er mere sårbar end den brede befolkning (Flachs, Michelsen, Uldall & Juel, 2014).

Den pædagogiske, omsorgsmæssige og plejemæssige støtte i LS er bygget op over tid ud fra den sundhedsmæssige indsats i forhold til sygdom og forebyggelse af sygdom, der tidligere har været varetaget af læger og sygeplejersker ansat direkte i LS, men som i dag er udlagt til Skanderborg Kommune. Det er dog stadig det samme sundhedspersonale, der kommer rundt i LS, så der er tale om gennemgående personale, der lærer beboerne at kende. Det betyder bl.a., at pædagogernes pædagogik smitter af på sundhedspersonalet og omvendt som en gensidig udveksling. ”Sundhedspersonalet har et stort behov for pædagogerne til at oversætte, hvad der foregår, og dette samspil mellem pædagogfagligt og sundhedsfagligt personale kan ikke adskilles, de to personalegrupper er gensidigt afhængige af hinanden”, understreger Anna Brandt Ladefoged.

Kan fokus på sundhedsperspektivet fortrænge pædagogikken – eller omvendt?
På dette spørgsmål svarer deltagerne enstemmigt både nej – og ja!

Balance mellem faglighederne
”I situationer, hvor årsagen til, at en beboer har ændret adfærd, skal findes, er der som udgangspunkt ingen risiko for, at det sundhedsfaglige fortrænger det pædagogiske, fordi vi er en socialpædagogisk boform, og der er fokus på det pædagogiske,” forsikrer de fire ledere og fortsætter: ”Det, man bare oplever mange gange, når man skal sætte ind med en pædagogisk indsats, er, at man er nødt til at finde den bagvedliggende årsag til adfærdsændringen, og i den opklaringsproces, der også er en udelukkelsesproces, er det sundhedsfaglige aspekt en af de nemmeste forhold at være undersøgende på først og derfor ofte processens første trin. Den ændrede adfærd hos beboeren kunne jo skyldes eksempelvis en infektion, som man er nødt til at iværksætte en behandling for, eller det er en årsag, der kunne udelukkes. Pædagoger og sundhedspersonale bygger på denne måde i fællesskab broen hen mod behandling, og beboeren får en god oplevelse, undgår angst osv.

Ubalance mellem faglighederne
Der, hvor der kan være en risiko for fortrængning af det pædagogiske, er inden for dokumentation, hvor der er stort fokus på sundhedsmæssige faktorer. Sundhed handler meget om at måle, veje og beskrive og kan derfor fylde væsentligt mere end pædagogik, som mere handler om relationsskabelse og kommunikativt samspil, der ikke er så stringent og dermed ikke så nemt at dokumentere.

”Det kan være en udfordring at fastholde eksempelvis SoSu-assistenter i basisstillinger, hvor man desværre let risikerer at blive ’kværnet’ i den store pædagogverden i LS.”
Lars-Peter Mølgaard Frandsen
 







Det pædagogiske område oplever sig således fortrængt i forhold til sundhed pga. manglende stringens i dokumentation af pædagogisk praksis - som samtidig er grundlaget i det gensidige afhængighedsforhold.

Men det, at man som personale skal løse kerneopgaven, kan godt betyde, at fortrængningen kan gå begge veje, og sundhedsfagligheden faktisk kan have trange kår i den pædagogiske verden!

Dette gælder fx, når ergoterapeuten må skifte ble på en beboer eller udføre andre opgaver, som umiddelbart ligger uden for fagligheden, men altså inden for kerneopgaven. Den største opgave vil i de fleste boenheder være den pædagogiske indsats. Man kan derfor sige, at fagligheden kommer i anden række og er noget, man bidrager med ved at arbejde ud fra sin fagligheds perspektiv.

”Det kan således være en udfordring at fastholde eksempelvis SoSu-assistenter i basisstillinger, hvor man desværre let risikerer at blive ’kværnet’ i den store pædagogverden i LS,” beklager Lars-Peter Mølgaard Frandsen og fortsætter:

”Det samme kan ske, hvis fx en sygeplejerske ansættes i en boenhed, hvor vedkommende automatisk vil få flere pædagogiske opgaver, hvilket også vil betyde, at den sygeplejefaglige viden og handlen vil blive ringere, fordi man måske ikke deltager sammen med andre sygeplejersker på kurser osv. Er der derimod tale om eksempelvis en gruppe af fysioterapeuter, der arbejder på tværs af LS, så sikres tværfagligheden eller flerfagligheden generelt ret fornuftigt. Ellers kan man godt være nervøs for, at en given faglighed ikke udnyttes fuldt ud, og at der sker en form for udvanding. Derfor ville det være ønskeligt, om fagligheden kunne dyrkes noget mere,” konkluderer Lars-Peter Mølgaard Frandsen.

Set i lyset af den bio-psyko-sociale model handler det i al sin enkelthed om, at sundhed kommer fra en naturvidenskabelig og positivistisk tradition, mens pædagogik bygger på en mere humanistisk og konstruktivistisk videnskabstradition, og derfor kan balancen i det tværfaglige samarbejde opleves svær!

Dokumentation – en kilde til magtspil mellem faglighederne
Det er således i virkeligheden i høj grad et spørgsmål om fastholde balancen mellem pædagogik og sundhed.

”Pædagogikken kan til en vis grad betragtes som den tværfaglige lim, der holder sammen på alle de øvrige fagligheder.”
Søren Lytzau
 






Det pædagogiske arbejdsfelt er de senere år blevet bredere. Der en et stigende fokus på at kontrollere det arbejde, der udføres i den offentlige sektor, og der er mange lovgivningsmæssige forhold inde over med henblik på at kvalitetssikre arbejdet. En udvikling i retning af større stringens inden for dokumentation for det pædagogiske område er derfor tiltrængt, da det vil give øget status for pædagogisk praksis. Nok er 100% stringens ikke opnåelig, men målet må være at skabe balance mellem de to dokumentationsdele – og dermed i det gensidige afhængighedsforhold, så de to fagområder bliver afstemt efter hinanden.

”Hver gang, vi skal have fokus på et område, sker der dog desværre ofte det, at vi vender ryggen til et andet. Når der eksempelvis kommer nyt fokus på tilsyn og dokumentation, så opstår der en form for magtspil mellem faglighederne,” forklarer Elin Daugaard.

”Når vi tale sundhed i LS, skal man huske, at der er forskel på sundhed og sygepleje: nogen har brug for sygepleje, men alle har brug for sundhed, der er et mere bredt begreb.”
Elin Daugaard
 







Det er bl.a. noget, LS har oplevet i forbindelse med implementering af Cura, der jo handler rigtig meget om sundhed. Mens det pædagogiske personale har skullet opkvalificeres i forhold til Cura, har det været nødvendigt at overdrage varetagelsen af det pædagogiske arbejde til mindre pædagogfagligt funderet personale og vikarer. Den slags prioritering af det sundhedsfaglige gør, at der kan opstå en ubalance på bekostning af den pædagogiske faglighed, og at nye regler fra for eksempel patientsikkerheden i perioder kan fortrænge pædagogikken.

Inden for det pædagogfaglige område har Sekoia, som blev indført i LS for ca. 4 år siden, betydet rigtig meget i forhold til dokumentering og systematik bl.a. har man i boenhederne adgang til de systemer, der understøtter den dokumentation, som giver socialpædagogikken den plads, den fortjener, og sikrer, at den ikke drukner i sundhed, og omvendt. Med Sekoia har LS derfor et fokuspunkt i forhold til at dokumentere rigtig godt pædagogisk arbejde.

”Når vi taler sundhed i LS, skal man huske, at der er forskel på sundhed og sygepleje: nogen har brug for sygepleje, men alle har brug for sundhed, der er et mere bredt begreb,” understreger Elin Daugaard og fortsætter: ”En indsats på det pædagogfaglige område påvirker selvfølgelig også sundheden, så pædagogikken bør også have status som sundhedsfremmende, da det at skabe de trygge rammer og det gode liv er sundhedsfremmende. Så både det sundhedsfaglige og det pædagogfaglige danner grundlag for at skabe trygge relationer og trygge og glade beboerne. En forudsætning for sundhed er derfor, at man samarbejder tværfagligt omkring kerneopgaven!” slutter Elin Daugaard.

Kvaliteter og udfordringer i det tværfaglige samarbejde
LS bygger i høj grad på det tværfaglige samarbejde i løsningen af kerneopgaven. Pædagogernes samarbejde med det sundhedsfaglige personale opleves i dagligdagen som givtigt og uproblematisk, med stor velvillighed både blandt det pædagogiske og det sundhedsfaglige personale i samarbejdet om kerneopgaven. ”Det tværfaglige samarbejde på praksisniveau er en forudsætning for sundhed, og det er en enorm stor del af det at arbejde i LS og noget, man er rigtig stolt af!”, fortæller Anna Brandt Ladefoged og fortsætter:

”Vi er meget privilegerede her i LS, fordi vi råder over mange fagligheder af høj kvalitet internt i landsbyen, og at det tværfaglige samarbejde fungerer så godt i kraft af størrelsen og den kultur, der er opbygget i LS. Vi kan agere hurtigt, i en grad der slet ikke står mål med de udfordringer, som indhentning af ekstern ekspertise fra fx hospitaler ville give os. Og det viser bare, hvor værdifuldt det er at have en så specialiseret viden internt på et sted som LS.”

”Som eksempel kan nævnes en kørestolsbruger, der får smerter af at sidde forkert i stolen, hvor pædagogen så kan kontakte en ergo- eller fysioterapeut, der kan komme og finde en løsning for den enkelte beboer, så på den måde har vi forskellige tværfaglige perspektiver ind over,” supplerer Lars-Peter Mølgaard Frandsen.

I det tværfaglige samarbejde er det afgørende at tage udgangspunkt i beboerne, deres behov og det, de kan – og ikke forsøger at tilpasse dem til systemet. ”Det, at man møder beboerne, hvor de er, kan illustreres med en anekdote fra en boenhed, hvor en beboer, der ligger på en bænk ved vejen, skal tilses af en læge. Lægen vælger at være fleksibel og tilpasser sig patienten ved at give konsultation på bænken - og signalerer dermed, at mennesket kommer i første række. Havde beboeren skullet hen til lægen, var konsultationen sandsynligvis slet ikke blevet gennemført. Den samme fleksibilitet i medarbejdergruppen kommer til udtryk, når tandplejere tager ud og behandler demente beboere. Og disse fortællinger beviser bare, at uanset om det er sundhedsfagligt eller pædagogfagligt personale, så kommer mennesket først,” fastslår Elin Daugaard.

Sundhed og pædagogik i et organisatorisk perspektiv
Der er blandt lederne enighed om, at det er væsentligt at opretholde og undgå udvanding af fagligheden, der netop er medvirkende til at styrke det tværfaglige samarbejde. Sikring af fagligheden bør dog understøttes ledelsesmæssigt – så fagligheden sættes ind i et organisatorisk perspektiv.

Som organisation har LS styrket samspillet mellem sundhed og pædagogik på flere måder, bl.a. ved etablering af faglige fora, en styregruppe for sundhed samt boenhedsområder med egen sygeplejerske.

”Der, hvor vi også lykkes med at styrke samspillet mellem sundhed og pædagogik, er, når vi får det inddraget i forhold til handleplaner for de enkelte beboere. Det gør, at vi i højere grad får henholdsvis pædagogfaglige og sundhedsfaglige vinkler på opgaveløsningen. Herved opnår vi en seriøs tyngde gennem den skriftlige bearbejdning, samtidig med at vi ved anvendelse af relationel koordinering som pædagogisk metode er blevet skarpere på at få alle perspektiver omkring beboeren med,” understreger Anna Brandt Ladefoged.

I 24-7 samarbejdet overordnet set mellem LS’s aktivitetscenter og alle boenheder er det i høj grad et organisatorisk spørgsmål om at samle en pædagogisk og en sundhedsfaglig verden med henblik på at få et helhedspræget syn på beboerne fra forskellige tværfaglige vinkler, supplerer Lars-Peter Mølgaard Frandsen.

Generelt, når man tager afsæt i den bio-psyko-sociale model, vil udgangspunktet således altid være det hele menneskes tilværelse i den kontekst, det indgår i – hvilket også er en forudsætning for, at en organisation som LS udvikles og beriges i forhold til de faglige tilgange.

Opsummerende konkluderer de fire ledere, at tværfagligt samarbejde og gensidig udveksling internt i LS er nøglen til at styrke samspillet mellem pædagogik og sundhed - idet pædagogikken til en vis grad kan betragtes som den tværfaglige lim, der holder sammen på alle de øvrige fagligheder.

FAKTABOKS 2

Sundhed i et historisk perspektiv

Man har altid interesseret sig for sundhed, og i Danmark har der eksisteret lægebøger og bøger om urtemedicin siden renæssancen. I forbindelse med oplysningstiden (fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet) forlader de lærde opfattelsen af sundhed og sygdom som skæbne eller Gudsbestemt til fordel for et syn på, at den enkelte med fornuft kan gøre en indsats for eget helbred. Kodeordene her er at føre et regelmæssigt og mådeholdent liv! I løbet af 1800-tallet bliver man opmærksom på fattigdommens indflydelse på sundhed i takt med befolkningsvandringen fra land til by, som åbenbarer betydningen af renlighed og smitte af sygdomme fx kolera. Man er optaget af at styrke legemet på forskellig vis fx med gymnastik, speciel kost, kolde bade og andre ”naturlige” tilgange. Fra statslig side begynder man at interessere sig for området med opbygning af sygehussystemet og sidenhen decentralisering af sundhedsydelser. Staten kan se en fordel i at holde befolkningen sund, og sygehusvæsenet bliver en institution, hvor staten kan styre og regulere borgernes sygdom/sundhed på godt og ondt. l begyndelsen af 1900-tallet er man opmærksom på sygdomsvoldende bakterier, men det ændres i løbet af 1900-tallet og frem til i dag til opmærksomhed på sundhedsoplysning i forhold til levevis (kost, rygning og motion). Det er særligt livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og kræft, man er opmærksomhed på, og i forlængelse af dette er man i stigende grad begyndt også at interessere sig for sundhed ud fra en  bio-psyko-social tilgang.
Kilde: Sundhed, af Liselotte Petersen, cand.mag., VISS
 




























____________________

Litteratur . Supplerende læsning
Flachs, E. M., Michelsen, S. I., Uldall, P. & Juel, K. (2014). Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Foucault, Michel (2019). Biopolitikkens fødsel. København: Hans Reitzels Forlag.

Karlsen, M. P., & Villadsen, K. (Eds.) (2017). Sundhed og magt: Perspektiver på biopolitik og ledelsesteknologi. København: Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, Niklas (2000). Sociale systemer: grundrids til en almen teori. København: Hans Reitzels Forlag.

Internetkilder
Lytzau, Søren (2018). Videnskabsteori og paradokser i pædagogiske undersøgelser. Lokaliseret den 04.09.2020:
https://viss.skanderborg.dk/VIDEN/Artikler1/Sansestimulation/Videnskabsteori-og-paradokser-i-p%C3%A6dagogiske-unders%C3%B8gelser.aspx

Petersen, Liselotte(2014). Sundhed. Lokaliseret den 24.08.2020: https://viss.skanderborg.dk/VIDEN/Artikler1/Sundhed/Sundhed.aspx