Sommerskole - Skanderborg

På sommerskolen ligger fokus på at styrke relationen mellem beboer og medarbejder, der får mulighed for at fordybe sig i deres indbyrdes samvær. Som deltager får du en indføring i musik, leg og massage som pædagogiske redskaber til at opbygge kommunikation og samspil, og du bliver præsenteret for afspænding gennem sanseoplevelser som et redskab til nærvær og for klangmassage som en dybere kropslig påvirkning.

Mål

Målet med sommerskolen er at udvikle og uddybe relationen mellem beboer og medarbejder. I løbet af ugen udforsker de sammen forskellige former for aktiviteter, som tager udgangspunkt i beboerens forudsætninger. Disse praksiserfaringer og viden om, hvad der giver mening og indhold i samværet, kan efterfølgende overføres til hverdagen og give ny inspiration til eksempelvis ”kontaktøer”.

Målet er også, at såvel beboer som medarbejder får en sjov og oplevelsesrig uge sammen.

For at opfylde målsætningen får medarbejderen i løbet af sommerskolen mulighed for at tilegne sig færdigheder i at:

  • Arbejde med kommunikation gennem leg, musik og massage

  • Udvikle en højere grad af opmærksomhed og nærvær med henblik på at skabe samspil og gensidige udvekslinger sammen med beboeren

  • Udfolde sig motorisk og opleve et fællesskab med andre, bl.a. ved at arbejde med dansesnoren

  • Mærke omsorg, nærvær og glæde, når man giver, og når man modtager fysisk kontakt

Indhold

Mandagens undervisning er kun for medarbejdere. Her får de en introduktion til følgende 3 moduler:

  1. Sommerskolens pædagogiske grundlag, Gentle Teaching

  2. Musik som kommunikation og fællesskab

  3. Massage som et pædagogisk redskab

I alle tre moduler arbejdes der også med praktiske øvelser som en inspiration til de følgende dages samvær med beboerne.

Resten af ugen samles vi i Sølunds festsale. Her foregår de fleste aktiviteter individuelt, hvor den enkelte beboer er sammen med sin medarbejder.

Med udgangspunkt i beboerens signaler, initiativer og handlinger udvikler medarbejderen og beboeren i fællesskab nye måder at være sammen på. Herigennem styrkes tilknytningen mellem dem, hvilket er grundlaget for, at begge parter udvikler sig i samværet med hinanden. Det kan fx være at blive mere tryg ved hinanden, at opbygge og udholde spændingstilstande gennem fælles leg, at tage nye initiativer mm.

Form

Hver dag starter vi med dansesnor som en fælles aktivitet for hele gruppen.

Herefter er der to tilbud, som man deltager i på skift:

  1. Kommunikation gennem musik og leg

  2. Massage

Undervejs gives der individuel feedback til medarbejderne.

Efter dagens program samles medarbejdere og undervisere til fælles erfaringsudveksling, feedback og undervisning.

I alt kan der deltage 12 beboere og 12 medarbejdere på sommerskolen.

Målgruppe

Kurset er for beboere (sammen med deres medarbejdere), som har fysisk og/eller psykisk varigt nedsat funktionsevne, som er meget sensitive, og som har brug for hjælp til at regulere følelserne.

Undervisere

Anne Steen, Musikterapeut, Gentle Teaching mentor
E: anne.steen@skanderborg.dk

Paul Misfeldt, Fysioterapeut, Gentle Teaching mentor
E: paul.misfeldt@skanderborg.dk

Vivi Storm Skou, Boenhedsleder, Gentle Teaching mentor
E: vivi.storm.skou@skanderborg.dk

Fakta

Skanderborg

27. april-1. maj 2020 • kl. 9.00-16.00; fredag dog kl. 9.00-14.30

Pris kr. 5.500,- Tilmeldingsfrist: 2. marts 2020

Tilmelding er bindende

Ved framelding efter tilmeldingsfristens udløb forbeholder vi os ret til at opkræve den fulde pris.

Kontakt VISS

Kontakt os, hvis du har spørgsmål:

E: viss@skanderborg.dk 
T: 8794 8030

Hvad siger tidligere deltagere om dette kursus?

"Dejligt at være sammen med borgeren en til en ..., hvor der er tid til fordybelse, og hvor alt foregår i et roligt tempo på den enkelte borgers præmisser, og rigtig godt at få vejledning til nye måder til samvær / aktiviteter / stimulering." (Helle Kruse, Hus 9, Landsbyen Sølund, 2017)

comments powered by Disqus