Sorg og tab hos mennesker med udviklingshæmning

På dette kursus får du inspiration til, hvordan du kan kommunikere med mennesker med udviklingshæmning om de tab, de oplever gennem livet, og dermed støtte og trøste bedst muligt, når de mister et menneske, de holder af.

Vi oplever alle at miste og mærke sorg. Det er et vilkår ved at være menneske, at vi savner og sørger, når en vigtig relation ophører og et menneske, der betyder noget for os, forsvinder ud af vores liv. Hermed mærker vi nogle følelser, som vi kan have brug for, at andre hjælper os med at bearbejde.

Du vil på kurset blive undervist i, hvilke tab borgeren oplever, hvordan sorgen kommer til udtryk, og hvordan du kan hjælpe med at trøste, lindre og skabe håb under hensyntagen til borgerens kognitive funktionsniveau.

Mennesker med udviklingshæmning mister ofte rigtig mange i løbet af livet, som de føler sig knyttet til. Det kan skyldes dødsfald, og det kan skyldes flytning, jobskifte blandt pædagoger og andet. Mange har aldrig fået talt med nogen om deres sorg, savn og frustration. Det kan blandt andet skyldes, at sorgens reaktioner ofte ligner noget andet, for eksempel en depression, og først viser sig efter længere tid, således at man som medarbejder og pårørende kan komme til at misforstå, hvad reaktionen er et udtryk for.

Mål

Målet med kurset er, at deltagerne efterfølgende kan identificere og forstå de reaktioner hos en borger, der er tegn på sorg, og dermed lindre, trøste og skabe håb.

For at opfylde dette mål får deltagerne mulighed for at tilegne sig følgende færdigheder i løbet af kurset:

Færdigheder i at:

  • Genkende reaktioner (adfærd), som er tegn på sorg hos mennesker med udviklingshæmning

  • Bruge borgerens livshistorie til at identificere de tab, han eller hun har oplevet

  • Forstå udfordrende og umiddelbart uforklarlige reaktioner (adfærd) som tegn på sorg, som borgeren har brug for at få bearbejdet

  • Tale med borgeren om sorg under hensyntagen til det kognitive funktionsniveau

  • Skabe en kultur på boformen, hvor tab og sorg ikke er tabu

Indhold

Deltagerne vil få en introduktion til sorgteorier, sorgreaktioner og metoder, som kan bruges til at støtte og hjælpe borgerne i deres sorg og dermed øge livskvaliteten.

Du får indsigt i, hvad sorg er, hvordan sorgen kommer til udtryk, hvordan du kan trøste og skabe håb, samt hvordan du taler med borgeren om sorg og tab under hensyntagen til hans/hendes kognitive funktionsniveau.

På kurset vil du blive introduceret til eksempler på omsorgsplaner, som kan bruges i forbindelse med dødsfald på boformen, værkstedet eller i borgerens familie og vennekreds.

Endelig vil kurset berøre pårørendes sorg samt de etiske spørgsmål og dilemmaet, der kan opstå i forbindelse med dødsfald og den sidste tid.

Følgende emner behandles bl.a. på kurset:

  • Sorgteorier og -modeller

  • Årsager til sorg og sorgreaktioner

  • Vigtigheden i at kende borgerens livshistorie til at kunne identificere en sorg

  • De 5 grundlæggende psykologiske behov

  • Tilknytningsteori

  • Metoder, som du kan hente inspiration i, til at skabe et ”rum” at tale om sorgen i og dermed lindre og skabe håb for borgeren

  • Livshistoriebøger, farvelbøger og mindebøger

Form

Kurset veksler mellem teori, praksiseksempler, der underbygger teori og dialog.

Målgruppe

Kurset er for dig, som er uddannet inden for det pædagogiske område og arbejder med mennesker med nedsat funktionsevne.

Underviser

Line Rudbeck, sognepræst i Skanderborg og tidligere præst i Landsbyen Sølund

E: lru@km.dk

Fakta

Skanderborg

20. januar 2020 • kl. 9.00-15.00

Pris kr. 1580,- Tilmeldingsfrist 2. januar 2020

Tilmelding er bindende

Ved framelding efter tilmeldingsfristens udløb forbeholder vi os ret til at opkræve den fulde pris.

Kontakt VISS

Kontakt os, hvis du har spørgsmål:

E: viss@skanderborg.dk 
T: 8794 8030

Hvad siger tidligere deltagere om dette kursus?

comments powered by Disqus