Pædagogik som system

Pædagogik som system

- når pædagogisk praksis må skifte perspektiv for at kunne se det hele menneske

Vi lever i et samfund, hvor forandringer sker med stadig højere hastighed og et stigende kompleksitetsniveau. Den allestedsnærværende teknologiske udvikling er et synligt bevis på den øgede hastighed, hvor vi med et enkelt klik kan rejse tusindevis af kilometer gennem fiberoptik til de fjerneste afkroge på kloden, der for få årtier siden stadig var hvide pletter på landkortet.

Af Søren Lytzau, udviklingskonsulent i VISS

Det er ikke kun i teknologien, at vi oplever den øgede hastighed, men også i vores arbejdsliv sker forandringer hurtigere end nogensinde. Omstruktureringer og organisationsændringer, der før tog flere år at gennemføre, klares nu på et kvartal med hjælp fra et stigende antal konsulenter, som udvikler og yder procesunderstøttelse som aldrig før.

Samtidig er kompleksiteten stigende, og vi er langt fra tidligere tiders traditionelle samfund, hvor graden af specialisering og differentiering ifølge den franske samfundsforsker og en af grundlæggerne af den moderne sociologi David Émile Durkheim (1858 – 1917) var meget begrænset (Hermann, 2007). Modsætningen til dette er det moderne arbejdsdelte samfund med en høj grad af specialisering, hvor vi er bundet sammen af en gensidig afhængighed. Således kan bageren ikke levere brød, hvis pædagogen ikke passer hans børn.

Samfundet er med andre ord ikke længere bundet sammen af lighed, men af forskellighed, der skaber en form for organisk solidaritet, hvor hver gruppe varetager en nødvendig funktion, som kan sidestilles med organerne i den menneskelige krop. Hjertet kan ikke pumpe blodet rundt uden en hjerne, og hjernen kan ikke fungere uden blodets evne til at transportere ilt.

Pædagogik og stigende kompleksitet i det moderne samfund
Den stigende kompleksitet i det pædagogiske arbejde, som foregår i det moderne samfund, stiller krav om, at pædagogen både personligt og fagligt skal kunne mestre denne stigende kompleksitet. For at gøre dette er det paradoksalt nok nødvendigt at reducere kompleksiteten. Det er således ikke nødvendigt for en pædagog at vide, hvordan en computer er bygget, før den kan anvendes i det daglige arbejde, og man kan diskutere, hvor indgående et kendskab en pædagog skal have til den fysiologiske virkning af medicin, for at det er forsvarligt, at dette udleveres. I hvert fald hvis det sker på foranledning af en recept fra lægen.

Ovennævnte kompleksitet er udgangspunktet for den tyske sociolog Niklas Luhmanns (1927 – 1998) systemteori. Modsat Durkheim mener Luhmann ikke, at det er solidaritet, som binder samfundet sammen, men derimod nødvendigheden af at reducere kompleksiteten. Luhmann mener, at den stadig stigende specialisering og uddifferentiering, som blandt andet kommer til udtryk ved den stigende brug af konsulenter i alle dele af samfundet, gør det umuligt for mennesker, organisationer og samfund at overskue helheden (Luhmann, 2000), og for at reducere kompleksiteten er vi hele tiden tvunget til at vælge. Luhmann kalder dette for selektionstvang, og med denne følger også, at noget andet kunne være muligt. Denne kompleksitetsreduktion sker på baggrund af vores eget unikke, men dog ret begrænsede perspektiv på verden, og med bevidstheden om at andre tilskriver denne verden en anden mening, end vi selv gør.

For at forstå hvordan Luhmanns systemteori kan anvendes i det pædagogiske arbejde, vil vi i det følgende se nærmere på en case om en ung kvindes indflytning på et bosted.

CASE
Birthe er 24 år, og er flyttet ind på et bosted for 2 måneder siden efter at have boet hjemme hos sin mor indtil da. Birthes mor havde det svært med flytningen, og når Birthe er hjemme på weekend hver anden uge, kommer hun først tilbage om tirsdagen, da moren siger, at hun og Birthe har brug for mere tid sammen. Pædagogerne finder dette uhensigtsmæssigt, da de er bekymrede for, at det går ud over Birthes relation til de øvrige beboere og forringer hendes udviklingsmuligheder i forhold til deltagelse i det sociale liv på en kommende arbejdsplads, når hun ikke deltager i de sociale arrangementer mandag og tirsdag hver anden uge.

Kompleksitetens dilemmaer
Ovenstående case illustrerer den kompleksitet, som ofte findes i pædagogisk arbejde, og for at reducere denne er pædagogen underlagt selektionstvang i sin kommunikation med Birthes mor. Pædagogen kan forsøge at overbevise moderen om, at det er vigtigt for Birthes relation til de øvrige beboere, at Birthe deltager i de sociale arrangementer mandag og tirsdag. Dermed reducerer pædagogen kompleksiteten, da der tages udgangspunkt i Birthes relation til de øvrige beboere, mens forringelsen af hendes udviklingsmuligheder i forhold til deltagelse i det sociale liv på en arbejdsplads ikke inddrages i kommunikationen. Ud fra pædagogens perspektiv er kommunikationen enkel og effektiv, og giver mulighed for en hurtig løsning. Bagsiden er, at det er vanskeligt at forudsige, hvordan Birthes mor vil reagere, og der er en risiko for, at hun opponerer og i stedet insisterer på sit eget perspektiv på sin datters livssituation. Dette perspektiv er naturligvis præget af hendes rolle som mor og kærligheden til hendes datter.

Vælger pædagogen at inddrage og tage udgangspunkt i moderens perspektiv samt tage hensyn til dette i kommunikationen, reduceres kompleksiteten givetvis for moderen, men samtidig vil pædagogen skulle iagttage sig selv i et udviklingsperspektiv. Pædagogen vil med andre ord øge sin egen kompleksitet i et forsøg på at reducere kompleksiteten for moderen i den pågældende situation.

Ud fra systemteorien er vi, som det er beskrevet i ovenstående, underlagt selektionstvang, og en reduktion af kompleksiteten forudsætter, at vi anlægger et bestemt perspektiv. Dermed er risikoen for, at vi vælger et forkert perspektiv, også altid til stede. Vi kan således betragte en døgninstitution fra vidt forskellige perspektiver, men vi er nødt til at anlægge ét perspektiv ad gangen, da graden af kompleksitet ellers bliver for stor, og vi ellers skal forholde os til en enorm mængde informationer.

En døgninstitution kan således betragtes fra et socialpolitisk perspektiv, hvor den leverer serviceydelser til en mere eller mindre specifik målgruppe, men den kan også betragtes fra et pædagogisk perspektiv, hvor det er menneskerne i den, som er vigtige. Desuden er den en arbejdsplads, og man kunne blive ved. En døgninstitution er det hele, og kan således ikke betragtes fra ét objektivt sted, men er ligesom resten af samfundet gået fra at være monocentrisk til at være polycentrisk. Ifølge Luhmann er dette en konsekvens af den uddifferentiering, som er beskrevet tidligere.

Det pædagogiske arbejde er altså en vekslen mellem forskellige perspektiver, og man kan se dette som en vandring mellem sociale systemer, således som de beskrives af Luhmann.
 

FAKTABOKS

Niklas Luhmann beskriver tre forskellige systemer i sin systemteori. Disse er:

  • Biologiske systemer, der kan betragtes som organiske og fysiologiske systemer. Altså de systemer, som opretholder livet.

  • Psykiske systemer, der indbefatter tanker og bevidsthed. Psykiske systemer er netop kendetegnet ved bevidsthed, og adskiller sig fra for eksempel de biologiske hjerneprocesser.

  • Sociale systemer, der omfatter samfundet og organisationerne i det samt vores interaktioner. Sociale systemer er kendetegnet ved kommunikation, som kontinuerligt frembringer ny kommunikation.

Ovenstående systemer overlapper ikke, men indgår som en del af hinandens omverden. Luhmanns grundlæggende antagelse er, at der må være en forskel mellem systemet og omverdenen, og dermed opererer systemer med grænser, som er uigennemtrængelige. Hvis dette ikke var tilfældet, ville omverdenen gennemtrænge og opsluge ethvert system, og vi ville få en verden uden forskelle. Systemer overlever med andre ord kun i kraft af, at de afgrænser sig fra deres omverden.


Pædagogikken som subsystem
Pædagogik indgår som subsystem til sociale systemer, og systemets omverden er de psykiske systemer, der udgøres af hver af de personer, som iagttager og forstyrrer systemet (Figur 1). Forstyrrelser bidrager til at udvikle systemet, hvilket dog ikke sker uden kamp, da et system vil forsøge at reproducerer sig selv.

Figur 1: Systemet og omverdenen
Figur 1: Grafisk fremstilling af forskelsmarkør for system og omverden (Andersen, 1999)

Luhmanns systemteori har efterhånden fundet vej ud i stort set alle afkroge af samfundet, og er særligt blevet flittigt anvendt inden for det pædagogiske område. Måske er dette en konsekvens af den stigende kompleksitet, som i disse år opleves på området, hvor øgede krav til dokumentation og effektmålinger samtidig betyder, at der er et øget behov for formidling af pædagogiske budskaber til andre end pædagoger. Professionaliseringen af det pædagogiske arbejde kræver således et øget fokus på samt forståelse af, hvordan omverdenen interagerer med det pædagogiske felt (Hjort, 1999).

Der er i de seneste år produceret mange modeller for pædagogisk arbejde, og fælles for en stor del af disse er, at de tager udgangspunkt i en systemisk tænkning der ikke er helt ulig den, som beskrives af Luhmann i systemteorien. Mange af de fremstillede modeller anvender ligesom Luhmann begreberne biologisk, psykisk og social, men hvor Luhmann laver en klar afgrænsning og ikke lader systemer gennemtrænge eller overlappe hinanden, så forholder det sig ofte anderledes med en række af de modeller og teorier, som benyttes i det pædagogiske felt. Her er det mere reglen end undtagelsen, at de enkelte systemer beskrives som infiltrerende, og grafisk fremstilles de også ofte som overlappende (Figur 2).

Figur 2: Eksempel på systemisk model

Figur 2: Eksempel på systemisk model med infiltration mellem elementerne (Engel, 1977)

Figur 2 viser et brud på Luhmanns beskrivelse af system og omverden. Systemer er omverden for hinanden, og omverdenen har ikke direkte adgang til systemet. I figur 2 indikeres en række overlappende felter mellem områderne, og selvom figuren også er en illustration af systemisk tænkning i en pædagogisk kontekst, så er der en grundlæggende forskel i forståelsen af, hvordan systemer eller områder påvirker hinanden. Ifølge Luhmann repræsenterer hvert individ et psykisk system, og pædagogik som socialt system infiltrerer ikke individet, men forstyrrer det i stedet. En ændring i adfærden hos det enkelte individ er således ikke en konsekvens af, at pædagogikken er blevet optaget af individet, men ændringen skyldes den forstyrrelse, som pædagogikken har været skyld i.

I den tidligere anvendte case med Birthes mor, kan man sige, at hun forstår pædagogens udsagn på sin egen måde, hvilket vil sige med udgangspunkt i det, hun allerede forstår. På samme måde forstår pædagogen Birthes mor med udgangspunkt i det, som pædagogen allerede forstår. Der er altså tale om to psykiske systemer, men der overføres ikke et budskab fra det ene til det andet. Psykiske systemer er bevidsthedssystemer, og disse må som alle andre systemer lukke sig om sig selv, og tillægge kommunikationen i det sociale system, som i dette tilfælde udgøres af subsystemet pædagogik, en bestemt betydning fra hvert sit perspektiv (Figur 1). Systemer er med andre ord operationelt lukkede, men kommunikerer med omverdenen ved at skabe forstyrrelser.

Det kan umiddelbart forekomme vanskeligt at overføre Luhmanns systemteori til pædagogisk praksis, da den trods sine mange beskrivelser af kompleksitetsreducering er yderst kompleks i sig selv. Alligevel er det værd at betragte teorien som en forståelsesramme for den kompleksitet, der er en af grundstenene i det pædagogiske arbejde. Desuden tilbyder den et forfriskende alternativ til den række af pædagogiske modeller og teorier, der beskriver mennesket som ét hele, hvor forskellige systemer blander sig med hinanden på må og få.

I Luhmanns optik skal vi i stedet anerkende, at systemerne iagttager og forstyrrer hinanden, og at det er det, som skaber den virkelige udvikling såvel pædagogisk som samfundsmæssigt. Vi må med andre ord acceptere, at når vi retter lommelygten mod ét bestemt punkt, så kan vi i det øjeblik ikke se alle de andre punkter, som måske har ligeså stor betydning for det menneske eller den situation, som vi analyserer.

________________

Litteratur
Andersen, N. Å. (1999). Niklas Luhmanns systemteori. I N. Å. Andersen, Diskursive analysestrategier. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Engel, G. (1977). The Need for a New Medical Model: A Challenge for Biomedicine. Science, New Series. Vol. 196 No. 4286, pp. 129-136.

Hjort, K. (1999). En helt anden virkelighed. 12 nye pædagoger om uddannelse og arbejde. Rapport nr. 9 fra projektet: Pædagogens kompetencer. RUC i samarbejde med BUPL og SL. Roskilde Universitetsforlag.

Hermann, S. (2007). Émile Durkheim – et socialt forsvar for moderne individualisme. I Pedersen, P. M. & Olesen, S. G. (2007). Pædagogik i sociologisk perspektiv. Forlaget PUC.

Luhmann, N. (2000). Sociale systemer – grundrids til en almen teori. København: Hans Reitzels Forlag.