Når juraen møder virkeligheden

Når juraen møder virkeligheden

Som borger i Danmark har man ret til at bestemme over sit eget liv, hvor vi vil bo, hvad vi vil spise, hvordan vi vil gå klædt, eller hvem vi eksempelvis vil giftes med. Men hvordan ser det ud for borgere, der er er i den særlige situation, at de har en psykisk funktionsnedsættelse, der betyder, at de ikke forstår rækkevidden af en given beslutning? Her kan pårørende have en helt særlig betydning.

Af Jette Lund Lorenzen, leder af VISS

Det er fantastisk at bo i en land, som respekterer den enkeltes frihed, og hvor vi har ret til at tænke tro og handle ud fra egen overbevisning. Som pårørende til en borger med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne kan det måske lyde lidt for optimistisk, fordi pårørende kan opleve at støde panden mod muren ift. indflydelsen på den borgers liv, som de er pårørende til. Artiklen handler om situationen for borgere med væsentlig nedsat psykisk funktionsevne.

Før og efter myndighedsalderen
I Danmark er man myndig ved det 18. år. Det betyder, at forældre over natten mister retten til at træffe beslutninger på deres barns vegne. De har heller ikke længere ret til at modtage informationer fra det offentlige, og ej heller ret til at deltage i møder vedrørende deres barn, idet den 18-årige har myndighed over eget liv.

Det giver helt særlige udfordringer som forældre til et barn med nedsat psykisk funktionsevne, for hvem skal så tale deres sag?

Ifølge Ole Kristensen, jurist i Skanderborg Kommune, er problemet, at når en ung bliver 18 år, er forældrene ikke længere part i sagen, og forældrene kan kun få oplysninger, hvis de er blevet personlige værger. Derfor er det ifølge Ole Kristensen helt centralt, at man i kommunalt regi i god tid, måske allerede når den unge er 16 år, over for forældrene italesætter de forandringer, der forekommer, når barnet bliver 18 år, idet de ikke længere automatisk er værger. Det betyder derfor, at de ikke længere kan være partsrepræsentanter.

”Det er vigtigt at få iværksat og gjort forældrene opmærksomme på, hvad det betyder, at forældrene ikke længere bliver hørt. De vil i almindelighed ikke have klageadgang, og de vil ikke kunne komme med til møder, der vedrører barnet. Det er ikke nok at oplyse om den ændrede situation, man skal også sikre sig, at de forstår betydningen”, fortæller Ole Kristensen.
 

Servicelovens § 82, stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Retsinformation, LBK nr. 1114 af 30/08/2018.

Som jurist støder Ole Kristensen indimellem på de udfordringer, der kan opstå, hvis pårørende imod reglerne har fået lov til at deltage i et møde og er blevet informeret, også selvom deres barn er blevet 19, 20 og 21 år, og de således ikke formelt er værger. Hvis der pludselig bliver opmærksomhed på det, når den unge fx er 29 år, så kan det være svært for de pårørende at forstå, at de ikke længere kan optræde som partsrepræsentant. 

Ifølge servicelovens § 82, stk. 2, har et socialt tilbud, som borgeren er visiteret til, omsorgspligt, og det indebærer også at påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages ift. borgeren. Det betyder, at de pårørendes viden og erfaring om borgeren skal inddrages i det omfang det er muligt, men de bliver ikke partsrepræsentanter, og de må ikke gives informationer, der er dækket af tavshedspligten. Botilbuddet må således gerne spørge om pårørendes oplevelser ift. borgernes handlinger i hverdagen, hvordan vedkommende fungerer, og hvad man skal være opmærksom på. Men borgerens rettigheder skal sikres via tavshedspligten, hvis der ikke er værgemål eller en fremtidsfuldmagt, hvilket fx anvendes ved demensforløb, og derfor må den pårørende ikke modtage informationer fra botilbuddet.

Dette oplever Ole Kristensen kan give anledning til uenighed, idet de pårørende kan have en forventning om at få noget tilbage, når de selv informerer. Man skal respektere forældre, som måske har kæmpet for deres barn gennem hele dets liv. Indimellem kommer de pårørende dog til at blande deres eget og barnets tarv sammen, ikke mindst fordi der er mange forhold, der påvirker situationen som pårørende, fortæller Ole Kristensen.

Selvbestemmelsesret
Retten til at bestemme over eget liv er essentiel, og reguleret bl.a. af internationale konventioner, herunder fx Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, Handicapkonventionen og Grundlovens regler om frihedsrettigheder. Det betyder derfor, at borgeren har selvbestemmelsesret, hvad enten borger har en nedsat psykisk funktionsevne eller ej, eller borgeren træffer beslutninger, der kan virke uhensigtsmæssige i andres øjne.

Selvbestemmelsesretten er grundlæggende og har en væsentlig tyngde mht., hvordan man som myndighed, botilbud og pårørende agerer ift. en given borger.

Ifølge Ole Kristensen har borgeren også selvbestemmelsesret, selvom der er indgået et værgemål. Rækkevidden af selvbestemmelsen betyder derfor, at værger ikke kan træffe beslutninger, der vedrører de helt personlige forhold, fx om borgeren skal klippes, hvilken mad borgeren må og vil spise etc., det vil stadig være borgerens egen beslutning. Borgerens ret til at træffe beslutninger vedrørende disse personlige forhold kan ikke begrænses. Derimod kan borgeren fratages den retlige handleevne efter reglerne i værgemålsloven. Dette medfører, at borgeren ikke kan indgå retligt bindende aftaler.

Hvis en borger er i stand til at give samtykke til en given beslutning, så bestemmer borgeren selv. Drejer det sig derimod om en borger med nedsat funktionsevne i en grad, der betyder, at vedkommende ikke kan give samtykke eller fuldmagt, så vedkommende ikke er i en tilstand, hvor denne kan lade sig partsrepræsentere, kan det være nødvendigt at søge værgemål.

Karina Hjermitslev, jurist ved Socialtilsyn Midt, oplever, at der kan opstå uenigheder mellem et tilbud og pårørende ift. selvbestemmelsesretten. Det kan fx være, når de pårørende har et ønske om, at tilbuddet reagerer på bestemte måder og griber ind over for nogle af borgerens handlinger, hvor tilbuddet derimod vurderer, at reglerne for at gribe ind ikke er opfyldte.
 

Pr. 1. januar 2014 overtog de 5 socialtilsyn tilsynsforpligtelsen med de fleste specialiserede sociale tilbud, idet der blev indgået en politisk aftale om en tilsynsreform, hvis formål var at sikre et mere professionelt og uafhængigt tilsyn. Tilsynets formål er at bidrage til at sikre, at borgerne får den støtte og hjælp, de har brug for.
Kilde: Retsinformation, LBK nr. 42 af 19/01/2018.

Karina Hjermitslev giver som eksempel en situation, hvor en borger ønsker at forlade tilbuddet sent om aftenen, og dette ikke nødvendigvis er det bedste for borgeren. Her kan medarbejderne ved botilbuddet ikke uden videre forhindre borgeren i at gå ud. Gør de det, er der tale om frihedsberøvelse, som kun er tilladt i helt særlige tilfælde. De kan derfor ikke forhindre borgeren i at forlade botilbuddet, men må i stedet sætte pædagogiske tiltag i værk og på den måde sikre borgeren omsorg og tryghed. Disse tiltag kan bestå i, at personalet følger med borgeren, eller at tilbuddet forsøger at forebygge, at borgeren går ud på tidspunkter, hvor det ikke er hensigtsmæssigt - eksempelvis ved at indrette borgerens bolig anderledes eller gå ture i løbet af dagen, så borgerens trang til at gå ud mindskes.

Ifølge Karina Hjermitslev kan det i nogle tilfælde være rigtig svært for pårørende at forstå, at tilbuddet ikke griber ind i forhold til en adfærd, de pårørende synes, er uhensigtsmæssig, og det kan være svært for tilbuddet at forklare, hvorfor de netop ikke kan gribe ind.

Tilbuddet kan kun gribe ind i borgerens ret til at bestemme selv, hvis betingelserne for at anvende magt er opfyldt. Dvs. der skal være fare for personskade, og det skal være absolut påkrævet i den konkrete situation. Er dette ikke opfyldt, er det ikke tilladt for tilbuddet at gribe ind.

Værgemål
Værgemålet er helt centralt ift. borgere, der ikke selv kan give samtykke eller fuldmagt.

Værgemål er reguleret af Værgemålsloven. Ifølge § 5. ”kan der iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.”[1]

Almindeligvis er det statsforvaltningen, der behandler ansøgninger om værgemål. Ifølge Ole Kristensen kan det i visse situationer være vanskeligt at få etableret et værgemål. Forudsætningerne for værgemål er dels, at man skal have en nedsat psykisk funktionsevne, dels skal der være et aktuelt behov. ”Det er således ikke nok, at borgeren ikke kan sige ja og nej. Hvis det normalt går godt, og der ingen formue er, så vil der ikke blive bevilget et værgemål.” Der gives derfor kun værgemål i tilfælde, hvor der konstateres et konkret behov, og hvis en borger kan klare sig uden værgemål vha. eksempelvis personale, pårørende eller venner, ville dette blive foretrukket.

Selvom der er opnået værgemål, har borgeren stadig sin selvbestemmelsesret, og værgen vil ikke kunne træffe beslutninger ift. helt personlige forhold. Et værgemål kan dog formuleres mere eller mindre omfattende og dermed mere eller mindre bindende. Under alle omstændigheder skal et værgemål altid omfatte det mindst mulige.

Selvom en borger har en økonomisk værge, vil borgeren kunne indgå bindende økonomiske aftaler fx til mobiltelefoner, uden den økonomiske værges accept. Det vil som udgangspunkt ikke være muligt at frafalde en sådan aftale, med mindre at butikken, hvor mobiltelefonen er købt, frivilligt accepterer det. Hvis borgeren derimod i forbindelse med det økonomiske værgemål har fået frataget den retlige handleevne, vil en aftale med borgeren, om fx et mobiltelefonabonnement, ikke være bindende for borgeren.

Ifølge Ole Kristensen er det derfor vigtigt at være opmærksom på, hvor langt en given fuldmagt, et værgemål eller en partsrepræsentation rækker.

Det er Statsforvaltningen, der beslutter værgemålets rækkevidde, men selv hvis man har et personligt værgemål og er partsrepræsentant, kan det være en udfordring at vurdere rækkevidden.

Skal værgen fx have indflydelse på § 141 handleplan jf. lov om socialservice? Hvis der opstår uenighed ift., om værgen i tilstrækkelig grad er blevet involveret i fx § 141 handleplanen, vil værgen kunne klage til Ankestyrelsen. Værgens deltagelse og indflydelse er derfor ikke altid gennemskuelig i praksis.

Afrunding
Det er ikke altid let at agere i en virkelighed, hvor love og regler mødes med den pædagogiske virkelighed, hvor der er mange forskellige hensyn, først og fremmest til de borgere, det handler om, men også til de pårørende, som med stor kærlighed blot ønsker det bedst mulige liv for deres kære. Hvis alle parter er vidende om grundlaget for botilbuddene og myndighedernes handlinger, kommer vi helt sikkert længere via dialogen mellem pårørende, tilbud og myndighed.


[1] Retsinformation, LBK nr. 1015 af 20/08/2007