Seksualitet og intellektuel funktionsnedsættelse i et integrativt neuropædagogisk perspektiv

På dette kursus får du en grundlæggende forståelse for begrebet seksualitet i forhold til mennesker med intellektuelle funktionsnedsættelser (den nye betegnelse iht. ICD11). Der gennemgås redskaber og metoder til at udvikle egne faglige forståelser og perspektiver i det pædagogiske arbejde, og du vil efterfølgende være bedre rustet til at kunne yde støtte og vejledning i tilknytning til emnet.

Mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse har ifølge Serviceloven ret til støtte og kompensation ud fra en individuel vurdering af deres behov. Et af disse behov kan være støtte ift. seksualitet. Det kan være et følsomt emne for både borger og fagpersoner, og blufærdighed, personlige normer og værdier, manglende viden eller erfaring i at samtale om emnet kan stå i vejen for, at borgerens behov også tilgodeses på dette område.

Deltagerne bliver på kurset undervist ud fra en intergrativ neuropædagogisk tilgang med henblik på at forstå og arbejde pædagogisk med seksualitet ift. mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse.

Mål
Målet med kurset er, at deltageren efterfølgende kan yde råd, støtte og vejledning ift. seksualitet til mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse, og at de kan håndtere borgernes seksualitet på en professionel, etisk og forsvarlig måde.

For at opfylde dette mål får deltageren mulighed for at tilegne sig en række færdigheder i løbet af kurset.

Færdigheder i at:

  • Udvikle egne faglige perspektiver og pædagogiske tilgange ud fra en intergrativ neuropædagogisk forståelse

  • Forstå og agere hensigtsmæssigt i forhold til borgernes seksualitet

  • Have dialog og faglig refleksion om emnet med kolleger

  • Samtale om emnet med borger, kolleger og pårørende

  • Yde råd, vejledning og støtte ift. borgerens seksualitet

Indhold
Ift. mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse kan der være forhindringer som lavt udviklingstrin, manglende kommunikative kompetencer m.m., der står i vejen for en forståelse af den enkeltes seksualitet. Det bliver derfor op til omsorgspersonerne omkring borgeren at aflæse og tolke på adfærden og de forskellige signaler, som borgeren sender, for at forsøge at forstå de bagvedliggende årsagerne til fx seksuel mistrivsel. Endnu sværere bliver det, når seksualiteten ikke har et umiddelbart tydeligt udtryk.

Vi kan have en tendens til først at forholde os til borgerens seksualitet, når vi oplever den på en uhensigtsmæssig måde, og måske er det netop, fordi det ikke er blevet behandlet seriøst tidligere, at borgeren finder sin egen, og måske grænseoverskridende, udtryksform.

Følgende emner behandles på kurset:

  • Integrativ neuropædagogik

  • Hvad er seksualitet?

  • Udfordringer og barrierer

  • Den seksuelle udvikling

  • Seksualpolitik

  • Etik

  • Lovstof

Form
Undervisningsformen er dialogbaseret, hvor den præsenterede teori i videst muligt omfang relateres til deltagernes konkrete pædagogiske praksis.

Målgruppe
Kurset er for dig, der arbejder inden for det specialpædagogiske område og gerne vil udvikle din faglige viden og handlekompetencer ift. mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse, der har behov for støtte i relation til seksualitet.

Underviser(e)
Lotte Avnby, specialpædagogisk konsulent, VISS
E: lotte.avnby@skanderborg.dk

Fakta

Skanderborg

11. februar 2021 • kl. 9.00-15.00

Pris kr.1.600,- Tilmeldingsfrist: 7. januar 2021

Tilmelding er bindende

Ved framelding efter tilmeldingsfristens udløb forbeholder vi os ret til at opkræve den fulde pris.

Kontakt VISS

Kontakt os, hvis du har spørgsmål:

E: viss@skanderborg.dk 
T: 8794 8030

Hvad siger tidligere deltagere om dette kursus?

comments powered by Disqus